Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

Dét.

Det er jo fordi jeg kan se gnisten i det gamle. At jeg leder efter backups og alle de ord, der var. Det er jo fordi jeg savner gnisten i ord. At kunne dét. At være dét. En, der kunne skrive, så folk kom og læste.

Front

Vinduet står åbent og der flyder fuglesang ind. Lige som i morges, da katten forsøgte at fange det med små poter mod persienner. Et sted en græsslåmaskine og underlig mild luft, i forhold til, at det lige før var koldt på vintermåden.

Ikke sne, som dengang. Ikke dyner af frost, og luft tappet for fugt og duft, ikke hård mudder, frosset i spor af nogen der engang passerede her. Bare blæst og regn på samme tid. Koldt nok.

Men nu er luften altså mild, og siver ind af tagvinduet sammen med fuglesang, lyden af en græsslåmaskine og en hund, der gør. Måske der er forår, måske, det bare var en front, der skulle passere.

Solpytter

Dagen er tiltaget med to timer og 34 minutter. Jeg har en app, hvor det står, så det er nok rigtigt. Lige her. Ikke på Skagen, hvor der klicheagtigt er hele to timer og 50 at fråse i, og heller ikke på Bornholm, hvor de må nøjes med 2t og 28. Minutterne er ikke relevante, men lyset er. Når jeg sidder på min tiltuskede kontorstol oppe under taget, rammer solen mig skråt på kinden sådan en tirsdag morgen.

Vi så et program om universets tilblivelse og død forleden, teenagerne, E og jeg. Alt er skabt af stjerne og dør i stjerner en dag, når minutterne er blevet lange nok. Min guldring er skabt af en døende stjerne for milliarder år siden, og ikke af den søde guldsmed nede på Søborg Hovedgade. Oprindeligt, altså. Pytter af ligegyldigheder, når man strækker tiden ud. Det var solen jeg kom fra, og den dør også en dag og måske den skaber guld, når den gør. Lige nu varmer den mig på kinden.

To timer og 34 minutter er nok til at der er lyst, når jeg kravler op under taget og kigger på de, der måske kan lide det vi gør, og undrer mig over dem, der ikke svarer på mine mails. Gammelt kollegialt venskab viser sin hule ryg. Jeg vil ikke mimre over at blive forsmået, det er bare mærkeligt slet ikke at svare. Jeg har nok misforstået noget professionel venlighed. Pyt.

 

 

Septembernegle

Mit tilløb er trægt. Op ad bakke, ned af grusbelagt, skridende underlag. Bremsende med hænder, fødder og røv. Knæ, hæle, støv, mudder. Knoldet underlag bumpende mod min kind.

Mine negle er knækkede, som de altid er i september. Sommermåneders kulørte kådhed, slider på strukturen og misfarver, før de spalter og knækker. Men de bliver lange igen om lidt, det ved jeg, for det plejer de.

Septembernegle mod imaginær tavle.

Før, da vinduet var åbent for at lukke stegeos ud, var der børn der skreg ude på vejen. I leg, gætter vi os til. Vedvarende høje skrig, i protest mod villakvarteres dæmpede aftenlys og mumlende stemmer. Eller også var nogen ved at slå dem ihjel, vi ved det ikke, men de var så længe om at dø, at vi lukkede vinduet igen, for at kunne høre os selv tænke.

Mit tilløb er trægt. Hvis nu jeg siger op til oktober, stopper jeg 1. december, og så er det jul og nemmere at gribe om end hvis det er nu og lige om lidt.

Det er fordi jeg er bange. Til dels. Hunderæd, angst og sådan. Alment gyldige følelser, når linen til faldskærmen kappes. Sikkerhedsnettet klippes op.

Men også nysgerrig. Hvad sker der på det møde, d. 21 september? Hvad er det, de aftaler?

Hvorfor jeg vil vente med at se det, fatter jeg ikke selv helt. Hvad rager det mig hvad de vil, for det bliver uden mig.

Træge tilløb, ned af bakke på grus man skrider i. Stop det nu, Line. Start det andet. Start resten af livet. Nu.

Hvornår bliver det magisk?

For det er jo det, vi venter på, ikke? Der hvor vi bliver trukket væk og op og ud. Der hvor vores bevidsthed udvider sig med et lille plop, og erkendelsen får verden til at se lidt mere grøn ud. Eller mere rød, eller blå eller hvad det nu er, vi kigger efter.

Når du har mediteret 60 timer er din hjerne ændret. Sagde en mand en gang til mig. Eller højt, mens jeg hørte det. Orv, tænkte jeg og forestillede mig det lille plop det ville give, når min hjerne ændrede frekvens i det 59sindstyvende minut af den 59sindstyvende time.

