Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Jeg hader ikke julen

..og så sidder vi dér og prøver at undgå at hade julen. Det er der ellers mange der gør, hvis man skal tro på twitter og juletraumer delt. Jeg hader ikke julen. Jeg hader kun tomheden i det materielle begærs øjne, og min søsters glasur af Rungsted og sølvkrukker, købt for kærestens penge, og til at hygge lidt i hans hus, der nu er til salg. Eller hvad det nu var, hun fortalte, da hun sad i mit husly, selveste juleaften, fordi Lolland med selvsamme mand og hans børn, var for langt og for meget, og alene hjemme, nok for dårligt for ryet i al almindelighed. Måske.

Eksmanden havde ikke betalt børnepenge for november og det var jo for dårligt, nu hendes lederløn både skulle dække realkreditlånet i Rungsted, den sølvfarvede capriolet og datterens 7000 krs danseundervisning plus transport. Et “alle zoner”s kort, selvfølgelig. Og “hvad er det du har dér i vindueskarmen, Line? En kirkegård for planter?”

Hun giver mig stramme mundvige og det er slet ikke julen jeg hader, bare dét, at jeg ikke mente jeg kunne lade være med at invitere, nu min mor spurgte om, selvom hun heller aldrig inviterer mig til noget (for noget); og at jeg derfor gik med på, at vi hver især købte gaver fra hinanden til egne børn. Hej, hej materialisme. Handler det om at give, eller om at få? Også for mig selv?

Hvad er det, der peger på mig, nu jeg reagerer så stærkt på hendes?

Og så sidder vi her og undgår at hade julen, fordi det jo mest handler om at mødes og ses, og have de her lange dage, hvor det aldrig bliver lyst og man derfor ikke behøver at tage rigtigt tøj på. Eller stryge sit hår.