The winner takes it all

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det.

Jeg løb Eremitageløb i går. Uden at have trænet op til det, og (derfor måske) uden at slå min egen rekord. Rent faktisk tror jeg at jeg løb i dårligste tid nogensinde. Men se, jeg er faktisk ret tilfreds.

Tilfreds med at jeg løb det, tilfreds med at jeg nød det og tilfreds med at jeg så mere op under løbet, end de utallige gange jeg har løbet det, for at igen slå mig selv.

Og ja, jeg er selvfølgelig også tilfreds med, at jeg kan løbe 13,3 km uden at have gjort noget særligt for det, fordi jeg jo så alligevel formår at holde en fin grundform, selvom jeg benhårdt prioriterer mine børn og min balance, frem for at nå (mere eller mindre arbitrære) mål og få status.

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det. Men du kan jo gå ind på din profil og ændre dit navn, så er det ikke nogen der ved at du løb en dårlig tid.

Hvad hvad hvad? Hvorfor? Hun løb Eremitagen i går, 12 minutter hurtigere end jeg. Alligevel er hun ikke tilfreds og græmmes tydeligvis mere ved min tid end jeg selv vil være ved at jeg gør. Fordi det for hende handler om at vinde. Noget. Ikke at løbe og se den smukke skov, ikke at klappe af det fjollede orkester, der stod halvvejs og spillede jazz, ikke at suge luften ind og se stakkels hjorte løbe i skjul. Men kun om at vinde.

Jamen, det handler ikke om at vinde, det handler om at være med. Hold nu din kæft Line, med dit post-stress frelse pis! Det er sgu da endorfin-kicket der kommer ved opnåelsen af mål, det er adrendalinjunkiernes trip, det er been there, done that.T-shirts und alles. I flere farver endda.

Der er for helvede 15.000 deltagere og kun ganske få der vinder præmier til at tage med hjem. Det andet er inden i os selv op mod os selv, eller værst (hej, jeg hedder Line, jeg er pisse frelst); op mod hvad andre tænker og tror.

Men måske det, der irriterer mig mest er, at jeg selv stadig et sted tænker det samme, men taber på så mange baner lige for tiden, at hvis jeg begynder at tage det ind i ligningen, ender på et facit jeg ikke kan bruge til andet end at slå mig på.

 

Flirt

Jeg er stadig så meget til fals for smiger, at jeg føler mig ualmindelig vigtig og væsentlig, når jeg bliver kontaktet af en headhunter, der siger noget a la “Vi spurgte i vores netværk og dit navn kom op”.

Ligesom i gamle dage (jojo), da mænd så efter mig på gaden, hvor sansynligheden for, at der var et match og en mulighed var lille, men hvor alene dét, at det de så, var interessant nok, til at dreje hovedet, gav et lille pift af, at være noget værd.

men jeg ved, jeg har ret

Jeg bliver bange, når jeg ser de andre falde. Bange for de vrag vi bliver, bange for stigmatiseringen, bange for serier af sidespor på hovedstrømmen, hvor der kun er plads til de blinde, de ensidede eller de, der endnu ikke, har smagt vejens grus. 

Bange på alles vegne og det samfund vi bliver til, hvor vi ender som krøblinge, fordi vi ville det hele og fordi vi troede, man var svag, hvis ikke man kunne gabe over det samtidig.

Bange for min egen utilstrækkelighed, og for at den indsigt jeg er blevet givet, mens jeg åd grus, mister sin værdi, hvis fællesskabet mener noget andet er mere væsentligt og af stor betydning.

Jeg mærker is i mine knogler, når jeg hører om lederes takling af stressramte medarbejdere og jeg føler mig ond og usund når jeg et sted i en lille snavset afkrog af mit sind, håber en lille smule på at visse af dem selv vil vågne med grus i munden en dag.

For det er måske den eneste måde at lære det på.

Skyer

Og så sidder vi her. På kanten af søndag, med hverdagen pressende på, hen over husryggen, hvor skyerne langsomt glider forbi, mens solen gilder om på den  anden side af jorden. Eller omvendt. Smukt, er det uanset.
Himlen, altså, ikke hverdagen. Ikke helt.

