Den der ejer problemet, kender det bedst

Umiddelbart ser jeg ikke, at det her er andet end en bestemt type personlighedstræk, kombineret med høj intelligens, men lad os tage en to-tre tests og se hvad vi kan konkludere derfra.

Når nu psykologen kom frem til samme konklusion som jeg, skyldes det så, at det jo kun var vores historie hun fik, set gennem vores forældrebriller? Hvad nu hvis det havde været lærerne der havde fortalt historien?

Sprækkerne

Det gode er at han gerne vil. Inden under skallen af negativ nægtelse VIL han gerne det gode.

Spurgte ham i går aftes hvad han vil opleve af gode ting i dag.

Jeg vil gerne have en god morgen, og så har jeg lavet en aftale med E fra 6A om at vi mødes på bib og spiller [indsætnavnpåonlinecomputerspil] efter skole, for vi spillede sammen i 10-frikvarteret i dag og det var sjovt og han vidste en hele masse seje ting om [indsætnavnpåonlinecomputerspil].

I morges stod han så op selv, da jeg var gået ned for at smøre madpakker. Børstede tænder og forsøgte at vække sin bror, vistnok ved at kilde ham med en bamse.

Fordi det skal være en god morgen, mor.

En aftale med en dreng fra 6. er et initiativ i randområdet af hans sociale kompetancer.

Han vil gerne det gode. Han vil gerne være den gode dreng.

Hvis jeg fokuserer for meget på det gode, risikerer jeg så at ignorere hvor dårligt resten er?

 

Alle er idioter

Der er ikke én dag. Ikke én hel dag, ud af de mange hundrede, hvor han gør som han skal, åbner de rigtige bøger, hører efter hvad der bliver sagt og laver de opgaver, de siger han skal lave.

der er ikke en dag, ud af de mange tusinde, hvor han nyder skoledagen i fulde drag, og hvor han kommer hjem med glimt i øjet og fuld af energi.

Ikke én dag.

Side op og side ned om vrængen af lærere, kammerater og fag. Note på note om uvillighed og ubehøvlethed og rant når adspurgt, om at det er de andre, der er idioter.

Minutter måske. Enkelte timer og enkelte fag, enkelte dage. Enkelte glimt af det, man kunne kalde almindeligt.

Hvad er høne og hvad er æg? Hvor er nødden og er der overhovedet noget der kan knække så tyk en skal?

Hvor må det være nemt, ikke at have børn

Efter at have brugt natten på at se bekymret på min febersyge ældste, dække ham til med dynen når han frøs, og skifte til et tyndt tæppe når han var for varm; og spekuleret over om han egentlig har haft feber, siden dengang han gik i feberkrampe hver gang, og om den slags nu også går over som det siges; er jeg lidt mat.

Har jeg haft feber før, mor? Og så fortæller man historien, som vi vist ikke havde fortalt ham før. Ambulancer de første gange. Hospitalet for at være sikker på at han var ok. Lidt om det hele. Undlod det med stesolidampullerne til sidst.

Tak fordi du tog dig af mig i nat, mor.
Store dreng. Rødkindet i sofaen lige nu.Tegnefilm.

Og jo, man vokser fra feberkramper.

Andre mennesker uden børn, må have oceaner af overskudstid, som de ikke selv er klar over de har.

 

Usorteret

Sent i går aftes kom der et bud på mine briotogskinner, og inden da nåede jeg til at sortere billederne i den fugtige, snavsede flyttekasse. Jeg har sikkert bare taget kassen eller bunken med billeder, da jeg rejste fra huset ved den lille sø, for de var mere usorterede end jeg troede.

Der var billeder af Xs familie, studenterkørsel og polterabend. Fotos fra barnedåb og selvfølgelig brylluppet. Masser fra brylluppet. Det var dengang engangskameraer var det store sorte, så vi have lagt et kamera på hvert bord og bedt folk om at skyde løs. Bagefter brugte vi en mindre formue på at fremkalde flere hundrede billeder af det samme, fra flere vinkler. Nok betydeligt sjovere dengang end at bladre gennem nu.

Der var også billeder af det hus vi boede i. Taget med teknisk snildt kamera, der kunne noget med vidvinkel og aflange billeder. Vældig smart kan jeg huske, men lidt upraktisk bagefter, når billederne skulle passes ind i plastlommer eller blomstrede mapper.

for det var jo dengang man havde bogreoler i stuen, og troede på et langt liv sammen, der burde dokumenteres.

Det jeg ikke vidste var i bunken, var billeder af mine børn som små. Bunkevis af små grinende marcipanbabyer. T, der falder i søvn i en tallerkenfuld spaghetti, T som nyfødt med en hånd i panden, i sit livs første facepalm. F der kigger undrende på verden, mens vi andre spiser is. Marcipankinder i kæmpegrin og fødder der er beregnet til at bide i. Begge børn, der griner, kravler og slås. Skiftevis.

Billeder af x med børn i favnen, hvor det sære er at de alle ler. Jeg kan ikke huske at vi grinede så meget som det ser ud på billederne. Især ikke T. De ser forbløffende glade ud allesammen. Happy familiy for en tid.

Jeg hørte ikke mere fra manden der var interesseret i både togskinner, batteridrevet lokomotiv og opbevaringskasse. Måske han fortrød, eller måske 600 kr er for meget for et birketræs nostalgitrip.