Det, at vide

Fryser du? Vil du så ikke sidde herovre hvor der ikke er træk fra vinduet?

Tak, søde børnepsykologoverlæge, men jeg ryster ikke af kulde, men af skræk. Angst for hvad du fortæller mig om lidt.

Det sagde jeg ikke, jeg rystede bare på hovedet, så på hendes grå sweater, og gad godt selv have sådan én at gemme mig i, nu dommen kom.
På et tidspunkt, da jeg spurgte om noget jeg har glemt nu, trak hun et lilla tørklæde frem fra trøjen og gemte hagen i det. Befriende lille overspringshandling midt i alt det seriøse.

Men hun sagde ikke noget jeg ikke selv kunne have sagt. Har sagt. Ingen diagnose. Kun enkelte træk, der hælder mod autisme, men summen og konklusionen, er et kvikt hoved, et umodent følelsesliv, og en adfærd i skolen, der er præget af knubs. Alt sammen ting, der kan støttes, hjælpes og krammes væk.

Jeg frøs stadig da jeg kørte hjem.

Men nu ved vi.

..

Vi udfylder spørgeskemaer og jeg skifter mellem at stikke fingrene i ørene og tavst råbe lalalala, og kæbekrampende kompensere, gribe, udrede og dele af mig.

Forældreintra fnyste “det må stoppe” og “den slags går jo ikke i et fællesskab” fra klassens nye lærer, og jeg bliver træt ind i knoglerne af at (på søns vegne) blive skuet på håret pr automatik, for det nemmeste er jo når det er den i selvforsvar vredt vrængende unge, der bærer skylden og vi kender jo alle Jannik fra klassen, der kastede med stole når det subtile sociale spil stak ham for hårdt i mindreværet og hvor er forskellen fra dengang i start firserne og børn af i dag?

Uanfægtet deraf svarer vi på spørgeskemaer, så vi er klar til næste hug på onsdag, og når jeg ser på mit lille store brunøjede barn, kommer jeg igen i tvivl om det er noget mere, eller om det ikke bare er et begavet barn der er i klemme i sin egen sociale inkompetance og egne store krav til hvad han  burde kunne.