Sprialtegn. Eller bare en dør.

Livet er en spiral. Rundt og rundt og tilbage samme sted hvor vi var lige før, uden at det helt ligner alligevel. Udsvingene er så store som vi kan rumme dem, eller som vi tror de kan være, eller som tilfældighederne byder. Men sjældent hverken større eller mindre.

Og måske skal man tvinges til at glo på sine fejltrin, hudafskrabninger eller hvad, der lignede dybe sår, lige netop længe nok, til at de ikke længere gør ondt og ikke længere betyder noget. For nogen.

Bare fordi noget ligner en dør, behøver det ikke være det.

 

 

Lydløs kaffe

To fly har tegnet et kryds på himlen henover. Find skatten.

Lydløs kaffe, og en lidt fugtig bluse lige revet ind fra snoren bag hytten, og smuttet på under ærmeløs grå hættetrøje og får mig til at gyse lidt.

Det blæser.
Andre menneskers håndklæder bliver holdt fast med pastelfarvede klemmer.

Nabokonen har en anden fleece på end i går. Den i dag er lyserød. Hun pakker lidt ud, tror jeg. Perlehvid skoda favorit. Nyvasket. Sikkert også hendes fleece. Den i går var koksgrå, og stod fint til det leopardprikkede tørklæde.

Manden er dukket frem nu. Furet ansigt, farvet af cigaretten i hånden. Klapstol i skyggen og nok også læ. Om lidt kommer hun ud med filterkaffe i en dueblå plastikkop. Sort.
Solen maser sig igennem vinden og håndklæder på snore. Min neglelak skaller. Der var ellers sølvglitter på. Nærmest upassende.

Ubarberede mennesker på vej efter brød og mere tid sikkert også.

Der er et kryds på himlen.
Find skatten.

I natten

Hun var blond, på den måde man er, når det enten er et naturligt lykketræf, eller har kostet en formue. Smukke træk og ung, tæt hud. Foran sig på bordet under spejlet stod en taske. Makeup pensler og pudder. Næsetip mattet og øjne tegnet op. Mere og mere på.

Der var høje maghonibeklædte paneler og reoler med bøger til pynt. Udelukkende til pynt, for vi var der ikke forat læse, hende og jeg. Eller nogen af de andre.

Der var lædersofaer og lænestole med puf, og dæmpet belysning kun brudt af lazermønstret på væggen, i den ende hvor der kunne danses. Hvis man ville.

Og barer spredt i labyrinten af væltede vægge og bærende søjler. Billige coctails og Dry Martini for sølle 80 kroner, som man skulle mase sig gennem menneskemængden for at betale for, hos den ellers rigtig venlige bartender.

Men klokken var så mange, at virkeligheden var tværet ud, og der stod hun; hen over det lille bord foran spejlet på det maghonibeklædte dametoilet, og prøvede med maniske hænder og dyr makeup, at ligne noget hun hellere ville være, end det hun var.

“Du er smuk nok”, prøvede jeg (moderligt, gud fri mig og undskyld).
“Tak.. men kender du det, der er visse dage hvor man bare ikke synes det virker uanset hvad man gør?”

Hun vendte sig mod mig, med dybblå øjne under tykke bløde vipper. Rosenmund dækket af MAC og naturlig glød kvalt i conceiler.

“jo, men du ER virkelig smuk. For smuk til de fjolser der rager rundt derinde”,
“tak.. det betyder meget at vide”,
smilede hun med perletænder og lige nok ibenholdt i blikket, til at jeg kunne se at det var løgn. Vi smilede begge et kvart my af evigheden med hver vores grund.

Og jeg tørrede mine hænder og gik.

Vi er et andet sted

Vi ender et andet sted, når vi slipper taget i grene og lader os drive med strømmen. Visse steder er bredden så stejl at det er umuligt at kravle op, andre steder bliver man filtret ind i dyng, så man selv med armene over hovedet bare bliver hvor man er. Fastholdt af grumset viljesvigt så man næsten ønsker at man kunne synke til bunds og drukne i brunt mudder.

Men vi drukner ikke før det er på tide. Alle dem med brune bånd skal op. Sørgebind om livet. Padler gispende, uden at opdage at strømmen hverken er rivende, eller vandet dybt. Det er i hovedet, jojo.

Sandheden er i hvem der ser, og jeg slap grenen for at kunne flyde lidt længere ned. Nu er jeg der hvor bredden er stejl, og jeg kan ikke gøre andet end at læne mig tilbage og flyde videre med. Til gengæld kan jeg kigge op og se himlen. Se, himlen! Den er blå, selvom de lovede regn. Og skyerne former sig efter mine tanker, og driver mod uendeligheden i florlette lag.

Vi ender et andet sted, hvis vi tænker over. Tænker til. Tænder til. På. Og holder fast eller giver slip, det betyder intet, vidste du det?

