Jeg ser dig

Og jeg ser hvad du har gang i.

(eller, jeg tror jeg ser det. Perception, din slyngel af en tvivl-generator. Hvad hvis nu det jeg tror du gør, skyldes at jeg selv ser verden gennem mine briller? Finder vi nogensinde SANDHEDEN om noget? Argh! Fuck det.)

Jeg ser dig.

Du har erkendelsen hængende som en sort sky, og siger du ikke vil acceptere den, men det er i virkeligheden kun dét du vil. Du vil have os til at give dig ret i, at verden ser så håbløs ud, som du længe har søgt evidens for. De, der tror, bliver affærdiget som naive romantikere, for når verden jo er som du har konkluderet, så findes det, du beder om bevis for ikke og det er os, der bliver narret og en dag vågner op til bitterheden.

Du vil ikke modbevises. Uanset hvor ondt din virkelighed er, så hænger du fast i den, med selvpinerisk bitterhed, og hyler truimferende op hver gang du får ret.

Jeg ser dig, og hvad du har gang i.

God bedring.

(og hey, det er selvfølgelig ikke dig jeg mener. Det er hende den anden, ing?)

Nu

Vandet lavede en lille klukkende lyd. Pumpen var sikkert i gang, og fik vandet til at cirkulere i poolen, så det ramte siderne, men det var lyden jeg bemærkede. En stille fin klukken.

Jeg går i stå dér. Ved klukkende vand. Ved den simple nydelse det var, at lytte til vand, der klukkede i en pool. Og trække vejret.

“Dit åndedræt er dit anker til nuet”, siger stemmen på min iPad. Nuet?

Åndedræt, der transporterede ilt, der prellede af på slimfyldte bronkier. Så meget for at trække vejret. Nuet blev til et blegt ekko af stemmer. Børn, der skændtes. Vinden fra havet føltes pludselig kold. Jeg turde ikke kommentere på det, for hvad nu hvis det bare var mig, der følte det. I stedet blev jeg stille, og transporterede ilt med tankens kraft.
Kom.
Overlev.

Bare lidt endnu, for det her sted er bedre end nogensinde før, og jeg vil gerne at vi bliver her længe nok til at få det meste med.

På den ny planet

Vi har tømt hans hus. Næsten. Nok til at det nok er sidste gang jeg er der.

Spist en pizza og tømt fryseren ned i en sæk, der blev sat ud til resten af storskraldet, hvor en seddel på maven af en gine, fortæller at det er storskrald. Ting fattigere og om lidt et hus mindre i regnskabet.

Det er anderledes, end dét, der var.
Det er godt.

Floden

Så begyndte det at regne. Først i små byger, siden i skybrud med torden og lynild. Og det regnede hele dagen, så Rio Grande endelig levede op til sit navn og blev stor og brusende og ikke en lille og mudderfedtet stribe af vandpytter, som den havde været hele sommeren.

Vi gik en tur i regnen, og så det oppefra. Brusende mudrede vandmasser, der lyste mellem mørketræer og sort jord. Mine bukser blev våde forneden af vådt græs langs stien, men dine øjne var stadig lysende blå, lige dér.

Spiselig

Jeg får kvalme af intern hakken og kærlige klaps. Hvis der er kærlighed, behøver der ikke være klaps og hakkende spydigheder, selvom klapsene tit dækker over det, man ikke tør sige højt.

Jeg har plukket en pose med oliven, som jeg tager med hjem og lægger i vand, så bitterstofferne trækkes ud inden de skal overhældes med kogende vineddike.

November er så smuk, fuld af skråt lys og dryppende blade, og himlen lidt over 8 er så skærende dyb, at jeg nyser af kildren i næsen. November giver mig lyst til meloromantiske indlæg. Til at svælge i dybt savn og længes efter lykken. November er skabt til vemod og afsked med det, der var og det der aldrig blev.

Men jeg har brugt dagen på at lære nyt, og få banket et grundlag på plads, jeg har bygget på siden maj. Jeg har forstået komplexiteter og bygget overblik. Brugt mit intellekt, så jeg blev høj af det.

Og jeg har brugt weekenden på, at hælpe med at rydde min kærestes hus; der så blev solgt. Så nu flytter han ind her. Med børn und alles. “Vi skal huske at få legoet med”, var knægtens første kommentar, efter: “fedt“.

Største udfordring efter at huske at købe mælk nok er; at ingen af vores biler er store nok til, at vi kan være der alle seks på én gang.

Og jeg vågner hver morgen krøllet ind i ben og arme, og det føles så endegyldigt rigtigt, fordi det er det. “På resten af livet”-måden.

Så november må passere uden meloromantisk dryppende savn. For jeg savner kun lyset, der svinder, og det ved jeg kommer igen, på den anden side af i år.

Karmabalance, kærlighed og cirkularitet

Jeg sover ikke så godt for tiden.

Det kom efter alt det sædvanlige. Manglen på lækre, intellligente single-kvinder, der ikke var desperate efter at få børn NU, men som heller ikke havde to snotunger eller seriøse issues på slæb. Sidste nye apple gadget og fladskærmen der nok snart skulle skiftes til noget nyere. Igen.

Eller måske overdriver jeg. Måske det mere var mig, der forventede at det ville komme, hørte kun efter dét, og derfor ikke alt det andet der stod i luften og mellem linier.

Filmen handlede om kærlighed. Dybest set, og inde under Bruce Willis, der med vigende hårgrænse stadig er den sejeste seje, der slår dem alle sammen ihjel. Tidsrejseparadokser, der blev affejet med et don’t ask it not important! Og dermed understregede, at det var det. Meget vigtigt. For hvad sker der, når vi forsøger at ændre det, der lige er sket, ved at omgøre fortiden?

Jeg ligger typisk vågen til klokken 3 eller 4

Det han ville var at have sin kærlighed igen, men det var blevet taget fra ham fordi han selv havde taget den fra en anden, i forsøget på at genvinde det tabte, og med det, skabt et monster. Cirkulær reference, der i min talbaserede virkelighed ville få excel til at nægte at beregne udfaldet.

Det handlede egentlig bare om kærlighed. Lige i det enkelte nu for individer, men det grå, grusomme bylandskab var et sviende bevis for effekten af summen af individers bidrag (eller manglen på samme), og den fortvivlende fremtid et bevis for hvor stor indflydelse ét individ kan have på fællesmængden.

 Det er nok fordi jeg har været i lidt dårligt humør på det sidste

Jeg spurgte ikke ind til hvorfor. Jeg tror heller ikke han ville kunne svare på det. Kun at det var sådan det var.

Og så tog jeg hjem til dig.