Nærmest nøgen

Søndag eftermiddag i Dyrehaven. Efterårsfarver på vej, løbere og familier med børn på hjul. Cowboybukser og en tyk trøje. Søndagshår og ingen makeup. Det var jo bare os to. Mig, og så ham, jeg skal dele resten af mit liv med. Og en kulisse af folk uden om.

Først da jeg så ham, manden fra mit professionelle liv; tænkte jeg at han ikke burde kunne kende mig. Men han så mig og smilede, på den måde han plejer at hilse, når vi mødes på gangene i glastårnet eller til møder om noget, vi qua vores forskellige jobs i forskellige virksomheder er professionelt uenige om. Som regel. Og jakkesæt, slips og den feminine dittoversion.

Det spøjse er hvor meget det gik mig på, lige dér i skoven; at jeg ikke havde makeup på. Spøjst som skønhed fylder meget, og spøjst som et bart ansigt føles nøgent. Stadigvæk.

Tid og sted

Drømmen er så let at danse med

Det var så nemt at være anonym. Så rart beskyttet, så befriende endelig at kunne sige hvad jeg tænkte, endelig kunne råbe gemte følelser ud og højt og trykke publish så hele verden kunne se.
Mig.

du ka selv bestemme tid og sted

Måske fordi jeg så længe havde måttet være en anden, når jeg var derude hvor virkeligheden snitter skiver af selvværd, hvor det man rammes af, føles for ægte til at kunne bæres.

og hva du end gør,

Måske fordi min overlevelssstrategi havde været at skjule den jeg var og i stedet ligne den jeg gerne ville være, og den, jeg regnede med verden hellere ville se.

så gør du ikke noget,

Så jeg råbte og skrev. Græd og udleverede, lagde de detaljer, jeg end ikke fortalte de nærmeste, derud hvor en masse andre lige så anonyme, læste og græd og lo og delte med.

som ikk’ kan gøres om

Og jeg endte med at være mere mig på skrift, end nogensinde ude på den anden side, og ingen på den anden side vidste nogensinde hvad jeg kunne med ord.

Og drømmen er ikke altid let at danse med

Det var sikkert det, der skulle til dengang.

til sidst vil den bestemme tid og sted

Men et sted mellem det hele, begyndte jeg at savne mig selv når jeg ikke var inde i hende der skrev. Jeg savnede at verden vidste det om mig, som væsenerne i cyberspace vidste. Jeg savnede at cyberspace vidste det, som den virkelige verden vidste.

og hva der end sker,

Og jeg knækkede, måske fordi kløften mellem den jeg var og den jeg prøvede at være, blev for tydelig og aldrig blev lukket helt. (Måske også fordi en masse andet, men i sammenhængen er den del ikke væsentlig.)

så sker der ikke noget,

Så nu er jeg her. På noget der ikke er ‘Annas’ eller ‘Acqs’ men mit. Mig, Line; der slet ikke starter med A. Der er den samme som før, men så mange gange rundt i spiralen, at jeg nu godt tør. Mere. Og så mange gange rundt i manegen, at jeg er så meget klogere at jeg nu vælger at stå ved. Mig.

før du vågner op

Godmorgen.

 

tak til TV2 for smukhed i ord

I mellemtiden er hun blevet usynlig.

Ikke forsvundet fra verden, vorherre bevares (i fald han findes), hun er her stadig og lever det liv hun nu engang har valgt. Trækker vejret regelmæssigt for det meste. Slår med nakken eller dukker selvsamme, afhængig af hvem hun ser for sig. Står op og smører madpakker. Binder snørebånd og klipser det lille kort med det dårlige foto, fast i bukselommer eller hvad hun nu har at gøre godt med. Nogen gange er det ingenting, så bærer hun det i hånden og glemmer det på skriveborde. Men det finder altid tilbage. Så jo, hun findes stadig. Lever, ler og leger også af og til. Selvom det er sjældent, det sidste.

