Ikke-nem

Jeg fryser ved tanken om den mail jeg lige har sendt, og den jeg skal sende om lidt (og overspringhandler mig ud af med at skrive her. Hej hej). Katten har lagt sig i den anden ende af sofaen og de andre børn, der er her, må gerne gå i seng nu, for jeg kan næsten ikke rumme andet end mit eget. Selv nu, hvor han ikke er her.

Det er svært at skifte job, vidste du godt det? Vidste I det alle sammen, eller er det bare fordi jeg er så vidunderligt urutineret i lige dét, hjemmefødning som jeg er, at det rammer lidt ekstra?

Han er sund og rask og uden diagnose. Bare skrammet lige tilpas til, at de ikke vil have ham. For svær. For ikke-nem.

Der var engang en mand, der komplimenterede mig ved at kalde mig dét: ikke-nem. Jeg syntes det lød fedt. Jeg var ikke en af dem, man sådan bare åd, eller én der smilede af alt og sukkede sødt ved hvert ord. Jeg var speciel og krævede mere end bare lige. Pisse sejt.

Men ikke-nem vælges fra, når det er de priviligerede børn, der skal vælges blandt. Når de bedst egnede sorteres over i bunken med fremtid, så vælges de svære fra; for vi har ikke ekstra tid, overskud eller ressourcer, og vi har råd til, at vælge, kun ville de bedste.

Min nye chef omtaler mig som deres redning og frelser. Som hende, der skal bane vejen og trænge igennem til den chef, der engang i et andet liv valgte mig fra bunken. Og jeg tvivler ikke på, at jeg kan gøre min del, men jeg krymper mig over skyggen af præstationspres i dét han siger. Ikke på mig, men på ham.

Katten er tiltet bagover og ligner et loddent tæppe, og om lidt kommer min ene søn hjem, og jeg skal smile og kramme og høre til hans weekend. Han er den nemme, han er den, velsignet med døre, der åbner så meget op, at det næsten kan være dét, der kan stoppe ham engang.

De andre børn er lagt i seng nu, og næsten ude af min hørevidde, og jeg fryser stadig ved tanken om at skulle skrive den mail, der fortæller de andre forældre, at nej, det vi ville, og troede skulle være den nye start, skal vi ikke alligevel, for de ville ikke have ham.

Det, at vide

Fryser du? Vil du så ikke sidde herovre hvor der ikke er træk fra vinduet?

Tak, søde børnepsykologoverlæge, men jeg ryster ikke af kulde, men af skræk. Angst for hvad du fortæller mig om lidt.

Det sagde jeg ikke, jeg rystede bare på hovedet, så på hendes grå sweater, og gad godt selv have sådan én at gemme mig i, nu dommen kom.
På et tidspunkt, da jeg spurgte om noget jeg har glemt nu, trak hun et lilla tørklæde frem fra trøjen og gemte hagen i det. Befriende lille overspringshandling midt i alt det seriøse.

Men hun sagde ikke noget jeg ikke selv kunne have sagt. Har sagt. Ingen diagnose. Kun enkelte træk, der hælder mod autisme, men summen og konklusionen, er et kvikt hoved, et umodent følelsesliv, og en adfærd i skolen, der er præget af knubs. Alt sammen ting, der kan støttes, hjælpes og krammes væk.

Jeg frøs stadig da jeg kørte hjem.

Men nu ved vi.

..

Vi udfylder spørgeskemaer og jeg skifter mellem at stikke fingrene i ørene og tavst råbe lalalala, og kæbekrampende kompensere, gribe, udrede og dele af mig.

Forældreintra fnyste “det må stoppe” og “den slags går jo ikke i et fællesskab” fra klassens nye lærer, og jeg bliver træt ind i knoglerne af at (på søns vegne) blive skuet på håret pr automatik, for det nemmeste er jo når det er den i selvforsvar vredt vrængende unge, der bærer skylden og vi kender jo alle Jannik fra klassen, der kastede med stole når det subtile sociale spil stak ham for hårdt i mindreværet og hvor er forskellen fra dengang i start firserne og børn af i dag?

Uanfægtet deraf svarer vi på spørgeskemaer, så vi er klar til næste hug på onsdag, og når jeg ser på mit lille store brunøjede barn, kommer jeg igen i tvivl om det er noget mere, eller om det ikke bare er et begavet barn der er i klemme i sin egen sociale inkompetance og egne store krav til hvad han  burde kunne.

I forlængelse heraf

Børn med særlige forudsætninger hedder på engelsk ‘gifted children’. Gifted. Begavede. Gaven de fik. Forbandelsen og forpligtelsen.

Genlæsning af psykolograpporten fra 2. klasse giver snurren i næsen, og notifikationerne fra forældreintra, nervøse ticks.

Den der ejer problemet, kender det bedst

Umiddelbart ser jeg ikke, at det her er andet end en bestemt type personlighedstræk, kombineret med høj intelligens, men lad os tage en to-tre tests og se hvad vi kan konkludere derfra.

Når nu psykologen kom frem til samme konklusion som jeg, skyldes det så, at det jo kun var vores historie hun fik, set gennem vores forældrebriller? Hvad nu hvis det havde været lærerne der havde fortalt historien?

Sprækkerne

Det gode er at han gerne vil. Inden under skallen af negativ nægtelse VIL han gerne det gode.

Spurgte ham i går aftes hvad han vil opleve af gode ting i dag.

Jeg vil gerne have en god morgen, og så har jeg lavet en aftale med E fra 6A om at vi mødes på bib og spiller [indsætnavnpåonlinecomputerspil] efter skole, for vi spillede sammen i 10-frikvarteret i dag og det var sjovt og han vidste en hele masse seje ting om [indsætnavnpåonlinecomputerspil].

I morges stod han så op selv, da jeg var gået ned for at smøre madpakker. Børstede tænder og forsøgte at vække sin bror, vistnok ved at kilde ham med en bamse.

Fordi det skal være en god morgen, mor.

En aftale med en dreng fra 6. er et initiativ i randområdet af hans sociale kompetancer.

Han vil gerne det gode. Han vil gerne være den gode dreng.

Hvis jeg fokuserer for meget på det gode, risikerer jeg så at ignorere hvor dårligt resten er?

 

Overvejende godt

Nu med handlingsplan. Det er overvejende godt. Jeg får ikke længere tics ved at åbne forældreintra, for konflikterne på skolen er forsvundet med ét slag. Måske. Det ligner det, set herfra, og uanset hvad der sker derovre, så giver det ikke ubehagelige henvendelser på skoleintra.

I går blev ungen blev træt efter 1 1/2 times bowling (gudfrimigvel). Ikke sært at han også blev træt, vi blev alle trætte dér. Larm og mylder. Han bliver det bare på den måde hvor hans hoved begynder at dreje rundt og der kommer grøn galde ud af mund. Verbal grøn galde.

Jeg mitigerer så jeg er ved at flække på langs. Stiller mig mellem børn, så ingen af dem  antænder. Uddeler røfler og taler væk fra emner. Reparerer det sagte og glatter ud på det gjorte. Og tørrer galder op fra møbler og gulve.

Men det er overvejende godt, det der sker nu; og jeg bilder mig ind at hovedet ikke drejer rundt så tit mere, og han nikker og tager snakken ind, når jeg vender det hele med ham bagefter. Men måske jeg bare er blevet blind.