Jeg havde engang et blåt mærke fra rebet du bandt mig med. På anklen, af alle steder, det skulle man ikke have troet, vel? Men det fik mig til at drive ud på midten hvor strømmen var stærkest. Måske fordi du trak i rebet, måske fordi vi ikke så op, men bare ind. Vi ender et andet sted, du og jeg. Vi er der allerede, og vandet er ikke i ro. Mere.

i jord

Jeg har lagt kartofler i dag. Måske det er for sent, måske det er for tidligt, det aner jeg ikke og slet heller ikke om det er på tide og har betydning. Men nu ligger de der. Og salat. Det er hvertfald for tidligt, for jorden er kold og våd og kun det sidste går, når det handler om iceberg. Tilgengæld har jeg forspiret en stak i mit marmorsorte køkkenvindueskarm, ved siden af basilikum, timian og rosmarin, der strækker sig efter solen.

Og spinat, men det er en anden historie, der ikke er fra i dag. Kronologien er vigtig, ved du. Vi må kravle før vi kan flytte os ud i lyset. Eller låne en motorsav, en stige og en trailer at køre det væk på. Det, der skygger.

Men nu skinner solen helt af sig selv, så hvad var det vi bekymrede os over? Ud over en kartoffelhøst ude i nogens fremtid?

Jeg skal huske gødning til mine roser og mælk i min kaffe.

.. .

Mellemrummene taler. Råber op om omtanke, eftertanke. Subtile pauser og dybe indåndinger og engle der bevæger sig gennem rum.

Men hvad hvis de bare er steder noget er fjernet, eller klippet ind? Hvad hvis de er manglende korrektur, overset sjusk og opmærksomhedssvigt?

Er det, de fortæller så bare løgn?

Ping pong

Vi drømmer rester af dage,
vi drømmer floder af lys.

Vi dømmer det vi gjorde,
vi dømmer drømme om lys.

Vi river virkeligheden på stål
og grove grøntsager på vilje alene.

Frostfrit

Den dag hun købte den, fulgte den med en blomst. Jeg tror det var en rose, eller en orkide. Måske det var en lyserød azalea, jo det tror jeg det var. Smuk var den uanset. Og passede så godt til krukken, at hun købte den med. “pas på, den er meget skrøbelig”, sagde damen i butikken, der er den, der ligger i Lyngby på hovedgaden, lige ved siden af cafeen. Du ved. “Den tåler ikke frost”.Nej. Det er der ting, der ikke gør.

(Det var ikke fordi der var nogen i huset, men det føltes bare som om der var. Knirken hvor der burde være tyst, og hvislen i gardiner, der hang stille ned. Der var virkelig intet at ligge vågen over, men alligevel sitrede luften. Eller det bildte hun sig ind, den nat hun ikke kunne sove. Hvad pokker siger man ellers? Jeg kunne ikke sove fordi jeg bildte mig IND, at der var noget, eller jeg kunne ikke sove fordi der VAR noget i huset. Den der ler sidst har overset det værsentlige.)

Da hun kom hjem, gled den fra hende; krukken. Den ramte gulvet med en lyd, der fik den til at flække i to. Eller også var det slaget.

Hun limede den, og tørrede vand op, indtil Azaleaen holdt op med at sætte blomster.

 

Til april

Der pibler små dråber ud
mellem det vi ser,
og ud
mellem det vi gør

De lægger sig på din hud
glitrer fra blade på blomster
der strækker sig i lyset af april

De reflekteres i smilet fra en fremmed
i latteren fra et forbipasserende barn
fordobles i vandpytter og fortællinger om tid

De spejler sig i stemmen fra en mor
og et nik fra en mand med kasket

Skælver i skyggen fra en pilende kat
og flimmeret fra et vågnende træ
sitrer kølighvidt i et vindpust

Lander på min hånd, mine læber og i mit hår.

Der pibler dråber ud
mellem os
af lykke

Perlemor

Alting bliver foldet pænt sammen. Kanter møder kanter, karkluden ender i præcise firkanter og lægges ved køkkenvasken, så den flugter med bordkanten. Krummer fejes op før de rammer gulvet, og der er blomster i små vaser. Friske blomster, i frisk vand.

Hænderne er lange og slanke, og engang var de smukke, nu er huden plettet og gennemsigtig. Arme og ben nærmest skrøbelige i længden, som om de vil briste af knogleskørhed om nogle år. Fingerneglene buede og filet til, så de ender i en lille perlemorslyserød spids. De ryster lidt, hænderne. Sitrer nærmest. Nervøse ticks som går igen i mundvigen.

Øjnene er altid blide. Der er ingen bebrejdelser her. Måske et lille suk, af og til, men aldrig vrede, aldrig besk bitterhed eller skuffet skulen. Bare blid omfavnelse af de ændringer, der er sket; de der kommer og det, der aldrig blev.

Og alting bliver foldet så fint sammen. Som om det var vigtigt, men det er det måske også.