bundter, streger, samling

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Så kan jeg se lyset. Vinterlys reflekteret i sne.

Katten miaver. Den var blevet lukket inde på et værelse i morges, og jeg undrede mig over hvor den mon var. Ikke at den så ud, til at have lidt nød i løbet af dagen. Den var bare lidt forsovet at se på, da jeg fandt den.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet. Jeg sagde til dig, at jeg skulle tænke lidt i dag. Og til mig selv. Det lød rigtigt. Tænke tanker. Samle tanker. Jeg tænker tanker, jeg kan samle. Jeg samler på tanker. Ordgejl. En af tankerne var, at man tænker bedre, når man sidder med ansigtet mod lyset, i den stribede lænestol.

Så jeg har trukket stolen hen til vinduet, og den genfundne kat, der plejer at ligge på ryglænet og se ud, har kastet sig på gulvet ved siden af mig i stedet. Den slikker sig, og er holdt op med at miave.

Jeg drikker kaffe. Den kaffe jeg lavede i morges var for stærk, den jeg har nu er bedre. Ligegyldig detalje. Minder om dengang øvelsen var, at skrive 800 ord uden retning.
Skriv for satan, skriv.

Tænk for satan, tænk.

Dagen smager som for næsten nøjagtigt 3 år siden, da jeg kom til at rage et håndklæde ind i en ring. Dét ødelagde alt, kunne man fristes til at sige. Det tror jeg nu ikke er sandt, jeg tror det er noget andet, der ødelagde. Hvis noget. Måske det bare var sådan det er. Minder mig om. Samme udsigt, samme sne, samme stilhed i huset. Ikke samme grad af fortvivlelse. Gad vide om jeg ville sidde her i dag, hvis ikke jeg var raget ind i både mur og hegn dengang.

Nu miaver katten igen.

Nu er den lukket ud og den går i sneen, som jeg jo kan se her fra min lænestol, og som den tydeligvis ikke kan lide at gå i. Men nok hellere dét end at ligger her og slikke pels.

Det er noget med forskellen på at være nogen og noget. Var det ikke dét vi blev enige om, dengang vi var kloge? Det er vigtigere, at være nogen end noget. Bare pokkers svært at skelne , kan du se det?

Stresspsykologen talte dengang for tre år siden, om en kappe der var blevet for lille og om at jeg skulle finde en ny.

Jeg bryder mig ikke om at shoppe. Jeg hader at stå i prøverum med tøj på, der er forkert og som fremhæver alt dét, jeg ikke vil være. Bleg, fed, grim. Jeg går nu med en kappe, der hedder noget andet, end dét jeg var, og jeg kan ikke lide dét, den får mig til at ligne. Dum, tung, bitter.

Hun talte om ikke længere, at identificere sig med sit job, men afkoblingen river entusiasme og engagement af. Hvis ikke jeg er dét, hvorfor så være dér?

Hovedpine. Alt for varm laptop på lår. Kvalme.

Jeg har trukket lænestolen hen til vinduet så jeg kan se ud, mens jeg skriver. Mine små uregelmæssige kugler af buksbom er vinterfine i mit staudebed, men jeg vil hellere have tulipaner og sol på min trappesten.

Og nu er min kaffe blevet kold. Igen.

Kan I huske dengang man troede at man begyndte ved nul og endte ved hundrede? Eller tusinde millioner. Hvis man drømte højt nok,

Vi troede, at det gik op op op livet igennem, og de har forskånet os for at vide at det kunne gå ned. Der var aldrig nogen, der fortalte at man kunne ende ved ti eller femten eller halvtreds efter at have rørt ved tusind.

Måske fordi det gør for ondt at tale om.

For de må jo have vidst det. Ikke?