Ping pong

Vi drømmer rester af dage,
vi drømmer floder af lys.

Vi dømmer det vi gjorde,
vi dømmer drømme om lys.

Vi river virkeligheden på stål
og grove grøntsager på vilje alene.

Frostfrit

Den dag hun købte den, fulgte den med en blomst. Jeg tror det var en rose, eller en orkide. Måske det var en lyserød azalea, jo det tror jeg det var. Smuk var den uanset. Og passede så godt til krukken, at hun købte den med. “pas på, den er meget skrøbelig”, sagde damen i butikken, der er den, der ligger i Lyngby på hovedgaden, lige ved siden af cafeen. Du ved. “Den tåler ikke frost”.Nej. Det er der ting, der ikke gør.

(Det var ikke fordi der var nogen i huset, men det føltes bare som om der var. Knirken hvor der burde være tyst, og hvislen i gardiner, der hang stille ned. Der var virkelig intet at ligge vågen over, men alligevel sitrede luften. Eller det bildte hun sig ind, den nat hun ikke kunne sove. Hvad pokker siger man ellers? Jeg kunne ikke sove fordi jeg bildte mig IND, at der var noget, eller jeg kunne ikke sove fordi der VAR noget i huset. Den der ler sidst har overset det værsentlige.)

Da hun kom hjem, gled den fra hende; krukken. Den ramte gulvet med en lyd, der fik den til at flække i to. Eller også var det slaget.

Hun limede den, og tørrede vand op, indtil Azaleaen holdt op med at sætte blomster.

 

Til april

Der pibler små dråber ud
mellem det vi ser,
og ud
mellem det vi gør

De lægger sig på din hud
glitrer fra blade på blomster
der strækker sig i lyset af april

De reflekteres i smilet fra en fremmed
i latteren fra et forbipasserende barn
fordobles i vandpytter og fortællinger om tid

De spejler sig i stemmen fra en mor
og et nik fra en mand med kasket

Skælver i skyggen fra en pilende kat
og flimmeret fra et vågnende træ
sitrer kølighvidt i et vindpust

Lander på min hånd, mine læber og i mit hår.

Der pibler dråber ud
mellem os
af lykke

Perlemor

Alting bliver foldet pænt sammen. Kanter møder kanter, karkluden ender i præcise firkanter og lægges ved køkkenvasken, så den flugter med bordkanten. Krummer fejes op før de rammer gulvet, og der er blomster i små vaser. Friske blomster, i frisk vand.

Hænderne er lange og slanke, og engang var de smukke, nu er huden plettet og gennemsigtig. Arme og ben nærmest skrøbelige i længden, som om de vil briste af knogleskørhed om nogle år. Fingerneglene buede og filet til, så de ender i en lille perlemorslyserød spids. De ryster lidt, hænderne. Sitrer nærmest. Nervøse ticks som går igen i mundvigen.

Øjnene er altid blide. Der er ingen bebrejdelser her. Måske et lille suk, af og til, men aldrig vrede, aldrig besk bitterhed eller skuffet skulen. Bare blid omfavnelse af de ændringer, der er sket; de der kommer og det, der aldrig blev.

Og alting bliver foldet så fint sammen. Som om det var vigtigt, men det er det måske også.

365

Hvis jeg var en roman, ville du være nået dertil hvor siderne ikke er sprættet op endnu.

Eller klistret sammen af noget nogen engang har spildt.