Usorteret

Sent i går aftes kom der et bud på mine briotogskinner, og inden da nåede jeg til at sortere billederne i den fugtige, snavsede flyttekasse. Jeg har sikkert bare taget kassen eller bunken med billeder, da jeg rejste fra huset ved den lille sø, for de var mere usorterede end jeg troede.

Der var billeder af Xs familie, studenterkørsel og polterabend. Fotos fra barnedåb og selvfølgelig brylluppet. Masser fra brylluppet. Det var dengang engangskameraer var det store sorte, så vi have lagt et kamera på hvert bord og bedt folk om at skyde løs. Bagefter brugte vi en mindre formue på at fremkalde flere hundrede billeder af det samme, fra flere vinkler. Nok betydeligt sjovere dengang end at bladre gennem nu.

Der var også billeder af det hus vi boede i. Taget med teknisk snildt kamera, der kunne noget med vidvinkel og aflange billeder. Vældig smart kan jeg huske, men lidt upraktisk bagefter, når billederne skulle passes ind i plastlommer eller blomstrede mapper.

for det var jo dengang man havde bogreoler i stuen, og troede på et langt liv sammen, der burde dokumenteres.

Det jeg ikke vidste var i bunken, var billeder af mine børn som små. Bunkevis af små grinende marcipanbabyer. T, der falder i søvn i en tallerkenfuld spaghetti, T som nyfødt med en hånd i panden, i sit livs første facepalm. F der kigger undrende på verden, mens vi andre spiser is. Marcipankinder i kæmpegrin og fødder der er beregnet til at bide i. Begge børn, der griner, kravler og slås. Skiftevis.

Billeder af x med børn i favnen, hvor det sære er at de alle ler. Jeg kan ikke huske at vi grinede så meget som det ser ud på billederne. Især ikke T. De ser forbløffende glade ud allesammen. Happy familiy for en tid.

Jeg hørte ikke mere fra manden der var interesseret i både togskinner, batteridrevet lokomotiv og opbevaringskasse. Måske han fortrød, eller måske 600 kr er for meget for et birketræs nostalgitrip.

I mellemtiden er hun blevet usynlig.

Ikke forsvundet fra verden, vorherre bevares (i fald han findes), hun er her stadig og lever det liv hun nu engang har valgt. Trækker vejret regelmæssigt for det meste. Slår med nakken eller dukker selvsamme, afhængig af hvem hun ser for sig. Står op og smører madpakker. Binder snørebånd og klipser det lille kort med det dårlige foto, fast i bukselommer eller hvad hun nu har at gøre godt med. Nogen gange er det ingenting, så bærer hun det i hånden og glemmer det på skriveborde. Men det finder altid tilbage. Så jo, hun findes stadig. Lever, ler og leger også af og til. Selvom det er sjældent, det sidste.

Men stemmen er væk. Sangene, der lød ned af øde gader; der lokkede hundredvis, tusindvis af rotter ud under kloakker og nedløbsrør, og hen på fortovet foran hendes lille imaginære hus, er stoppet, som nogen havde sat en klud i halsen på hende. Selv den piblende smerte, der af og til (og lidt for ofte, til de flestes smag) var kilden til al herligheden, er tørret ind, og der er kun de gamle ar at brygge på, og selv dén historie har mistet sin pragt, af at blive fortalt for meget.

Og sangen var alt hvad hun var, dengang. Sangen var hendes liv, sangen var hendes farve, hendes lys og hendes grund.

Så nu er hun blevet usynlig. Falmet væk under overskrifterne og glemt af rotter, der skal fodres, for at blive ved med at komme tilbage; og nogen gange, når hun hører de andres sange, savner hun at det er hende de kommer for.

Men for det meste er usynlig godt.

Sprialtegn. Eller bare en dør.

Livet er en spiral. Rundt og rundt og tilbage samme sted hvor vi var lige før, uden at det helt ligner alligevel. Udsvingene er så store som vi kan rumme dem, eller som vi tror de kan være, eller som tilfældighederne byder. Men sjældent hverken større eller mindre.

Og måske skal man tvinges til at glo på sine fejltrin, hudafskrabninger eller hvad, der lignede dybe sår, lige netop længe nok, til at de ikke længere gør ondt og ikke længere betyder noget. For nogen.

Bare fordi noget ligner en dør, behøver det ikke være det.