Men stemmen er væk. Sangene, der lød ned af øde gader; der lokkede hundredvis, tusindvis af rotter ud under kloakker og nedløbsrør, og hen på fortovet foran hendes lille imaginære hus, er stoppet, som nogen havde sat en klud i halsen på hende. Selv den piblende smerte, der af og til (og lidt for ofte, til de flestes smag) var kilden til al herligheden, er tørret ind, og der er kun de gamle ar at brygge på, og selv dén historie har mistet sin pragt, af at blive fortalt for meget.

Og sangen var alt hvad hun var, dengang. Sangen var hendes liv, sangen var hendes farve, hendes lys og hendes grund.

Så nu er hun blevet usynlig. Falmet væk under overskrifterne og glemt af rotter, der skal fodres, for at blive ved med at komme tilbage; og nogen gange, når hun hører de andres sange, savner hun at det er hende de kommer for.

Men for det meste er usynlig godt.

Jeg er ved at lægge en kant. En rand, der rammer det vilde ind og stopper kaos. Små chaussésten købt i Silvan, på række, ned i jorden, dér hvor græsset skal stoppe og bedet starte. Hakket rent med en spade, eller skåret med den lille urtekniv, der er bedre end den er dyr.

Det havde sikkert været billigere pr sten, at købe en palle, en kasse, eller en mindre container. Men det kræver, at der er en plan med en tidsramme og nogen, der udfører den. Og der er ingen planer i min have, ingen tidsrammer og ingenting jeg skal udføre. Men alligevel når jeg alt, og når mørket falder på  i fugtmættede august aftener; har jeg evigheden tilbage, til at nå alt det, der er resten i.

Skyer

Og så sidder vi her. På kanten af søndag, med hverdagen pressende på, hen over husryggen, hvor skyerne langsomt glider forbi, mens solen gilder om på den  anden side af jorden. Eller omvendt. Smukt, er det uanset.
Himlen, altså, ikke hverdagen. Ikke helt.

Her er stille. Svag summen fra biler på en vej, og nogen, der synger på den anden side af husryggene. Minder mig om manden på cyklen, der altid sang, når han kørte gennem kvarteret. Det er længe siden, jeg har hørt ham, og jeg håber mest, at hans vej bare er en anden nu, ikke at han er holdt op, med at synge når han cykler.

Kulden kryber op om mine ben og sikkert også lidt dug på en myre.

Hvad det var jeg ville er glemt i ukrudt og solvarme sten. Sløvende hvedeøl og børn der skændes over noget, der heller ikke dér føltes vigtigt nok.

Ingenting, tror jeg. Andet end at afspejle lyset fra himlen, inden det er for sent.

Sprialtegn. Eller bare en dør.

Livet er en spiral. Rundt og rundt og tilbage samme sted hvor vi var lige før, uden at det helt ligner alligevel. Udsvingene er så store som vi kan rumme dem, eller som vi tror de kan være, eller som tilfældighederne byder. Men sjældent hverken større eller mindre.

Og måske skal man tvinges til at glo på sine fejltrin, hudafskrabninger eller hvad, der lignede dybe sår, lige netop længe nok, til at de ikke længere gør ondt og ikke længere betyder noget. For nogen.

Bare fordi noget ligner en dør, behøver det ikke være det.

 

 

Lydløs kaffe

To fly har tegnet et kryds på himlen henover. Find skatten.

Lydløs kaffe, og en lidt fugtig bluse lige revet ind fra snoren bag hytten, og smuttet på under ærmeløs grå hættetrøje og får mig til at gyse lidt.

Det blæser.
Andre menneskers håndklæder bliver holdt fast med pastelfarvede klemmer.

Nabokonen har en anden fleece på end i går. Den i dag er lyserød. Hun pakker lidt ud, tror jeg. Perlehvid skoda favorit. Nyvasket. Sikkert også hendes fleece. Den i går var koksgrå, og stod fint til det leopardprikkede tørklæde.

