Døv, blind, lam.

og så står man der, med brændte synapser, gennemhullede knogler og frønnet bindevæv. Fordi det er vigtigt. Fordi man bilder sig ind, at det er vigtigt. Fordi jeg har brug for at gøre noget der er vigtigt.

Om det i virkeligheden er det, aner jeg ikke.

.

I dag er det 5 år siden Mette sendte mig hjem.

“Man skal ikke have det sådan, Line. Var du min medarbejder, ville jeg sende dig hjem.”

Så hentede hun min taske og min jakke til mig, og det jeg troede jeg var, og det jeg troede jeg skulle være, var ikke.

Årsag, effekt

Det paradoksale i at hende, der var min chef dengang, fortalte mig, at min artikel havde fået hende til at skifte job, er ikke helt faldet på plads.

Jeg genlæser det udtræk jeg havde lavet til E, og hun er der jo udover det hele. Søgende, prøvende, undskyldende i sin mail og telefonstorm. Måske. Eller måske tillægger jeg motiver der først er kommet til bagefter.

 

bundter, streger, samling

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Så kan jeg se lyset. Vinterlys reflekteret i sne.

Katten miaver. Den var blevet lukket inde på et værelse i morges, og jeg undrede mig over hvor den mon var. Ikke at den så ud, til at have lidt nød i løbet af dagen. Den var bare lidt forsovet at se på, da jeg fandt den.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Jeg sagde til dig, at jeg skulle tænke lidt i dag. Og til mig selv. Det lød rigtigt. Tænke tanker. Samle tanker. Jeg tænker tanker, jeg kan samle. Jeg samler på tanker. Ordgejl. En af tankerne var, at man tænker bedre, når man sidder med ansigtet mod lyset, i den stribede lænestol.

Så jeg har trukket stolen hen til vinduet, og den genfundne kat, der plejer at ligge på ryglænet og se ud, har kastet sig på gulvet ved siden af mig i stedet. Den slikker sig, og er holdt op med at miave.

Jeg drikker kaffe. Den kaffe jeg lavede i morges var for stærk, den jeg har nu er bedre. Ligegyldig detalje. Minder om dengang øvelsen var, at skrive 800 ord uden retning.
Skriv for satan, skriv.

Tænk for satan, tænk.

Dagen smager som for næsten nøjagtigt 3 år siden, da jeg kom til at rage et håndklæde ind i en ring. Dét ødelagde alt, kunne man fristes til at sige. Det tror jeg nu ikke er sandt, jeg tror det er noget andet, der ødelagde. Hvis noget. Måske det bare var sådan det er. Minder mig om. Samme udsigt, samme sne, samme stilhed i huset. Ikke samme grad af fortvivlelse. Gad vide om jeg ville sidde her i dag, hvis ikke jeg var raget ind i både mur og hegn dengang.

Nu miaver katten igen.

Nu er den lukket ud og den går i sneen, som jeg jo kan se her fra min lænestol, og som den tydeligvis ikke kan lide at gå i. Men nok hellere dét end at ligger her og slikke pels.

Det er noget med forskellen på at være nogen og noget. Var det ikke dét vi blev enige om, dengang vi var kloge? Det er vigtigere, at være nogen end noget. Bare pokkers svært at skelne , kan du se det?

Stresspsykologen talte dengang for tre år siden, om en kappe der var blevet for lille og om at jeg skulle finde en ny.

Jeg bryder mig ikke om at shoppe. Jeg hader at stå i prøverum med tøj på, der er forkert og som fremhæver alt dét, jeg ikke vil være. Bleg, fed, grim. Jeg går nu med en kappe, der hedder noget andet, end dét jeg var, og jeg kan ikke lide dét, den får mig til at ligne. Dum, tung, bitter.

Hun talte om ikke længere, at identificere sig med sit job, men afkoblingen river entusiasme og engagement af. Hvis ikke jeg er dét, hvorfor så være dér?

Hovedpine. Alt for varm laptop på lår. Kvalme.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet så jeg kan se ud, mens jeg skriver. Mine små uregelmæssige kugler af buksbom er vinterfine i mit staudebed, men jeg vil hellere have tulipaner og sol på min trappesten.

