Hvis jeg kunne

Hvis jeg kunne ville jeg se bladene, der falder af træerne, dage som i dag. Stående stille, lænet op af et træ, pakket godt ind i mine dun, så vinden ikke kunne nå mig, ville jeg følge blade med øjnene, fra da de sad oppe på rester af sommer, til de rev sig løs og blafrede ned gennem tiden.

Hvis jeg kunne ville jeg se farverne på alt det, der blæste sammen i kroge af træer og huse, og hvis jeg kunne ville min næse sitre af lykke over, at verden er så smuk, når man ser efter.

Hvis jeg kunne ville jeg se vandet, der kruses på søen, og mudderet, der er størknet på stien. Hvis jeg kunne ville jeg se himlen blive grå og hvid og blå, af kastevinde og andre orkaner.

Hvis jeg kunne ville jeg se solen stå op og gå ned, i kaskader af rødt og gyldent og blå sprækker, og hvis jeg kunne ,ville jeg bruge det til alting.

Hvis jeg ville kunne jeg, netop det.

Hvis jeg ville.
Hvis jeg kunne drømme de rigtige drømme.

Bare

Hun drikker iskaffe lavet på kold kaffe fra forleden, en klump mascarpone is med chokolade og lidt nøddeis. Honning i dryp og så isterninger lavet på kaffe. Strukturen i kaffeisterninger er anderledes, end hvis det bare var vand. De splintrer når man tager dem op, og burde nok laves i pose og ikke i bakke. Mentalnote. Ind i bunken af viden, ingen gider høre om.

Kaffen smager sødt og blødt, og i bunden ligger chokoladen i klumper, som hun undgår at drikke. Hun kan slet ikke lide chokolade. Ikke mørk chokolade, og snart er hun også vokset fra lys. Det er bare svært at pille chokoladen ud af isen, inden den dumper ned i kaffen. Kvalme.

Hun vokser fra ting for tiden. Gør alle mon det? Vokser fra vaner rutiner og skyld. Vokser fra mønstre og gentagelser. Pludselig mister de smag. Pludselig kan hun se at det bare er noget i hendes eget hoved. Og i deres.

Ret meget i deres, faktisk. Alt det, de havde så travlt med, var bare noget de selv fandt på. Det var slet ingen grund, når man så efter. Det hastede ikke spor. Andet end præcis så meget, som de selv mente det burde. Skulle.

Det er som regel også nok.

Kun.

Måske vælger jeg de forkerte bøger. Måske, det er sådan bøger, der er læsbare er. Tragiske. I børnenes danskbøger er det jo beskrevet så fint: der skal være en konflikt som så løses. Opbygning af spænding for at nå klimax, hvor helten helter og de lever lykkeligt til næste tog.
Jeg har læst mig gennem en mursten med beskrivelser af ulykke og nederdrægtighed, og jeg bliver så tung af det. Måske også fordi det ikke var særlig dybsindig ulykke; det var hverdagstragedier som de er flest: det var døde kanariefugle og fældede træer som nogen holdt af. Det var bilulykker og uægte børn. Det var trist i mikrokosmos jojo, men det var også både kedeligt og deprimerende, og værst af alt ingen læring i det. Ingen blev en skid klogere, ingen ændrede noget og hovedpersonen tog sit eget liv og folk var fløjtende ligeglade.

(det slår mig, at vi af og til taler om det samme, uden altid at vide at vi gør det, og uden at det er det. Broen over floden, husker du den? Vi gik derned den sommer det var ekstra varmt, og der var ikke noget vand i floden, kun lidt brunt mudder, og du siger, at der da var noget vand, der løb i midten, men det var der ikke. Dén sommer. Jeg siger at vi gik gennem skoven, og pludselig slår det mig (mens du ser på mig med tomme øjne, der prøver at huske og komme i tanke om noget, der med lidt god vilje kan kaldes skov, på den tur vi tog, nedover skråningen langs hegnet), at det slet ikke var dig jeg fulgtes med henover den gamle bro, men en anden, og at det måske er mere end 20 år siden og hvordan blev jeg nogensinde så gammel uden at blive voksen?
Så skifter jeg til lige før, for få år siden, og til broen, den anden bro, den anden sommer, hvor det vel nok var varmt, men ikke så varmt at der ikke var vand i floden, og det løb en tynd stribe midt i mudderet. Og du smiler og jeg ved, at jeg skal have dig med til den anden bro, for at overskrive det jeg husker, så alting jeg ser her, er noget jeg har set med dig. Fordi du er vigtigst.)

