.

Forleden, da jeg løb alene, så jeg en død svane. LIge dér hvor vejen er en bro, der deler de to halvdele af mosen op.

Den lå livløs i vandet inde i et krat. Hovedet skjult, men det var tydeligt på fjerdragten, at det var en fuldvoksen og ikke en af ungerne fra i sommer.

Det er nok et tilfælde.

Svaner

Jeg fik foræret en historie i dag. Måske det er dét man gør, når man er åben for verden. Når man ser og er, i stedet for at lukke af og overleve og sammenbide sig gennem timerne. Måske det er meget normalt for andre, men for mig var det en lille prikkende boble i næsen, at få en historie ved bredden af en sø i dag.

Vi havde brød med i Es lomme, og fodrede en familie af svaner, en flok måger, tusinde ænder, gæs og en taffeland, som damen med svanen fortalte den hed. Hun havde en pose med korn, som hun hældte ud i vandet; mens hun fortalte. Hun havde fundet ham i krattet en efterårssøndag, hvor han bare lå. Løftede hovedet da hun kom og hvæsede slet ikke af hende, som svaner ellers bør gøre, når mennesker kommer for nær.

Et sted ude på nettet læste jeg en gang en der skrev, at hun havde levet livet som om det skulle overstås, ikke som om det det skulle nydes. Kæft, det er banalt. Og sandt. Splinter i dine tæer, brækker lårbensknogler når jeg vender mig om og mærker efter her.

Han var skambidt af en hund. Vingen flænset og sår i hovedet. De havde siddet hele natten på vildtstationen og pillet mider ud af hans sår. Han var død hvis hun ikke var kommet forbi. Hun havde båret ham op til sin bil. De er tunge sådan nogle svaner, fortalte hun. Men det var gået.

Jeg mediterer ikke selvom jeg engang lovede mig selv at det var godt. For travlt, for lidt timer, for meget af. Noget.

De havde beholdt ham 13 dage på vildtstationen. I al den tid lå hunsvanen og græd i vandkanten. Fortalte hun. Hvordan svaner græder ved jeg ikke, men hunnen havde ventet på sin han, og de 4 unger holdt sig tæt til.

Nu fodrer hun ham hver dag, for han kan stadig ikke flyve. Fjerene vokser først ud til august, sagde hun. Men svaner bliver ikke i de søer hvor de er født. De voksne flyver med deres store unger til andre steder, så genmassen bliver spredt eller noget i den stil. Men svaner flyver i par, åbenbart og hunsvaner forlader ikke deres hanner, bare fordi verden venter; så parret blev i søen hele vinteren, og ungerne med.

Nu sner det. Før haglede det, og vi fangede de små kugler med valne hænder og grinede over at de smeltede og forsvandt. Det var efter historien om svanerne. På vejen hjem, hvor vi var lige dét. Forsvundet. Fordi det nogen gange er den bedste må at gemme sig på: at være her, i stedet for i om lidt.

De er blevet lidt sære, fortalte hun; og pegede ud på den lille familie. Blander sig ikke med de andre svaner og det er ikke godt. Men hvad kan jeg gøre andet end at fodre ham til han kan flyve og så håbe på at de selv finder ud af det?

Og mine unger kastede brød i vandet og til måger, der greb det i luften, ænder og gæs og den dér taffeland.

Og så gik vi hjem.

bundter, streger, samling

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Så kan jeg se lyset. Vinterlys reflekteret i sne.

Katten miaver. Den var blevet lukket inde på et værelse i morges, og jeg undrede mig over hvor den mon var. Ikke at den så ud, til at have lidt nød i løbet af dagen. Den var bare lidt forsovet at se på, da jeg fandt den.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Jeg sagde til dig, at jeg skulle tænke lidt i dag. Og til mig selv. Det lød rigtigt. Tænke tanker. Samle tanker. Jeg tænker tanker, jeg kan samle. Jeg samler på tanker. Ordgejl. En af tankerne var, at man tænker bedre, når man sidder med ansigtet mod lyset, i den stribede lænestol.

