The winner takes it all

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det.

Jeg løb Eremitageløb i går. Uden at have trænet op til det, og (derfor måske) uden at slå min egen rekord. Rent faktisk tror jeg at jeg løb i dårligste tid nogensinde. Men se, jeg er faktisk ret tilfreds.

Tilfreds med at jeg løb det, tilfreds med at jeg nød det og tilfreds med at jeg så mere op under løbet, end de utallige gange jeg har løbet det, for at igen slå mig selv.

Og ja, jeg er selvfølgelig også tilfreds med, at jeg kan løbe 13,3 km uden at have gjort noget særligt for det, fordi jeg jo så alligevel formår at holde en fin grundform, selvom jeg benhårdt prioriterer mine børn og min balance, frem for at nå (mere eller mindre arbitrære) mål og få status.

Det værste ved en halvdårlig tid er, at folk går ind og slår det op og ved det. Men du kan jo gå ind på din profil og ændre dit navn, så er det ikke nogen der ved at du løb en dårlig tid.

Hvad hvad hvad? Hvorfor? Hun løb Eremitagen i går, 12 minutter hurtigere end jeg. Alligevel er hun ikke tilfreds og græmmes tydeligvis mere ved min tid end jeg selv vil være ved at jeg gør. Fordi det for hende handler om at vinde. Noget. Ikke at løbe og se den smukke skov, ikke at klappe af det fjollede orkester, der stod halvvejs og spillede jazz, ikke at suge luften ind og se stakkels hjorte løbe i skjul. Men kun om at vinde.

Jamen, det handler ikke om at vinde, det handler om at være med. Hold nu din kæft Line, med dit post-stress frelse pis! Det er sgu da endorfin-kicket der kommer ved opnåelsen af mål, det er adrendalinjunkiernes trip, det er been there, done that.T-shirts und alles. I flere farver endda.

Der er for helvede 15.000 deltagere og kun ganske få der vinder præmier til at tage med hjem. Det andet er inden i os selv op mod os selv, eller værst (hej, jeg hedder Line, jeg er pisse frelst); op mod hvad andre tænker og tror.

Men måske det, der irriterer mig mest er, at jeg selv stadig et sted tænker det samme, men taber på så mange baner lige for tiden, at hvis jeg begynder at tage det ind i ligningen, ender på et facit jeg ikke kan bruge til andet end at slå mig på.

 

Overvejende godt

Nu med handlingsplan. Det er overvejende godt. Jeg får ikke længere tics ved at åbne forældreintra, for konflikterne på skolen er forsvundet med ét slag. Måske. Det ligner det, set herfra, og uanset hvad der sker derovre, så giver det ikke ubehagelige henvendelser på skoleintra.

I går blev ungen blev træt efter 1 1/2 times bowling (gudfrimigvel). Ikke sært at han også blev træt, vi blev alle trætte dér. Larm og mylder. Han bliver det bare på den måde hvor hans hoved begynder at dreje rundt og der kommer grøn galde ud af mund. Verbal grøn galde.

Jeg mitigerer så jeg er ved at flække på langs. Stiller mig mellem børn, så ingen af dem  antænder. Uddeler røfler og taler væk fra emner. Reparerer det sagte og glatter ud på det gjorte. Og tørrer galder op fra møbler og gulve.

Men det er overvejende godt, det der sker nu; og jeg bilder mig ind at hovedet ikke drejer rundt så tit mere, og han nikker og tager snakken ind, når jeg vender det hele med ham bagefter. Men måske jeg bare er blevet blind.

Flirt

Jeg er stadig så meget til fals for smiger, at jeg føler mig ualmindelig vigtig og væsentlig, når jeg bliver kontaktet af en headhunter, der siger noget a la “Vi spurgte i vores netværk og dit navn kom op”.

Ligesom i gamle dage (jojo), da mænd så efter mig på gaden, hvor sansynligheden for, at der var et match og en mulighed var lille, men hvor alene dét, at det de så, var interessant nok, til at dreje hovedet, gav et lille pift af, at være noget værd.

men jeg ved, jeg har ret

Jeg bliver bange, når jeg ser de andre falde. Bange for de vrag vi bliver, bange for stigmatiseringen, bange for serier af sidespor på hovedstrømmen, hvor der kun er plads til de blinde, de ensidede eller de, der endnu ikke, har smagt vejens grus. 

