Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Lige indtil der dukkede et op, der ikke kunne bruges. Hvad gør man så? Sletter? Skriver om til uigenkendelighed eller digter net af virkelige spøgelser på?

Genkendeligheden gør angst. Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Hvor ville du tage hen, for de penge du fik for de solgte møbler? Hvor ville du strande med din banale drøm, hvor ville din forfængelighed slå dig i gulvet?

Bitre mønsterspydighed.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

(nu)

I mørke

Der var den aften, hvor hun var gået ud for at lede efter ham i sutsko. Sjoskede rundt på villavejene og kiggede i skyggerne. Nede ved kollegiet var der fest, og hun ovevejede lidt, om hun skulle gå ind og spørge om de.. om hvad? Om de havde set ham? Inviteret ham ind? “Undskyld, har I set en vred mand komme forbi? Undskyld, har I budt en krøllet mand i starten af tredverne med på øl?”. Det virkede så lidt sandsynligt, at hun sjoskede tilbage igen, uden at de så hende. I sutsko. Blå sutsko. Hvorfor fanden havde hun ikke taget sko på? Selvpineriske pis. Man forstod ham vel godt lidt.

Han var ikke væk, sad bare i bilen længe nok til, at det drev over. Hvad det nu var.

De talte ikke om det siden. Og hun nævnte ikke noget om, at hun havde ledt efter ham ude i skyggerne og under buske.

Eller om, at det var i sutsko.

(2012)

Måske

Jeg så, at du så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da du så mig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen. Senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet skete i virkeligheden?

Du så, at jeg så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da jeg så dig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet ikke skete i virkeligheden.

(2012)

Kladdeløs

Jeg har kladder liggende bag alt det polerede. Løsrevne tanker, der ikke blev tænkt færdig. Stumper af oplevelser, der ikke havde nok i sig. Sikkert også søndage som i dag, der bare var for trætte til at blive publicerede.

Nu ligger de der bare, fordi det er sådan wordpress fungerer. Aktivt tilvalg at slette det, der aldrig blev gjort færdigt. Jeg hader at slette ord. Fordi det måske kan bruges igen en dag. Måske. Eller fordi jeg kan mærke noget i de, når jeg læser. Selv når det er kladder.

Men jeg rydder op og smider ud alle andre steder, så hvorfor ikke også her. Kladderne kan være frø, der kan få min mangel på nutidsord til at spire. Jeg smider dog ikke ud, jeg lægger til og trækker fra, og selvom jeg nok ikke kan huske hvorfra de stammer, så kommer de ud nu. Lidt af gangen og bare som ord på ord.

 

til tid og skyer på himlen

“nå, så fik vi booket en nytårsrejse”

Frokostsmalltalk i kantinen med langt til loftet. Udenfor var der en fugl, der fangede en myg i luften. Himlen var novembergrå som bygningen på den anden side af den lille park, og gruset på stien mellem træerne. Afstemt, diskret elegance. Beton, stål og glas.

“Vi fandt et sted med temperaturer høje nok til at kunne ligge ved poolen, men kun 5 timer i fly herfra. Gæt hvor!”

Han så forventningsfuld ud, men ventede ikke på svaret.

“Gran Canaria! Med opvarmet pool! Jeg fandt det hotel med flest stjerner på hele øen, for nu vi ikke rejser så langt, så skal det være i orden! Jeg kan godt lide luksus, og jeg betaler gerne de 20% ekstra for at få den oplevelse det er, når alt er i orden. Der mangler så heller ikke noget her. Vi har bestilt to suiter, en til min kone og jeg, og en til vores søn på 16.”

Han smilede ved tanken. Nikkede enighed med sig selv. Der gik et par frysende mænd jakkesæt forbi udenfor på den grå sti. Et par blade blæste rundt i vinden og nogle fugle. Det ruskede i træerne.

“Vi har også bestilt all inclusive, og som en del af prisen på suiterne er der en butlerservice tilknyttet, så morgenmad og frokost får vi serveret på værelserne. Det bliver dejligt – men koster så også det samme som havde vi taget 14 dage i Thailand! Kunne du finde på det, Line?”

På hvad?
Rejse væk i julen? Jo tak, gerne. Thailand lyder rart. Eller Bali. Sol, varme og lunt vand, mens solen går ned. Eller ned til huset i Italien, med ild i pejs og tynde skiver af den hårde skinke oppe fra den lille butik på torvet, til duggende gin&Tonic på Hendricks.
Tage til Gran Canaria i december? Nej, nok ikke. Jeg var der engang i januar, sammen med C, da jeg var 7 måneder henne med T. Det var fint nok, og jeg husker da noget med sol, men der var kun lige akkurat lunt midt på dagen, og engelske turister, der fyldte mere end hvor spændende Gran Canaria er.