Og nu er min kaffe blevet kold. Igen.

Murværk

Jeg kan mærke muren lige så tydeligt som var det en ægte fysisk mur og den er der lige nu. Dér. Genkendeligheden i symptomerne gør tegnene tydeligere og syren i min kæbe viser at jeg stadig reagerer nærmest allergisk på cortisolen.

Det har kun varet et par dage og det stopper i morgen, når jeg sidder på et fly. Overload. Mange gryder i kog på én gang. For mange måske, hvis det havde fortsat næste uge med.

Jeg er ikke vokset fra at bide tænderne sammen og gennemføre, jeg er ikke groet fra, at få et kick ud af, at få alting til at lykkes på alt for kort tid og jeg er ikke viis nok til at lade ting falde på jorden, uden at det gør ondt i både selvværd og samvittighed.

Så jeg dykker ned gennem de kogende gryder, selvom jeg godt ved nu, at jeg ikke er udødelig.

Og så er det at jeg mærker alle skyggerne fra dengang. Grådlabilitet, flimren for øjnene, knuder i halsen, rystende hænder, hullet i maven og syre i stivnede kæber. Bare lidt. Bare ekkoer, bare små vink med kilometerlange vognstænger.

Men jeg rammer den ikke, muren. Nok er min GPS stadig den gamle, men jeg har helt nye bremser.

Stigmatisering

Regitze fejrer at det er et år siden hun stille, sydende, sank ned fra sin hest. På mødet lige før med hende fra vores reseller og drengene fra IT, jokede de alvorligt over det med at “folk chekker deres mail som det sidste inden de går i seng og det første når de står op”. Genkendende nik bordet rundt, på nær fra M. jojo, sådan er det jo.

Hvad med dig, Line; gør du også det?

Nej.

Var lige ved at tilføje at jeg har lært det på den hårde måde, men jeg deler ikke meget ud af den historie mere. Jeg er stadig angst for stigmatiseringen og jeg tror stadig jeg bærer skyggen og brændemærket i panden.

Det er nok bare noget jeg tror. At jeg føler mig tilsidesat i organisationen er nok mere et spørgsmål om, hvem der er hvis børn, men jeg er holdt op med at fortælle min historie.

Det jeg skrev dengang har jeg samlet så E kunne læse det. Han mente jeg skulle udgive det, men jeg tror ikke der er et marked for klynk, selvom det er klynk over tidens trend.

Jeg tog hjem efter mødet hos IT. For at undgå at køre tilbage til kontoret for blot en time, men også fordi T stadig er syg. Han ser TV og tygger sig gennem den madpakke jeg nåede at smøre til ham i morges. Sov da jeg kom hjem, så helt rask har han ikke været.

Og så fordi jeg har forbandet svært ved at koncentrere mig for tiden. Rastløs demotiveret.

Mit skriv er nok mere en historie om dekonstruktion af selvopfattelse end om stress. Eller også har jeg glemt hvad jeg skrev. Måske jeg skulle lægge det herud. Måske jeg bare skal tie skyggen ihjel.

men jeg ved, jeg har ret

Jeg bliver bange, når jeg ser de andre falde. Bange for de vrag vi bliver, bange for stigmatiseringen, bange for serier af sidespor på hovedstrømmen, hvor der kun er plads til de blinde, de ensidede eller de, der endnu ikke, har smagt vejens grus. 

Bange på alles vegne og det samfund vi bliver til, hvor vi ender som krøblinge, fordi vi ville det hele og fordi vi troede, man var svag, hvis ikke man kunne gabe over det samtidig.

Bange for min egen utilstrækkelighed, og for at den indsigt jeg er blevet givet, mens jeg åd grus, mister sin værdi, hvis fællesskabet mener noget andet er mere væsentligt og af stor betydning.

Jeg mærker is i mine knogler, når jeg hører om lederes takling af stressramte medarbejdere og jeg føler mig ond og usund når jeg et sted i en lille snavset afkrog af mit sind, håber en lille smule på at visse af dem selv vil vågne med grus i munden en dag.

For det er måske den eneste måde at lære det på.