Sandheden

Der er én ret og en vrang. Der er én måde ting skal gøres på og et utal af forkerte, upræcise og helt hen i vejret.  Måder. Der er dén måde jeg har lært og alle de andre.

(Der er kommet bitterstoffer i olien, der får halsen til at snøre sig sammen. Det kommer fra de grønne oliven, siger de gamle; og jeg tænker at det må kunne ekstraheres ud med varmt vand. Hvis man vil dét. Måske jomfrueligheden ryger på den konto. Vil vi betale det? Vores dyd for rundhed?)

Men der er kun én måde at gøre alting på, og det er min. Resten af verden hutler sig vej gennem det uoplyste i bedstefald, og idiotien i værste.

Sagde hun uden at sige spor og mellem linierne. Og helt uden at le over tyngden af den byrde hun satte sig til at bære.

 

Spiselig

Jeg får kvalme af intern hakken og kærlige klaps. Hvis der er kærlighed, behøver der ikke være klaps og hakkende spydigheder, selvom klapsene tit dækker over det, man ikke tør sige højt.

Jeg har plukket en pose med oliven, som jeg tager med hjem og lægger i vand, så bitterstofferne trækkes ud inden de skal overhældes med kogende vineddike.

De gamle kan huske

Der var det år hvor oliventræerne frøs til døde. Det må have været i ’86 og det var en katastrofe for egnen. Det var ikke alle træerne, flest højst oppe af bjergskrånngen hvor der er koldest. Man kan stadig se hvilke, for træerne skød fra jorden igen, og har nu to eller tre stammer.

Et andet år var der orm der åd frugterne og fik dem til at falde tørre på jorden længe inden høsten. Bønderne forsøgte at redde stumperne ved at høste før frugten var moden.

De gamle kan også huske hvem der boede hvor og hvordan køkkenet så ud, inden det blev bygget om. Historierne hober sig op og bedsteforældre griner på en helt speciel måde, når barnebarnet fjanter. Gnækkende, nærmest.

Vi bliver sikkert også sådan, du og jeg. Fingre krumbøjede af år og iskoldt vand, fumlende lidt om glasset og i skålen med pistacienødder; mens vi smiler af billeder fra alle årene, der klæber sig til det, vi ser.

Min mors hår er blevet helt hvidt nu, min fars har været det længe.

Vi er tiden der går og snart er det os der er grå.