“på at bruge penge på luksus!”

Udråbstegnet satte sig selv, mens han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg fornemmede en trang til at vi er ens, han og jeg. Os to mod de andre måske. Fjolserne, der leder det her sted og så os to, der er de eneste, der ved. Måske. Måske jeg fortegner det, måske det bare var et forsøg på at være fortrolig, måske det var ingenting og jeg indbildsk.

Use your sensitivity, stod der på en note jeg fandt i en notesbog fra et gammelt kursus forleden. Feedback fra nogen. Husker det som bygget på en observation af, at jeg opfangede mere end snittet. Brug dét, Line. Men nok ikke til at overfortolke på kollegas smalltalk i den hvidpæne kantine, hen over grønkålssalat, pulled pork og et glas med vand.

I stedet for spekulerede jeg over hvor behovet for materiel luksus kommer af. Behov for en butler, et femstjernet hotel og alt det ekstraudstyr der kunne vælges. Hvad er det, han køber?

Det var begyndt at regne udenfor. Et par folk småløb for at komme i tørvejr. Eller måske for at nå et møde, hvad ved jeg. De løb. Fuglene var væk. insekterne sikkert også. Til det bliver tørvejr igen.

 

Uinspireret

Her er stille. Jeg har spist en rugklap med fiskefrikadelle, bestilt madvarer til levering mellem 16 og 17 i morgen, og set et program om nudging. De talte om vaner og om hvordan man ændrer dem, ved at gøre det rigtige valg nemt.

Mit liv er anderledes nu, end det var engang. Ikke på en dårlig måde, bare anderledes. Jeg kan mærke, at jeg er træt når jeg er det, det er måske noget af det. Det gør vitterligt ikke noget, at der er ændret, det er fint; bare sært at pludselig se op, og opdage, at man ikke er der, hvor man troede man var.

Nudge. Tag det valg vi gerne vil have dig til. Sæt det sunde forreste, så det er nemmere at nå.

Uinspireret men jeg  har ti minutter der skal skrives ned. De er gået om lidt, og et komma hvor der mangler.

Hvis jeg kunne

Hvis jeg kunne ville jeg se bladene, der falder af træerne, dage som i dag. Stående stille, lænet op af et træ, pakket godt ind i mine dun, så vinden ikke kunne nå mig, ville jeg følge blade med øjnene, fra da de sad oppe på rester af sommer, til de rev sig løs og blafrede ned gennem tiden.

Hvis jeg kunne ville jeg se farverne på alt det, der blæste sammen i kroge af træer og huse, og hvis jeg kunne ville min næse sitre af lykke over, at verden er så smuk, når man ser efter.

Hvis jeg kunne ville jeg se vandet, der kruses på søen, og mudderet, der er størknet på stien. Hvis jeg kunne ville jeg se himlen blive grå og hvid og blå, af kastevinde og andre orkaner.

Hvis jeg kunne ville jeg se solen stå op og gå ned, i kaskader af rødt og gyldent og blå sprækker, og hvis jeg kunne ,ville jeg bruge det til alting.

Hvis jeg ville kunne jeg, netop det.

Hvis jeg ville.
Hvis jeg kunne drømme de rigtige drømme.

Bare

Hun drikker iskaffe lavet på kold kaffe fra forleden, en klump mascarpone is med chokolade og lidt nøddeis. Honning i dryp og så isterninger lavet på kaffe. Strukturen i kaffeisterninger er anderledes, end hvis det bare var vand. De splintrer når man tager dem op, og burde nok laves i pose og ikke i bakke. Mentalnote. Ind i bunken af viden, ingen gider høre om.

Kaffen smager sødt og blødt, og i bunden ligger chokoladen i klumper, som hun undgår at drikke. Hun kan slet ikke lide chokolade. Ikke mørk chokolade, og snart er hun også vokset fra lys. Det er bare svært at pille chokoladen ud af isen, inden den dumper ned i kaffen. Kvalme.

Hun vokser fra ting for tiden. Gør alle mon det? Vokser fra vaner rutiner og skyld. Vokser fra mønstre og gentagelser. Pludselig mister de smag. Pludselig kan hun se at det bare er noget i hendes eget hoved. Og i deres.

Ret meget i deres, faktisk. Alt det, de havde så travlt med, var bare noget de selv fandt på. Det var slet ingen grund, når man så efter. Det hastede ikke spor. Andet end præcis så meget, som de selv mente det burde. Skulle.

Det er som regel også nok.

Kun.