Men den slags forandringer er så langsomme at man først mærker dem, når de for længst er sket, og verden først er ændret. Ikke? Eller har jeg bare for vane at tage omvejene?

Hvornår gjorde du sidste gang noget, der var så anderledes, at folk stoppede op og bemærkede det?

Jeg er en søndag med ugevis af for lidt søvn. Jeg er en todoliste med uafkrydsede kedeligheder. Jeg er momsafregning og bilagsupload, jeg er excellark med tal der stemmer.

Jeg er en gryderet på komfuret, med pulp fra morgenjuices, der på fornuftig vis er frosset ned i små poser. Jeg er tomatplanter og blegselleri i højbede, og frokostboller til en uge i skuffen med brød.

Jeg er teenagebørns lektier, og nu skal du i bad og børst dine tænder.

Jeg er støvsuger og emhætte, og bankede puder i sofaen. Jeg er løbeture og mavebøjninger. Og et enkelt glas vin når børnene sover.

Jeg er tider til øjenlæger, tandlæger og forældrekonsultationer. Jeg er hentet og bragt, og vasket tøj. Jeg er børn, vækket til tiden og lagt i seng igen.  Jeg er rene håndklæder, sokker og undertøj.

Jeg er en haveblog med yndigheder, og kattemad, vand og loppemiddel. Jeg er indkøb i nærmeste netto, tømte skraldespande, og haveaffaldet sat ud.

Jeg er en hel masse ingenting ting, og meget lidt noget andet.

Jeg stopper ingen.

(Jeg læser med, men mener ikke noget på skrift. Jeg kan jo godt huske. Mig. Fra dengang.)

(Da jeg ikke følte mig så meget andet end forvirret, fattig og ulykkelig, men var en masse andet. Men den historie er fortalt og forbi, og selv da jeg ledte i ‘der hvor man har ting’ i går, så kunne jeg ikke finde det, jeg skrev dengang og selv google gav op og domænet lukket og solgt til en anden. Og det er måske fint og et tegn fra hvadvedjeg, for hvad kommer der ud af, at ruske op i noget, der er forbi for længst; bare for at nostalgisk mindes dengang, jeg ikke var kedelig. Dengang jeg kunne skrive, og gjorde det, og fik stoppet nogle, der bemærkede.)

 

 

Jeg ser dig

Og jeg ser hvad du har gang i.

(eller, jeg tror jeg ser det. Perception, din slyngel af en tvivl-generator. Hvad hvis nu det jeg tror du gør, skyldes at jeg selv ser verden gennem mine briller? Finder vi nogensinde SANDHEDEN om noget? Argh! Fuck det.)

Jeg ser dig.

Du har erkendelsen hængende som en sort sky, og siger du ikke vil acceptere den, men det er i virkeligheden kun dét du vil. Du vil have os til at give dig ret i, at verden ser så håbløs ud, som du længe har søgt evidens for. De, der tror, bliver affærdiget som naive romantikere, for når verden jo er som du har konkluderet, så findes det, du beder om bevis for ikke og det er os, der bliver narret og en dag vågner op til bitterheden.

Du vil ikke modbevises. Uanset hvor ondt din virkelighed er, så hænger du fast i den, med selvpinerisk bitterhed, og hyler truimferende op hver gang du får ret.

Jeg ser dig, og hvad du har gang i.

God bedring.

(og hey, det er selvfølgelig ikke dig jeg mener. Det er hende den anden, ing?)

Med ryggen mod radiatoren og ansigtet mod resten af indenfor, kan jeg kun fornemme om solen skinner uden for. Lidt skinner den måske. Om lidt kommer der regn, står der på dmi, og om lidt kører vi hjem. Nogen siger at man skal gøre noget andet for at der sker noget nyt. Alligevel gør jeg, som jeg plejer, og alligevel hele tiden en lille smule andet end sidst. Vi taler så meget om penduler der svinger, men du og jeg ved jo godt at det ikke er et pendul, men en spiral. Rundt, rundt, rundt, og så er vi et sted, der ligner noget vi har været ved før, bare ikke helt mage til, for ringene på spiraler flytter sig i rum, eller også er det os, der skifter en lille smule form. Hvad vi kan bruge det til, ved jeg ikke, måske bare til at forstå det rum vi har at være i, måske slet ingenting. 

Det regner ikke endnu. 

Fucks

“You found my hidden fuck, so now I have no more fucks to give.”

Jeg kan ikke komme på om dét er godt, eller skidt.  Befriende, vel?