psykosomatisk forhindringsopstilling

Nogle gange tykner ordene og sætter sig som små klumper i hals og mave og vil ikke ud.

Og nogle gange vågner jeg med ømhed i kæben, fordi jeg i søvne har skåret tænder eller bare bidt sammen. Om hvad ved jeg ikke.

Åbner vi for bylden vælter det ud som materie, og giver mere kvalme end forløsning; så det er vel derfor at jeg helst lader være. Hovedpine bringer os ikke videre. Mig videre.

Hvad der så gør ved jeg stadig ikke. Der er sikkert et mønster i, ikke at ville hjælpes. Ikke at kunne hjælpe sig selv. Hjælpeløsheden som identitet.

Måske det bare er fordi det stadig er vinter, selvom januar endelig gav slip.

Jeg skal dø

Jeg bekymrer mig. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på over hvad. Så nu tror jeg, at jeg lider af uopdagede kræftsvulster og skal dø lige om lidt.

Jeg kan høre ekkoer af min mors let hånlige snøften.

Du er ikke syg, Line; det er bare dig, der er sløv. Tag dig sammen.

Men jeg skal dø. Nok ikke lige nu eller på vej hjem om 8 timer, men et sted herfra og om 60 år. Eller 70. Og jeg kan ikke se hvad mening jeg skaber i dét her øjeblik jeg har før det sker, og det får mig til at rulle mig sammen som en lille værkende klump. Mentalt hen over dagen og om natten i hjørnet af mig seng. Apatisk vuggende selvsving.

Måske det bare er januar. Overskudsædende mørkemåned.

 

Lad januar

Jeg leder efter spidser af vintergækker og gule erantispletter, når jeg er ude i min have. Spejder næsten manisk efter forår. Spejder efter april og maj, med tulipan og påskeliljer overflod og duften i luften, der beruser.

Så jeg ser kun januar for det, den ikke er. April og maj, for eksempel.

Men dagslyset er tiltaget med et kvarter og januar 2013 er indtil videre lun, på sin egen muddergrå måde. Og det er vel ok, nu der ikke er andet valg.

Fra i morgen vil jeg lade januar være januar, og ikke en udmagrende og kold, venten på april og maj.