Måske vælger jeg de forkerte bøger, måske er det sådan historier, der er værd at fortælle, er, og måske er det derfor jeg ikke har noget at fortælle nu. Der er ikke tragedier nok. Ikke melopoesi nok til at drysse ud på sider af blank skærm.

Spejl

Vi kryber rundt om 35 grader igen i dag. Havemanden i huset nedenfor muren fejer, og nogen taler sammen på Italiensk oppe i byen. Selv hvis jeg havde kunnet sproget, havde jeg ikke kunnet skelne deres ord. Sløret af cikader og afstand.

Jeg burde kunne sproget tænker jeg. Ét er tegnsprog og smil, men skal jeg mere end have 100 gram af den gode skinke, så burde man måske. Jeg.

Stilheden i ikke at gøre noget, tiltaler mig, på den der forbudte måde, som laden stå til, tiltaler. Burde også lave frokost og drikke mere vand. 35C er trods alt en sjat.
Men jeg drikker vin. Rosé med isterninger, og jeg laver ikke frokost og jeg gør ikke andet end at lytte til cikaderne og se på duer, der flakser ind og ud af hvælvingerne omme på den anden ide af dalen.
Måske det er vinen, der får mig til at bare sidde her. Selvopfyldende dovenskab. Hvis det bare var det.

Jeg kan høre dig sige, at jeg jo nok trænger til det. Du har ret, det gjorde jeg engang, men så længe trænger man vel heller ikke til ingenting, vel?

Det er længe siden jeg satte flag. Hernede kaster de med dem. No kidding. Deres unger går til en sport, elle dans eller hvad man nu kalder det, hvor det handler om at kaste flag op i luften og gribe dem igen. Til lyden af trommer og trompeter, som de, der ikke går til kast-med-flag, lærer udenad. Iklædt middelalder-tøj og halmballer langs murene. Altid halm. Halm er vigtigt for middelalderidentiteten, tydeligvis.

Måske det er den anden vej rundt, at de, der ikke har det mindste spor af musikalitet i blodet, bliver overladt til at kaste med fanerne, men når man lytter til musikanternes håbløse trutten, må man lade dén tanke ligge. De går op i det, det må man give dem. Med sikker hånd, kaster de store faner 10 eller 20 meter op i luften, og griber dem med nøje koreograferet præcision.

Om jeg fatter at de gider.
Men de holder fat i deres middelalderarv, med stædighed som grimme kamphunde, måske fordi det er det eneste de har tilbage. Måske deres nutid ikke er særlig meget værd at kaste sig ind i, måske butikkerne lukker i byen, fordi der ikke længere er noget værdi at sælge her.

Spejl.

De har bygget et rækværk langs stien på sydsiden af byen. Den sti, der starter ved Porta Della valle, og ender i noget kommunal opsat og aldrig brugt park, nede ved vejen, der kører rundt om byen. Det er bygget i træ, rækværket. Upolerede men dog afbarkede træ-rafter, i et fint zigzag mønster, der får det hele til at ligne en skråning i Schweitz. Nok også fordi alt er mere grønt end det plejer at være i juli. Det er en kold sommer. Sådan en, de gamle kommer til at tale om, på deres små bænke i skyggerne flere år frem.

“2014 var en kold sommer, husker du det? Alting var grønt og pænt, nuvel, men der var ingen kapers før hen i august, og vinen trak ud til oktober, og mosten var sur, da vi endelig fik druerne høstet.”

Måske. Jeg foregriber tings gang, men sommeren er koldere og vådere end nogen her kan huske. Der er grønt græs på plænen og det er kønt alt sammen. Koldt om natten, så man sover uden at svede, og skønne kølige morgener, hvor man bliver nødt til at have en let trøje på, for ikke at fryse. 20 grader i morges. Jojo.
Lige nu pibler en dråbe sved, ned langs siden på mig og jeg har ikke set på termometret, men det er nok mest fordi, jeg ikke har flyttet mig, da solen kom over hvor min stol var.

