Hvis jeg kunne

Hvis jeg kunne ville jeg se bladene, der falder af træerne, dage som i dag. Stående stille, lænet op af et træ, pakket godt ind i mine dun, så vinden ikke kunne nå mig, ville jeg følge blade med øjnene, fra da de sad oppe på rester af sommer, til de rev sig løs og blafrede ned gennem tiden.

Hvis jeg kunne ville jeg se farverne på alt det, der blæste sammen i kroge af træer og huse, og hvis jeg kunne ville min næse sitre af lykke over, at verden er så smuk, når man ser efter.

Hvis jeg kunne ville jeg se vandet, der kruses på søen, og mudderet, der er størknet på stien. Hvis jeg kunne ville jeg se himlen blive grå og hvid og blå, af kastevinde og andre orkaner.

Hvis jeg kunne ville jeg se solen stå op og gå ned, i kaskader af rødt og gyldent og blå sprækker, og hvis jeg kunne ,ville jeg bruge det til alting.

Hvis jeg ville kunne jeg, netop det.

Hvis jeg ville.
Hvis jeg kunne drømme de rigtige drømme.

Type

Vi var nede i byen i går. “ned i byen”, som om vi ikke er i byen nu. Det er vi, midt i massivet af tætbyggede huse, men der er alligevel noget, der minder mere om by end her, nemlig dernede hvor der er butikker, mennesker og trafik. Alle vejene i den gamle bydel bag de gamle mure er ensrettede, fordi de er for smalle til at to biler kan passere. Bilerne bliver ledt rundt med uret og kun den gamle hovedport kan passeres begge veje, fordi der er to veje der munder ud i den. Der hænger et stort rundt spejl på væggen så man kan se om hjørnet og vi fik pizza, det sted hvor man plejer at lave rygende varme pizzaer med sprød papirstynd bund og kun kan drikke iskold Fransiskaner weissbeer til. I går var der sket et eller andet intermezzo med tomatsovsen og en saltbøsse, og fyldet smagte af dåse. Men udsigten var pæn.

Det begynder at ligne en rejsedagbog, det her. Det er ikke meningen. Men vi grinede af de løbere, der løb modsat alle de andre på vejen ud af byen, og især ham, der spurgte os, der sad på tavernaen om vej; og det er svært at skrive om noget der rent faktisk skete og ikke bare dannes inde i mit hovede.
Så spiste vi en is af bæger og fnisede over Italienere med hatte og skingre fløjter, der var mere optagede af at lede trafik end de løbere, der mirakuløst nok var endt det rigtige sted.

Man lever her, det er godt. Alt er godt.

Nu

Vandet lavede en lille klukkende lyd. Pumpen var sikkert i gang, og fik vandet til at cirkulere i poolen, så det ramte siderne, men det var lyden jeg bemærkede. En stille fin klukken.

Jeg går i stå dér. Ved klukkende vand. Ved den simple nydelse det var, at lytte til vand, der klukkede i en pool. Og trække vejret.

“Dit åndedræt er dit anker til nuet”, siger stemmen på min iPad. Nuet?

Åndedræt, der transporterede ilt, der prellede af på slimfyldte bronkier. Så meget for at trække vejret. Nuet blev til et blegt ekko af stemmer. Børn, der skændtes. Vinden fra havet føltes pludselig kold. Jeg turde ikke kommentere på det, for hvad nu hvis det bare var mig, der følte det. I stedet blev jeg stille, og transporterede ilt med tankens kraft.
Kom.
Overlev.

Bare lidt endnu, for det her sted er bedre end nogensinde før, og jeg vil gerne at vi bliver her længe nok til at få det meste med.

Lydløs kaffe

To fly har tegnet et kryds på himlen henover. Find skatten.

Lydløs kaffe, og en lidt fugtig bluse lige revet ind fra snoren bag hytten, og smuttet på under ærmeløs grå hættetrøje og får mig til at gyse lidt.

Det blæser.
Andre menneskers håndklæder bliver holdt fast med pastelfarvede klemmer.

Nabokonen har en anden fleece på end i går. Den i dag er lyserød. Hun pakker lidt ud, tror jeg. Perlehvid skoda favorit. Nyvasket. Sikkert også hendes fleece. Den i går var koksgrå, og stod fint til det leopardprikkede tørklæde.

Manden er dukket frem nu. Furet ansigt, farvet af cigaretten i hånden. Klapstol i skyggen og nok også læ. Om lidt kommer hun ud med filterkaffe i en dueblå plastikkop. Sort.
Solen maser sig igennem vinden og håndklæder på snore. Min neglelak skaller. Der var ellers sølvglitter på. Nærmest upassende.

Ubarberede mennesker på vej efter brød og mere tid sikkert også.

Der er et kryds på himlen.
Find skatten.