Måske vælger jeg de forkerte bøger. Måske, det er sådan bøger, der er læsbare er. Tragiske. I børnenes danskbøger er det jo beskrevet så fint: der skal være en konflikt som så løses. Opbygning af spænding for at nå klimax, hvor helten helter og de lever lykkeligt til næste tog.
Jeg har læst mig gennem en mursten med beskrivelser af ulykke og nederdrægtighed, og jeg bliver så tung af det. Måske også fordi det ikke var særlig dybsindig ulykke; det var hverdagstragedier som de er flest: det var døde kanariefugle og fældede træer som nogen holdt af. Det var bilulykker og uægte børn. Det var trist i mikrokosmos jojo, men det var også både kedeligt og deprimerende, og værst af alt ingen læring i det. Ingen blev en skid klogere, ingen ændrede noget og hovedpersonen tog sit eget liv og folk var fløjtende ligeglade.

(det slår mig, at vi af og til taler om det samme, uden altid at vide at vi gør det, og uden at det er det. Broen over floden, husker du den? Vi gik derned den sommer det var ekstra varmt, og der var ikke noget vand i floden, kun lidt brunt mudder, og du siger, at der da var noget vand, der løb i midten, men det var der ikke. Dén sommer. Jeg siger at vi gik gennem skoven, og pludselig slår det mig (mens du ser på mig med tomme øjne, der prøver at huske og komme i tanke om noget, der med lidt god vilje kan kaldes skov, på den tur vi tog, nedover skråningen langs hegnet), at det slet ikke var dig jeg fulgtes med henover den gamle bro, men en anden, og at det måske er mere end 20 år siden og hvordan blev jeg nogensinde så gammel uden at blive voksen?
Så skifter jeg til lige før, for få år siden, og til broen, den anden bro, den anden sommer, hvor det vel nok var varmt, men ikke så varmt at der ikke var vand i floden, og det løb en tynd stribe midt i mudderet. Og du smiler og jeg ved, at jeg skal have dig med til den anden bro, for at overskrive det jeg husker, så alting jeg ser her, er noget jeg har set med dig. Fordi du er vigtigst.)

Måske vælger jeg de forkerte bøger, måske er det sådan historier, der er værd at fortælle, er, og måske er det derfor jeg ikke har noget at fortælle nu. Der er ikke tragedier nok. Ikke melopoesi nok til at drysse ud på sider af blank skærm.

Spejl

Vi kryber rundt om 35 grader igen i dag. Havemanden i huset nedenfor muren fejer, og nogen taler sammen på Italiensk oppe i byen. Selv hvis jeg havde kunnet sproget, havde jeg ikke kunnet skelne deres ord. Sløret af cikader og afstand.

Jeg burde kunne sproget tænker jeg. Ét er tegnsprog og smil, men skal jeg mere end have 100 gram af den gode skinke, så burde man måske. Jeg.

Stilheden i ikke at gøre noget, tiltaler mig, på den der forbudte måde, som laden stå til, tiltaler. Burde også lave frokost og drikke mere vand. 35C er trods alt en sjat.
Men jeg drikker vin. Rosé med isterninger, og jeg laver ikke frokost og jeg gør ikke andet end at lytte til cikaderne og se på duer, der flakser ind og ud af hvælvingerne omme på den anden ide af dalen.
Måske det er vinen, der får mig til at bare sidde her. Selvopfyldende dovenskab. Hvis det bare var det.

Jeg kan høre dig sige, at jeg jo nok trænger til det. Du har ret, det gjorde jeg engang, men så længe trænger man vel heller ikke til ingenting, vel?

Det er længe siden jeg satte flag. Hernede kaster de med dem. No kidding. Deres unger går til en sport, elle dans eller hvad man nu kalder det, hvor det handler om at kaste flag op i luften og gribe dem igen. Til lyden af trommer og trompeter, som de, der ikke går til kast-med-flag, lærer udenad. Iklædt middelalder-tøj og halmballer langs murene. Altid halm. Halm er vigtigt for middelalderidentiteten, tydeligvis.

Måske det er den anden vej rundt, at de, der ikke har det mindste spor af musikalitet i blodet, bliver overladt til at kaste med fanerne, men når man lytter til musikanternes håbløse trutten, må man lade dén tanke ligge. De går op i det, det må man give dem. Med sikker hånd, kaster de store faner 10 eller 20 meter op i luften, og griber dem med nøje koreograferet præcision.

Om jeg fatter at de gider.
Men de holder fat i deres middelalderarv, med stædighed som grimme kamphunde, måske fordi det er det eneste de har tilbage. Måske deres nutid ikke er særlig meget værd at kaste sig ind i, måske butikkerne lukker i byen, fordi der ikke længere er noget værdi at sælge her.

Spejl.