Så jeg har trukket stolen hen til vinduet, og den genfundne kat, der plejer at ligge på ryglænet og se ud, har kastet sig på gulvet ved siden af mig i stedet. Den slikker sig, og er holdt op med at miave.

Jeg drikker kaffe. Den kaffe jeg lavede i morges var for stærk, den jeg har nu er bedre. Ligegyldig detalje. Minder om dengang øvelsen var, at skrive 800 ord uden retning.
Skriv for satan, skriv.

Tænk for satan, tænk.

Dagen smager som for næsten nøjagtigt 3 år siden, da jeg kom til at rage et håndklæde ind i en ring. Dét ødelagde alt, kunne man fristes til at sige. Det tror jeg nu ikke er sandt, jeg tror det er noget andet, der ødelagde. Hvis noget. Måske det bare var sådan det er. Minder mig om. Samme udsigt, samme sne, samme stilhed i huset. Ikke samme grad af fortvivlelse. Gad vide om jeg ville sidde her i dag, hvis ikke jeg var raget ind i både mur og hegn dengang.

Nu miaver katten igen.

Nu er den lukket ud og den går i sneen, som jeg jo kan se her fra min lænestol, og som den tydeligvis ikke kan lide at gå i. Men nok hellere dét end at ligger her og slikke pels.

Det er noget med forskellen på at være nogen og noget. Var det ikke dét vi blev enige om, dengang vi var kloge? Det er vigtigere, at være nogen end noget. Bare pokkers svært at skelne , kan du se det?

Stresspsykologen talte dengang for tre år siden, om en kappe der var blevet for lille og om at jeg skulle finde en ny.

Jeg bryder mig ikke om at shoppe. Jeg hader at stå i prøverum med tøj på, der er forkert og som fremhæver alt dét, jeg ikke vil være. Bleg, fed, grim. Jeg går nu med en kappe, der hedder noget andet, end dét jeg var, og jeg kan ikke lide dét, den får mig til at ligne. Dum, tung, bitter.

Hun talte om ikke længere, at identificere sig med sit job, men afkoblingen river entusiasme og engagement af. Hvis ikke jeg er dét, hvorfor så være dér?

Hovedpine. Alt for varm laptop på lår. Kvalme.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet så jeg kan se ud, mens jeg skriver. Mine små uregelmæssige kugler af buksbom er vinterfine i mit staudebed, men jeg vil hellere have tulipaner og sol på min trappesten.

Og nu er min kaffe blevet kold. Igen.

Jeg skal dø

Jeg bekymrer mig. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på over hvad. Så nu tror jeg, at jeg lider af uopdagede kræftsvulster og skal dø lige om lidt.

Jeg kan høre ekkoer af min mors let hånlige snøften.

Du er ikke syg, Line; det er bare dig, der er sløv. Tag dig sammen.

Men jeg skal dø. Nok ikke lige nu eller på vej hjem om 8 timer, men et sted herfra og om 60 år. Eller 70. Og jeg kan ikke se hvad mening jeg skaber i dét her øjeblik jeg har før det sker, og det får mig til at rulle mig sammen som en lille værkende klump. Mentalt hen over dagen og om natten i hjørnet af mig seng. Apatisk vuggende selvsving.

Måske det bare er januar. Overskudsædende mørkemåned.

 

..og det var så lørdag

I morgen kommer søndag, så mandag og så er det april. Og sommer og vinter og forår igen.

Hvad nu hvis.

Hvad nu, hvis vi rev et stykke af tiden og fandt ud af hvad det er, vi skal have ud af det vi er blevet givet? Hvad nu hvis vi tager de sidste halvtreds år vi har og bruger dem til noget der har betydning? Udover at sætte vores børn så fast på jorden, at de tilsidst kan gå selv og gøre det samme som os. Igen og igen og igen.

Hvad nu hvis vi rev en strimmel af året og satte os med solen i ryggen og tæer i sand, og dét fandt mening?

Hvor ondt ville det gøre?

Mon?