Sandheden

Der er én ret og en vrang. Der er én måde ting skal gøres på og et utal af forkerte, upræcise og helt hen i vejret.  Måder. Der er dén måde jeg har lært og alle de andre.

(Der er kommet bitterstoffer i olien, der får halsen til at snøre sig sammen. Det kommer fra de grønne oliven, siger de gamle; og jeg tænker at det må kunne ekstraheres ud med varmt vand. Hvis man vil dét. Måske jomfrueligheden ryger på den konto. Vil vi betale det? Vores dyd for rundhed?)

Men der er kun én måde at gøre alting på, og det er min. Resten af verden hutler sig vej gennem det uoplyste i bedstefald, og idiotien i værste.

Sagde hun uden at sige spor og mellem linierne. Og helt uden at le over tyngden af den byrde hun satte sig til at bære.

 

De gamle kan huske

Der var det år hvor oliventræerne frøs til døde. Det må have været i ’86 og det var en katastrofe for egnen. Det var ikke alle træerne, flest højst oppe af bjergskrånngen hvor der er koldest. Man kan stadig se hvilke, for træerne skød fra jorden igen, og har nu to eller tre stammer.

Et andet år var der orm der åd frugterne og fik dem til at falde tørre på jorden længe inden høsten. Bønderne forsøgte at redde stumperne ved at høste før frugten var moden.

De gamle kan også huske hvem der boede hvor og hvordan køkkenet så ud, inden det blev bygget om. Historierne hober sig op og bedsteforældre griner på en helt speciel måde, når barnebarnet fjanter. Gnækkende, nærmest.

Vi bliver sikkert også sådan, du og jeg. Fingre krumbøjede af år og iskoldt vand, fumlende lidt om glasset og i skålen med pistacienødder; mens vi smiler af billeder fra alle årene, der klæber sig til det, vi ser.

Min mors hår er blevet helt hvidt nu, min fars har været det længe.

Vi er tiden der går og snart er det os der er grå.

Ting

Hun taster med spidsen af pegefingrene, og spørger om jeg har haft en god weekend. Fortæller selv om sin mand, der blev syg og kastede op søndag morgen, og det var jo trist, nu de skulle i teateret med datteren, og hendes mor kunne ikke, for hun skulle til noget foredrag. Men det var en skøn forestilling, jojo.

Min weekend? Den har handlet lidt om ting. Ting jeg har solgt ting på den blå avis, ting jeg har købt i IKEA og på outlet. To par jeans, en hurrcane, en trøje og et tørklæde. Ting.

Og der er 42, der har klikket ind på den Kay Bojesen abe, jeg fandt i en flyttekasse, på det loft, der om lidt, bliver til mere plads, til alle de mennesker, der om lidt flytter ind i mit hus. Med deres ting. Ikke at der er så mange, har han sagt. Aben havde været penge værd, hvis den var fra før 1990, så min er bare et stykke træ, der kan se lidt fjollet ud.

Ting. Det hele er ting. Døde ting, ting der ikke kan tale, kramme eller give næring eller lys. Ting, der samler støv, og står i vejen for lyset og dansen, rundt på gulvet i min stue.

Min ven, der købte mit duplo fra da ungerne var små og en gyngehest, nævnte, at nu skulle det stå i hans stue, til han kunne give det videre til den, der havde de børn, det var købt til. Det generede ham, for de sendte andre signaler end hans gigantiske TV og hæren af designermøbler og apple devices. Ting.

Dryppende historier og sivende minder; som blegner når man ikke længere får dem lige i synet. Jeg tror, at når jeg smider ud og deleter domæner, frigør jeg mig fra historierne og ser mere på ‘nu’, når jeg ikke længere snubler over kufferter købt, da jeg var på konference i Montreal for 10 år siden.

Men min weekend var fin, tak.