Her er stille. Svag summen fra biler på en vej, og nogen, der synger på den anden side af husryggene. Minder mig om manden på cyklen, der altid sang, når han kørte gennem kvarteret. Det er længe siden, jeg har hørt ham, og jeg håber mest, at hans vej bare er en anden nu, ikke at han er holdt op, med at synge når han cykler.

Kulden kryber op om mine ben og sikkert også lidt dug på en myre.

Hvad det var jeg ville er glemt i ukrudt og solvarme sten. Sløvende hvedeøl og børn der skændes over noget, der heller ikke dér føltes vigtigt nok.

Ingenting, tror jeg. Andet end at afspejle lyset fra himlen, inden det er for sent.

Sprialtegn. Eller bare en dør.

Livet er en spiral. Rundt og rundt og tilbage samme sted hvor vi var lige før, uden at det helt ligner alligevel. Udsvingene er så store som vi kan rumme dem, eller som vi tror de kan være, eller som tilfældighederne byder. Men sjældent hverken større eller mindre.

Og måske skal man tvinges til at glo på sine fejltrin, hudafskrabninger eller hvad, der lignede dybe sår, lige netop længe nok, til at de ikke længere gør ondt og ikke længere betyder noget. For nogen.

Bare fordi noget ligner en dør, behøver det ikke være det.

 

 

Vi er et andet sted

Vi ender et andet sted, når vi slipper taget i grene og lader os drive med strømmen. Visse steder er bredden så stejl at det er umuligt at kravle op, andre steder bliver man filtret ind i dyng, så man selv med armene over hovedet bare bliver hvor man er. Fastholdt af grumset viljesvigt så man næsten ønsker at man kunne synke til bunds og drukne i brunt mudder.

Men vi drukner ikke før det er på tide. Alle dem med brune bånd skal op. Sørgebind om livet. Padler gispende, uden at opdage at strømmen hverken er rivende, eller vandet dybt. Det er i hovedet, jojo.

Sandheden er i hvem der ser, og jeg slap grenen for at kunne flyde lidt længere ned. Nu er jeg der hvor bredden er stejl, og jeg kan ikke gøre andet end at læne mig tilbage og flyde videre med. Til gengæld kan jeg kigge op og se himlen. Se, himlen! Den er blå, selvom de lovede regn. Og skyerne former sig efter mine tanker, og driver mod uendeligheden i florlette lag.

Vi ender et andet sted, hvis vi tænker over. Tænker til. Tænder til. På. Og holder fast eller giver slip, det betyder intet, vidste du det?

Jeg havde engang et blåt mærke fra rebet du bandt mig med. På anklen, af alle steder, det skulle man ikke have troet, vel? Men det fik mig til at drive ud på midten hvor strømmen var stærkest. Måske fordi du trak i rebet, måske fordi vi ikke så op, men bare ind. Vi ender et andet sted, du og jeg. Vi er der allerede, og vandet er ikke i ro. Mere.

.. .

Mellemrummene taler. Råber op om omtanke, eftertanke. Subtile pauser og dybe indåndinger og engle der bevæger sig gennem rum.

Men hvad hvis de bare er steder noget er fjernet, eller klippet ind? Hvad hvis de er manglende korrektur, overset sjusk og opmærksomhedssvigt?

Er det, de fortæller så bare løgn?

prissat

De værste er de prismærker, der er sat fast med en lille streng af plastik, der gennemborer flere lag væv. Det lykkes ikke altid at få dem af, selvom papskiltet med prisen for længst er smuldret ud i afløb og betalt, jo tak. Så hænger de dér. Fra bukselinningen eller i nakken, selv efter vask. Og fortæller det vi godt ved, at nogen har betalt noget for noget, og at vi egentlig hellere ikke ville vide det. Og især ikke hvor meget.

Alligevel river vi dem ikke af. Og hvis vi gør, flænser de stof og materie og hiver tråde ud af fatninger og er næsten umulige at få sat pænt på plads igen. Pænt er sært vigtigt. Derude. Selvfølgelig kunne man bare tage en saks. Rent snit og ingen spor bagefter.

Klip.

Men hvem skal så fortælle historien om den pris, der var?

(tak for smit)