Jeg er ved at lægge en kant. En rand, der rammer det vilde ind og stopper kaos. Små chaussésten købt i Silvan, på række, ned i jorden, dér hvor græsset skal stoppe og bedet starte. Hakket rent med en spade, eller skåret med den lille urtekniv, der er bedre end den er dyr.

Det havde sikkert været billigere pr sten, at købe en palle, en kasse, eller en mindre container. Men det kræver, at der er en plan med en tidsramme og nogen, der udfører den. Og der er ingen planer i min have, ingen tidsrammer og ingenting jeg skal udføre. Men alligevel når jeg alt, og når mørket falder på  i fugtmættede august aftener; har jeg evigheden tilbage, til at nå alt det, der er resten i.

I natten

Hun var blond, på den måde man er, når det enten er et naturligt lykketræf, eller har kostet en formue. Smukke træk og ung, tæt hud. Foran sig på bordet under spejlet stod en taske. Makeup pensler og pudder. Næsetip mattet og øjne tegnet op. Mere og mere på.

Der var høje maghonibeklædte paneler og reoler med bøger til pynt. Udelukkende til pynt, for vi var der ikke forat læse, hende og jeg. Eller nogen af de andre.

Der var lædersofaer og lænestole med puf, og dæmpet belysning kun brudt af lazermønstret på væggen, i den ende hvor der kunne danses. Hvis man ville.

Og barer spredt i labyrinten af væltede vægge og bærende søjler. Billige coctails og Dry Martini for sølle 80 kroner, som man skulle mase sig gennem menneskemængden for at betale for, hos den ellers rigtig venlige bartender.

Men klokken var så mange, at virkeligheden var tværet ud, og der stod hun; hen over det lille bord foran spejlet på det maghonibeklædte dametoilet, og prøvede med maniske hænder og dyr makeup, at ligne noget hun hellere ville være, end det hun var.

“Du er smuk nok”, prøvede jeg (moderligt, gud fri mig og undskyld).
“Tak.. men kender du det, der er visse dage hvor man bare ikke synes det virker uanset hvad man gør?”

Hun vendte sig mod mig, med dybblå øjne under tykke bløde vipper. Rosenmund dækket af MAC og naturlig glød kvalt i conceiler.

“jo, men du ER virkelig smuk. For smuk til de fjolser der rager rundt derinde”,
“tak.. det betyder meget at vide”,
smilede hun med perletænder og lige nok ibenholdt i blikket, til at jeg kunne se at det var løgn. Vi smilede begge et kvart my af evigheden med hver vores grund.

Og jeg tørrede mine hænder og gik.

i jord

Jeg har lagt kartofler i dag. Måske det er for sent, måske det er for tidligt, det aner jeg ikke og slet heller ikke om det er på tide og har betydning. Men nu ligger de der. Og salat. Det er hvertfald for tidligt, for jorden er kold og våd og kun det sidste går, når det handler om iceberg. Tilgengæld har jeg forspiret en stak i mit marmorsorte køkkenvindueskarm, ved siden af basilikum, timian og rosmarin, der strækker sig efter solen.

Og spinat, men det er en anden historie, der ikke er fra i dag. Kronologien er vigtig, ved du. Vi må kravle før vi kan flytte os ud i lyset. Eller låne en motorsav, en stige og en trailer at køre det væk på. Det, der skygger.

Men nu skinner solen helt af sig selv, så hvad var det vi bekymrede os over? Ud over en kartoffelhøst ude i nogens fremtid?

Jeg skal huske gødning til mine roser og mælk i min kaffe.