Bange på alles vegne og det samfund vi bliver til, hvor vi ender som krøblinge, fordi vi ville det hele og fordi vi troede, man var svag, hvis ikke man kunne gabe over det samtidig.

Bange for min egen utilstrækkelighed, og for at den indsigt jeg er blevet givet, mens jeg åd grus, mister sin værdi, hvis fællesskabet mener noget andet er mere væsentligt og af stor betydning.

Jeg mærker is i mine knogler, når jeg hører om lederes takling af stressramte medarbejdere og jeg føler mig ond og usund når jeg et sted i en lille snavset afkrog af mit sind, håber en lille smule på at visse af dem selv vil vågne med grus i munden en dag.

For det er måske den eneste måde at lære det på.

Spejl

Hun stod i en krog i en mur. Et indadvendt hjørne midt på vejen hjem. Med ryggen til og skal jeg være ærlig er jeg ikke sikker på om hun VAR en hun, men der var noget ved netop ryggen og bredden over lænden der fik mig til at tænke kvinde. Jeg ved ikke hvad hun tænkte, men hun stampede i jorden som prøvede hun at gå videre ind i murstenene. Som om hun ikke havde opdaget at vejen endte blindt.

Forskellen på hende og visse af de, jeg lige havde forladt i glastårnet, var ikke så stor som man skulle tro.

Jeg bilder mig ind at jeg ikke selv gør det samme.

Mere.

Nærmest nøgen

Søndag eftermiddag i Dyrehaven. Efterårsfarver på vej, løbere og familier med børn på hjul. Cowboybukser og en tyk trøje. Søndagshår og ingen makeup. Det var jo bare os to. Mig, og så ham, jeg skal dele resten af mit liv med. Og en kulisse af folk uden om.

Først da jeg så ham, manden fra mit professionelle liv; tænkte jeg at han ikke burde kunne kende mig. Men han så mig og smilede, på den måde han plejer at hilse, når vi mødes på gangene i glastårnet eller til møder om noget, vi qua vores forskellige jobs i forskellige virksomheder er professionelt uenige om. Som regel. Og jakkesæt, slips og den feminine dittoversion.

Det spøjse er hvor meget det gik mig på, lige dér i skoven; at jeg ikke havde makeup på. Spøjst som skønhed fylder meget, og spøjst som et bart ansigt føles nøgent. Stadigvæk.

Tid og sted

Drømmen er så let at danse med

Det var så nemt at være anonym. Så rart beskyttet, så befriende endelig at kunne sige hvad jeg tænkte, endelig kunne råbe gemte følelser ud og højt og trykke publish så hele verden kunne se.
Mig.

du ka selv bestemme tid og sted

Måske fordi jeg så længe havde måttet være en anden, når jeg var derude hvor virkeligheden snitter skiver af selvværd, hvor det man rammes af, føles for ægte til at kunne bæres.

og hva du end gør,

Måske fordi min overlevelssstrategi havde været at skjule den jeg var og i stedet ligne den jeg gerne ville være, og den, jeg regnede med verden hellere ville se.

så gør du ikke noget,

Så jeg råbte og skrev. Græd og udleverede, lagde de detaljer, jeg end ikke fortalte de nærmeste, derud hvor en masse andre lige så anonyme, læste og græd og lo og delte med.

som ikk’ kan gøres om

Og jeg endte med at være mere mig på skrift, end nogensinde ude på den anden side, og ingen på den anden side vidste nogensinde hvad jeg kunne med ord.

