Især væsentligt

Det vigtige er, at kunne give bare fordi, og især ikke fordi man så får. Beundring eller gaver retur.

Taknemmelighed er ikke et krav, medgift er ikke en selvfølge.

Mening

ufatteligt som ens basismotivation kan smuldre af at blive råbt af på vej på arbejde.

(Jeg holdt og ventede på at køre ud fra benzintanken. Skulle til venstre. Trafik. Ventede og trillede så langt ud jeg kunne, for at kunne se mest muligt og bedre vurdere hullerne i biltrømmmen. Så kom der en løber på fortovet fra venstre. Jeg havde jo set hende, men så den andn vej da hun nærmede sig. Jeg holdt så langt fremme at hun skulle ud på cykelstien for at passere. Min fejl. Der var ingen cykler. Der var ingen andre fodgængere. Men det var nok til at hun råbte af mig, damen i løbetøjet. Uro i karmabalancen.)

Måske den allerede var smuldret og kun ventede på et puf, måske det bare er hormoner.

Men mest tror jeg, at jeg trænger til at give mening. Tilføje mening. Andet end at skubbe små linier rundt i excel-ark.

Karmabalance, kærlighed og cirkularitet

Jeg sover ikke så godt for tiden.

Det kom efter alt det sædvanlige. Manglen på lækre, intellligente single-kvinder, der ikke var desperate efter at få børn NU, men som heller ikke havde to snotunger eller seriøse issues på slæb. Sidste nye apple gadget og fladskærmen der nok snart skulle skiftes til noget nyere. Igen.

Eller måske overdriver jeg. Måske det mere var mig, der forventede at det ville komme, hørte kun efter dét, og derfor ikke alt det andet der stod i luften og mellem linier.

Filmen handlede om kærlighed. Dybest set, og inde under Bruce Willis, der med vigende hårgrænse stadig er den sejeste seje, der slår dem alle sammen ihjel. Tidsrejseparadokser, der blev affejet med et don’t ask it not important! Og dermed understregede, at det var det. Meget vigtigt. For hvad sker der, når vi forsøger at ændre det, der lige er sket, ved at omgøre fortiden?

Jeg ligger typisk vågen til klokken 3 eller 4

Det han ville var at have sin kærlighed igen, men det var blevet taget fra ham fordi han selv havde taget den fra en anden, i forsøget på at genvinde det tabte, og med det, skabt et monster. Cirkulær reference, der i min talbaserede virkelighed ville få excel til at nægte at beregne udfaldet.

Det handlede egentlig bare om kærlighed. Lige i det enkelte nu for individer, men det grå, grusomme bylandskab var et sviende bevis for effekten af summen af individers bidrag (eller manglen på samme), og den fortvivlende fremtid et bevis for hvor stor indflydelse ét individ kan have på fællesmængden.

 Det er nok fordi jeg har været i lidt dårligt humør på det sidste

Jeg spurgte ikke ind til hvorfor. Jeg tror heller ikke han ville kunne svare på det. Kun at det var sådan det var.

Og så tog jeg hjem til dig.