Rækværket er det eneste nye her, tror jeg. Der sker ingenting ellers, og det der så endelig sker, sker så langsomt at man glemmer, at det engang ikke var sådan, længe inden det er færdigt. Den store parkeringsplads langs nordskråningen, for eksempel. De har bygget på den i tre år og det ligner ikke, at den bliver færdig de næste tre. Der er et stort skilt med et EU mærke på, og måske dén støtte er dét, der holder det både i gang og nede i tempo. Hvorfor skynde sig med noget der brødføder, så længe det står på?

Regn

Det regner. Det har regnet hele dagen og det er løgn, for det har kun regnet i byger og ikke uafbrudt, men mængden af vand er nok til at verden kunne være ny og fin og ren, hvis man troede på, at den slags metaforer stadig sælger.

Jeg gemmer mig i dagtimerne bag musik fra spotify, og exlark med oversigter og pivottabeller og data nok til at min pc går i sænk. Det er hyggeligt fordi det er midlertidigt og fordi jeg har parkeret mine ambitioner et sted bag floskler, der forsikrer mig selv og mine omgivelser om, at man ikke er svag, når man ikke længere er den hårde kerne.

Jeg har backups af ord fra 2006 og til 2011. Text på text på text. Spalte op og ned om et liv, der var ensomt og voldsomt og poetisk, på sin egen triste måde. Hvordan når jeg nogensinde derhen igen? Ikke til ensom og voldsom, men til poetisk?

Mødtes med en af karaktererne fra dengang, forleden. På Cafe Jorden rundt, både for at slippe for den københavner smartness han omgav sig med dengang, og nok også for at jeg kunne slippe hurtigt hjem, hvis det nu var helt forkert. 10 minutter i bil ned af Strandvejen føles bedre end 20 minutter i et S-tog.

(og solen gik ned, da jeg endelig kørte ned, et par timer senere. Der var stille i min bil, verden duftede af kirsebærblomster og alt var godt.)

Hvor bor du henne nu, spurgte han undervejs. Jeg har altid boet her tænkte jeg, og sagde det vist også. Her. Mit lille hus med blomsterne. Mit lille bitte rækkehus, der ikke helt passer til selviscenesættelsen af succes, men som passer til luft i økonomi og sikkerhed for realkreditlånet, hvis det en dag er. Og børnene selvfølgelig. Det passer perfekt til dem.

Men jeg kunne se på ham, at jeg ikke hele tiden har boet her, og han lignede en figur fra en bog, der ikke kan få virkeligheden til at passe med de ord, der stod på de sider han er undsluppet, fordi nogen læste ham højt.

Selv boede han stadig i sin roman. Levede liv, der ikke virker rigtig ægte, når man ser det her fra. Dyre vaner, dyre naboer. Et ikke-eksisterende søvnbehov, og en nærmest naiv tro på egne evner, der uden problemer, skubber ham videre ud og op. Misundelsesværdigt, egentlig.

Men jeg kommer sikkert ikke til at se ham igen. Han er regnet væk, ligesom alt det andet, der skete i de år. Forlængst for sent. Regnet værk, eller bare smidt ud fordi det var blevet mørt og gammelt. Skal vi, skal det startes forfra, og hvem har tid til det?

Hvis jeg nænnede det, smed jeg også alle mine tekster væk og begyndte på ny. Jeg bliver bare ved med at tænke, at jeg burde kunne bruge det til noget, selvom jeg aldrig ville turde lade nogen læse det højt, så måske jeg skal lade være med at klynge mig til det, og blot smide det ud.

Jeg går i koma, skal du have noget med?

Jeg har glemt hvordan man gør.
Jeg har glemt hvordan det var, jeg har glemt hvordan jeg var.

Lidt ondt i nakken af det for høje køkkenbord, lidt ondt i membraner bag mit kranie, lidt for slidt i en hofte. Har jeg glemt alt det, der gjorde, at jeg var der jeg var.