Og drømmen er ikke altid let at danse med

Det var sikkert det, der skulle til dengang.

til sidst vil den bestemme tid og sted

Men et sted mellem det hele, begyndte jeg at savne mig selv når jeg ikke var inde i hende der skrev. Jeg savnede at verden vidste det om mig, som væsenerne i cyberspace vidste. Jeg savnede at cyberspace vidste det, som den virkelige verden vidste.

og hva der end sker,

Og jeg knækkede, måske fordi kløften mellem den jeg var og den jeg prøvede at være, blev for tydelig og aldrig blev lukket helt. (Måske også fordi en masse andet, men i sammenhængen er den del ikke væsentlig.)

så sker der ikke noget,

Så nu er jeg her. På noget der ikke er ‘Annas’ eller ‘Acqs’ men mit. Mig, Line; der slet ikke starter med A. Der er den samme som før, men så mange gange rundt i spiralen, at jeg nu godt tør. Mere. Og så mange gange rundt i manegen, at jeg er så meget klogere at jeg nu vælger at stå ved. Mig.

før du vågner op

Godmorgen.

 

tak til TV2 for smukhed i ord

I mellemtiden er hun blevet usynlig.

Ikke forsvundet fra verden, vorherre bevares (i fald han findes), hun er her stadig og lever det liv hun nu engang har valgt. Trækker vejret regelmæssigt for det meste. Slår med nakken eller dukker selvsamme, afhængig af hvem hun ser for sig. Står op og smører madpakker. Binder snørebånd og klipser det lille kort med det dårlige foto, fast i bukselommer eller hvad hun nu har at gøre godt med. Nogen gange er det ingenting, så bærer hun det i hånden og glemmer det på skriveborde. Men det finder altid tilbage. Så jo, hun findes stadig. Lever, ler og leger også af og til. Selvom det er sjældent, det sidste.

Men stemmen er væk. Sangene, der lød ned af øde gader; der lokkede hundredvis, tusindvis af rotter ud under kloakker og nedløbsrør, og hen på fortovet foran hendes lille imaginære hus, er stoppet, som nogen havde sat en klud i halsen på hende. Selv den piblende smerte, der af og til (og lidt for ofte, til de flestes smag) var kilden til al herligheden, er tørret ind, og der er kun de gamle ar at brygge på, og selv dén historie har mistet sin pragt, af at blive fortalt for meget.

Og sangen var alt hvad hun var, dengang. Sangen var hendes liv, sangen var hendes farve, hendes lys og hendes grund.

Så nu er hun blevet usynlig. Falmet væk under overskrifterne og glemt af rotter, der skal fodres, for at blive ved med at komme tilbage; og nogen gange, når hun hører de andres sange, savner hun at det er hende de kommer for.

Men for det meste er usynlig godt.

Jeg er ved at lægge en kant. En rand, der rammer det vilde ind og stopper kaos. Små chaussésten købt i Silvan, på række, ned i jorden, dér hvor græsset skal stoppe og bedet starte. Hakket rent med en spade, eller skåret med den lille urtekniv, der er bedre end den er dyr.

Det havde sikkert været billigere pr sten, at købe en palle, en kasse, eller en mindre container. Men det kræver, at der er en plan med en tidsramme og nogen, der udfører den. Og der er ingen planer i min have, ingen tidsrammer og ingenting jeg skal udføre. Men alligevel når jeg alt, og når mørket falder på  i fugtmættede august aftener; har jeg evigheden tilbage, til at nå alt det, der er resten i.

Skyer

Og så sidder vi her. På kanten af søndag, med hverdagen pressende på, hen over husryggen, hvor skyerne langsomt glider forbi, mens solen gilder om på den  anden side af jorden. Eller omvendt. Smukt, er det uanset.
Himlen, altså, ikke hverdagen. Ikke helt.

Her er stille. Svag summen fra biler på en vej, og nogen, der synger på den anden side af husryggene. Minder mig om manden på cyklen, der altid sang, når han kørte gennem kvarteret. Det er længe siden, jeg har hørt ham, og jeg håber mest, at hans vej bare er en anden nu, ikke at han er holdt op, med at synge når han cykler.

Kulden kryber op om mine ben og sikkert også lidt dug på en myre.

Hvad det var jeg ville er glemt i ukrudt og solvarme sten. Sløvende hvedeøl og børn der skændes over noget, der heller ikke dér føltes vigtigt nok.

Ingenting, tror jeg. Andet end at afspejle lyset fra himlen, inden det er for sent.