Pip gok.

(Jeg missede 2019 med 5 dage. Pisos. Eller noget. Det siger måske noget om 2019. Måske det bare siger noget om tid der går, uden at nogen opdager det.)

(Jeg har en kat på skødet. Den spinder, savler lidt og spidder mig med sine kløer. Og dufter af udenfor. Vand og frostluft. Den har sikkert jord på poterne, og ligger her sikkert kun fordi den tror at alternativet er værre. Kolde gulv.)

Statusopdatering slut.

En dag kommer det. Igen. En dag. Jo jo. Jeg er ret sikker. En eller anden dag, vågner i vi og resten af verden til ord, der flyder længe nok til at flyde ud.

I mellemtiden fornyer jeg trofast domænet (eller, betalingsservice gør – du ved hvad jeg mener), og i dag har jeg opdateret mit admin password til noget komplekst og opdateret wordpress.

Alt er godt.

Og en dag kommer det igen.

Bare vent.

Dét.

Det er jo fordi jeg kan se gnisten i det gamle. At jeg leder efter backups og alle de ord, der var. Det er jo fordi jeg savner gnisten i ord. At kunne dét. At være dét. En, der kunne skrive, så folk kom og læste.

Tastatur

Tastaturet balancerer på mine ben. iPaddens vægt gør at det vipper lidt. Højt tyngdepunkt. Æøå anbragt på taster der er fulde af andre ting.
Højre hånd støtter tastaturet og iPadden, mens venstre skriver. Voksen version af kulden i min mors kontor da jeg var teenager og skrev med højre hånd under låret, for ikke at fryse om den. Gad vide om hun så det jeg skrev. Jeg troede det ikke dengang og der er ikke noget der tyder på at hun gjorde. Men hun er diskret. Undviger konflikter ved ikke at lade sig mærke med, at hun ser dem. Arv.

Mine negle er så lange at det klikker når jeg skriver. Klikklikklik.

Jeg sidder under et oliventræ. Jeg har plukket olivernerne på det her træ for 8 måneder siden, nu skygger det for mig, og har små umodne oliven på vej. De er grønne nu, og på størrelse med kapers. Om 5 måneder er de sorte og bitre.

Vi forsøger at lave en rytme. Morgenmad, meditation, styrketræning og så skrive. Planen er at komme stærkere og klogere ud i den anden ende.

Klikkliklik.

Tid og sted

Drømmen er så let at danse med

Det var så nemt at være anonym. Så rart beskyttet, så befriende endelig at kunne sige hvad jeg tænkte, endelig kunne råbe gemte følelser ud og højt og trykke publish så hele verden kunne se.
Mig.

du ka selv bestemme tid og sted

Måske fordi jeg så længe havde måttet være en anden, når jeg var derude hvor virkeligheden snitter skiver af selvværd, hvor det man rammes af, føles for ægte til at kunne bæres.

og hva du end gør,

Måske fordi min overlevelssstrategi havde været at skjule den jeg var og i stedet ligne den jeg gerne ville være, og den, jeg regnede med verden hellere ville se.

så gør du ikke noget,

Så jeg råbte og skrev. Græd og udleverede, lagde de detaljer, jeg end ikke fortalte de nærmeste, derud hvor en masse andre lige så anonyme, læste og græd og lo og delte med.

som ikk’ kan gøres om

Og jeg endte med at være mere mig på skrift, end nogensinde ude på den anden side, og ingen på den anden side vidste nogensinde hvad jeg kunne med ord.

Og drømmen er ikke altid let at danse med

Det var sikkert det, der skulle til dengang.

til sidst vil den bestemme tid og sted

Men et sted mellem det hele, begyndte jeg at savne mig selv når jeg ikke var inde i hende der skrev. Jeg savnede at verden vidste det om mig, som væsenerne i cyberspace vidste. Jeg savnede at cyberspace vidste det, som den virkelige verden vidste.

og hva der end sker,

Og jeg knækkede, måske fordi kløften mellem den jeg var og den jeg prøvede at være, blev for tydelig og aldrig blev lukket helt. (Måske også fordi en masse andet, men i sammenhængen er den del ikke væsentlig.)

så sker der ikke noget,

Så nu er jeg her. På noget der ikke er ‘Annas’ eller ‘Acqs’ men mit. Mig, Line; der slet ikke starter med A. Der er den samme som før, men så mange gange rundt i spiralen, at jeg nu godt tør. Mere. Og så mange gange rundt i manegen, at jeg er så meget klogere at jeg nu vælger at stå ved. Mig.

før du vågner op

Godmorgen.

 

tak til TV2 for smukhed i ord