psykosomatisk forhindringsopstilling

Nogle gange tykner ordene og sætter sig som små klumper i hals og mave og vil ikke ud.

Og nogle gange vågner jeg med ømhed i kæben, fordi jeg i søvne har skåret tænder eller bare bidt sammen. Om hvad ved jeg ikke.

Åbner vi for bylden vælter det ud som materie, og giver mere kvalme end forløsning; så det er vel derfor at jeg helst lader være. Hovedpine bringer os ikke videre. Mig videre.

Hvad der så gør ved jeg stadig ikke. Der er sikkert et mønster i, ikke at ville hjælpes. Ikke at kunne hjælpe sig selv. Hjælpeløsheden som identitet.

Måske det bare er fordi det stadig er vinter, selvom januar endelig gav slip.

Tak, skyer

… og januar kvitterede med den smukkeste pastelfarvede solopgang.

(sikke da noget vås. Romantiseret følelsesladning ind i noget, der bare er tiden der går og naturen der vipper lidt med sine lillefingre. Menneske-trang til forklaringer og mytologisering af det vi ser, viklende os selv rundt om sig selv, så vi glemmer, at vi skal op og på arbejde igen på mandag.)

Jeg kan ikke vågne de her mørke morgener. Juleferien har hevet mig ned i en anden tidszone, og jeg diskuterer hvæsende med mig selv, hvor meget jeg spilder min tid, ved at først vågne klokken 8.

Men himlen var smuk og lyserød lige før, nu er den bare smuk. Tak, skyer. Som om det rager dem.

Lad januar

Jeg leder efter spidser af vintergækker og gule erantispletter, når jeg er ude i min have. Spejder næsten manisk efter forår. Spejder efter april og maj, med tulipan og påskeliljer overflod og duften i luften, der beruser.

Så jeg ser kun januar for det, den ikke er. April og maj, for eksempel.

Men dagslyset er tiltaget med et kvarter og januar 2013 er indtil videre lun, på sin egen muddergrå måde. Og det er vel ok, nu der ikke er andet valg.

Fra i morgen vil jeg lade januar være januar, og ikke en udmagrende og kold, venten på april og maj.