Alle er idioter

Der er ikke én dag. Ikke én hel dag, ud af de mange hundrede, hvor han gør som han skal, åbner de rigtige bøger, hører efter hvad der bliver sagt og laver de opgaver, de siger han skal lave.

der er ikke en dag, ud af de mange tusinde, hvor han nyder skoledagen i fulde drag, og hvor han kommer hjem med glimt i øjet og fuld af energi.

Ikke én dag.

Side op og side ned om vrængen af lærere, kammerater og fag. Note på note om uvillighed og ubehøvlethed og rant når adspurgt, om at det er de andre, der er idioter.

Minutter måske. Enkelte timer og enkelte fag, enkelte dage. Enkelte glimt af det, man kunne kalde almindeligt.

Hvad er høne og hvad er æg? Hvor er nødden og er der overhovedet noget der kan knække så tyk en skal?

Hvor må det være nemt, ikke at have børn

Efter at have brugt natten på at se bekymret på min febersyge ældste, dække ham til med dynen når han frøs, og skifte til et tyndt tæppe når han var for varm; og spekuleret over om han egentlig har haft feber, siden dengang han gik i feberkrampe hver gang, og om den slags nu også går over som det siges; er jeg lidt mat.

Har jeg haft feber før, mor? Og så fortæller man historien, som vi vist ikke havde fortalt ham før. Ambulancer de første gange. Hospitalet for at være sikker på at han var ok. Lidt om det hele. Undlod det med stesolidampullerne til sidst.

Tak fordi du tog dig af mig i nat, mor.
Store dreng. Rødkindet i sofaen lige nu.Tegnefilm.

Og jo, man vokser fra feberkramper.

Andre mennesker uden børn, må have oceaner af overskudstid, som de ikke selv er klar over de har.