til tid og skyer på himlen

“nå, så fik vi booket en nytårsrejse”

Frokostsmalltalk i kantinen med langt til loftet. Udenfor var der en fugl, der fangede en myg i luften. Himlen var novembergrå som bygningen på den anden side af den lille park, og gruset på stien mellem træerne. Afstemt, diskret elegance. Beton, stål og glas.

“Vi fandt et sted med temperaturer høje nok til at kunne ligge ved poolen, men kun 5 timer i fly herfra. Gæt hvor!”

Han så forventningsfuld ud, men ventede ikke på svaret.

“Gran Canaria! Med opvarmet pool! Jeg fandt det hotel med flest stjerner på hele øen, for nu vi ikke rejser så langt, så skal det være i orden! Jeg kan godt lide luksus, og jeg betaler gerne de 20% ekstra for at få den oplevelse det er, når alt er i orden. Der mangler så heller ikke noget her. Vi har bestilt to suiter, en til min kone og jeg, og en til vores søn på 16.”

Han smilede ved tanken. Nikkede enighed med sig selv. Der gik et par frysende mænd jakkesæt forbi udenfor på den grå sti. Et par blade blæste rundt i vinden og nogle fugle. Det ruskede i træerne.

“Vi har også bestilt all inclusive, og som en del af prisen på suiterne er der en butlerservice tilknyttet, så morgenmad og frokost får vi serveret på værelserne. Det bliver dejligt – men koster så også det samme som havde vi taget 14 dage i Thailand! Kunne du finde på det, Line?”

På hvad?
Rejse væk i julen? Jo tak, gerne. Thailand lyder rart. Eller Bali. Sol, varme og lunt vand, mens solen går ned. Eller ned til huset i Italien, med ild i pejs og tynde skiver af den hårde skinke oppe fra den lille butik på torvet, til duggende gin&Tonic på Hendricks.
Tage til Gran Canaria i december? Nej, nok ikke. Jeg var der engang i januar, sammen med C, da jeg var 7 måneder henne med T. Det var fint nok, og jeg husker da noget med sol, men der var kun lige akkurat lunt midt på dagen, og engelske turister, der fyldte mere end hvor spændende Gran Canaria er.

“på at bruge penge på luksus!”

Udråbstegnet satte sig selv, mens han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg fornemmede en trang til at vi er ens, han og jeg. Os to mod de andre måske. Fjolserne, der leder det her sted og så os to, der er de eneste, der ved. Måske. Måske jeg fortegner det, måske det bare var et forsøg på at være fortrolig, måske det var ingenting og jeg indbildsk.

Use your sensitivity, stod der på en note jeg fandt i en notesbog fra et gammelt kursus forleden. Feedback fra nogen. Husker det som bygget på en observation af, at jeg opfangede mere end snittet. Brug dét, Line. Men nok ikke til at overfortolke på kollegas smalltalk i den hvidpæne kantine, hen over grønkålssalat, pulled pork og et glas med vand.

I stedet for spekulerede jeg over hvor behovet for materiel luksus kommer af. Behov for en butler, et femstjernet hotel og alt det ekstraudstyr der kunne vælges. Hvad er det, han køber?

Det var begyndt at regne udenfor. Et par folk småløb for at komme i tørvejr. Eller måske for at nå et møde, hvad ved jeg. De løb. Fuglene var væk. insekterne sikkert også. Til det bliver tørvejr igen.

 

Tak, skyer

… og januar kvitterede med den smukkeste pastelfarvede solopgang.

(sikke da noget vås. Romantiseret følelsesladning ind i noget, der bare er tiden der går og naturen der vipper lidt med sine lillefingre. Menneske-trang til forklaringer og mytologisering af det vi ser, viklende os selv rundt om sig selv, så vi glemmer, at vi skal op og på arbejde igen på mandag.)

Jeg kan ikke vågne de her mørke morgener. Juleferien har hevet mig ned i en anden tidszone, og jeg diskuterer hvæsende med mig selv, hvor meget jeg spilder min tid, ved at først vågne klokken 8.

Men himlen var smuk og lyserød lige før, nu er den bare smuk. Tak, skyer. Som om det rager dem.