Nu putter jeg mig med småkager bagt på en fabrik. Med kaffe kværnet i BRaun og ved siden af katte, der fælder ind i vasketøjet og på det ru gulvtæppe ved min hoveddør.

Nu gemmer jeg mig bag en hyggelig småborgerlig forargelse, og luller mig i koma med små bemærkninger om vinden, der tørrer mit vasketøj dejligt hurtigt, hvis det da ikke blæser ned. Og var det posten, der kom der?

Jeg har glemt hvordan man gør, og det er godt; for nu kan jeg finde på det, på ny, og definere min måde helt forfra. (siger vi længe nok til at vi tror på det).

Der er ingenting i vejen, og det er svært at håndtere, når man er vant til at det ikke er noget, der er i orden. Hvad gør man af sig, når alting bare er fint og ok? Jeg kunne selvfølgelig booke et fly til New York og holde min elskede i hånden under blomstrende kirsebærtræer i Central Park, eller jeg kunne bruge pengene til nye sofaer og et nyt betræk til morfars gamle stol. Og jeg kunne lægge en plan og kartofler i baghaven.

Eller skure gulvet eller sende fakturaer eller. Hvad der ellers står på min to do liste, for sådan en har jeg aldrig glemt hvordan man holder.

Jeg har glemt hvordan det var, og det er ikke helt så godt, for så kan jeg komme til at huske det som om det var godt, og det ved vi det ikke var. Se mine ar. De lyser i mørke og blænder mig af og til. Stadigvæk. Men jeg har glemt hvordan det egentlig var, for det jeg kan se de andre gør, ser faktisk lidt godt ud. De ligner nogen der har det sjovt. Her, fra min virtuelt blomstrede kaffekop og mit middelmådige komatøse pitstop.

Så jeg må glemme, at jeg har glemt det, og læse de gamle sider af og til, for at huske. Den del.

Jeg har glemt hvordan jeg var, og det bliver jeg ved med til jeg kan rumme min egen dumhed, arrogance og påståede udødelighed. Det kommer en dag, det ved jeg, for jeg står hvor jeg gør, fordi jeg har stablet alle mine dumheder og er kravlet op på bunken, og en dag kigger jeg også ned.

 

Årsag, effekt

Det paradoksale i at hende, der var min chef dengang, fortalte mig, at min artikel havde fået hende til at skifte job, er ikke helt faldet på plads.

Jeg genlæser det udtræk jeg havde lavet til E, og hun er der jo udover det hele. Søgende, prøvende, undskyldende i sin mail og telefonstorm. Måske. Eller måske tillægger jeg motiver der først er kommet til bagefter.

 

But life

Jeg ville. Jeg havde det hele lige der. På tunge, fingerspidser og pandelapper. Ord.

Så jeg ville, tænkt jeg kunne, drømte om at.

But, life; siger du og det forklarer alt. Snedriver oversvømmelser, ting der sker i steder for det, der kunne ske. LIfe. Liv levet, vand under broen.

But, life. Efterlod mig her, søndag i sofaklister og lunken hvidvin. Uromantisk, udramatisk, upoetisk. LIfe.

Uden at vide hvem jeg er og hvad jeg står for, uden at kunne huske hvad der var, og hvad der var ønsker om at være. Bare med en fornemmelse af engang at have været. Noget.

 

.

Jeg kan ikke redde dig. Jeg kan ikke engang redde mig selv.

Sludder. Jeg kan fint redde dig, hvis du vil reddes, og hvis du vil reddes af mig. Jeg kan jo se det hele herfra. Dig og det, du gør ved dig selv. Jeg kan se dit mønster så tydeligt, som var det i gruset på min sti, og det er lige før jeg kan forudse dine næste fejltrin, før du begår dem.

Så jo, jeg kan redde dig. Jeg kan række dig hånden og hive dig op.
Det kræver bare at du holder fast, når jeg hiver (og det tror jeg ikke du gør, for det passer ikke med dit mønster, men pyt; teoretisk set kunne du vælge at lukke hånden om min.).

Men det er stadig sandt, at jeg ikke kan redde mig selv.