Manden er dukket frem nu. Furet ansigt, farvet af cigaretten i hånden. Klapstol i skyggen og nok også læ. Om lidt kommer hun ud med filterkaffe i en dueblå plastikkop. Sort.
Solen maser sig igennem vinden og håndklæder på snore. Min neglelak skaller. Der var ellers sølvglitter på. Nærmest upassende.

Ubarberede mennesker på vej efter brød og mere tid sikkert også.

Der er et kryds på himlen.
Find skatten.

I natten

Hun var blond, på den måde man er, når det enten er et naturligt lykketræf, eller har kostet en formue. Smukke træk og ung, tæt hud. Foran sig på bordet under spejlet stod en taske. Makeup pensler og pudder. Næsetip mattet og øjne tegnet op. Mere og mere på.

Der var høje maghonibeklædte paneler og reoler med bøger til pynt. Udelukkende til pynt, for vi var der ikke forat læse, hende og jeg. Eller nogen af de andre.

Der var lædersofaer og lænestole med puf, og dæmpet belysning kun brudt af lazermønstret på væggen, i den ende hvor der kunne danses. Hvis man ville.

Og barer spredt i labyrinten af væltede vægge og bærende søjler. Billige coctails og Dry Martini for sølle 80 kroner, som man skulle mase sig gennem menneskemængden for at betale for, hos den ellers rigtig venlige bartender.

Men klokken var så mange, at virkeligheden var tværet ud, og der stod hun; hen over det lille bord foran spejlet på det maghonibeklædte dametoilet, og prøvede med maniske hænder og dyr makeup, at ligne noget hun hellere ville være, end det hun var.

“Du er smuk nok”, prøvede jeg (moderligt, gud fri mig og undskyld).
“Tak.. men kender du det, der er visse dage hvor man bare ikke synes det virker uanset hvad man gør?”

Hun vendte sig mod mig, med dybblå øjne under tykke bløde vipper. Rosenmund dækket af MAC og naturlig glød kvalt i conceiler.

“jo, men du ER virkelig smuk. For smuk til de fjolser der rager rundt derinde”,
“tak.. det betyder meget at vide”,
smilede hun med perletænder og lige nok ibenholdt i blikket, til at jeg kunne se at det var løgn. Vi smilede begge et kvart my af evigheden med hver vores grund.

Og jeg tørrede mine hænder og gik.

Vi er et andet sted

Vi ender et andet sted, når vi slipper taget i grene og lader os drive med strømmen. Visse steder er bredden så stejl at det er umuligt at kravle op, andre steder bliver man filtret ind i dyng, så man selv med armene over hovedet bare bliver hvor man er. Fastholdt af grumset viljesvigt så man næsten ønsker at man kunne synke til bunds og drukne i brunt mudder.

Men vi drukner ikke før det er på tide. Alle dem med brune bånd skal op. Sørgebind om livet. Padler gispende, uden at opdage at strømmen hverken er rivende, eller vandet dybt. Det er i hovedet, jojo.

Sandheden er i hvem der ser, og jeg slap grenen for at kunne flyde lidt længere ned. Nu er jeg der hvor bredden er stejl, og jeg kan ikke gøre andet end at læne mig tilbage og flyde videre med. Til gengæld kan jeg kigge op og se himlen. Se, himlen! Den er blå, selvom de lovede regn. Og skyerne former sig efter mine tanker, og driver mod uendeligheden i florlette lag.

Vi ender et andet sted, hvis vi tænker over. Tænker til. Tænder til. På. Og holder fast eller giver slip, det betyder intet, vidste du det?

Jeg havde engang et blåt mærke fra rebet du bandt mig med. På anklen, af alle steder, det skulle man ikke have troet, vel? Men det fik mig til at drive ud på midten hvor strømmen var stærkest. Måske fordi du trak i rebet, måske fordi vi ikke så op, men bare ind. Vi ender et andet sted, du og jeg. Vi er der allerede, og vandet er ikke i ro. Mere.

i jord

Jeg har lagt kartofler i dag. Måske det er for sent, måske det er for tidligt, det aner jeg ikke og slet heller ikke om det er på tide og har betydning. Men nu ligger de der. Og salat. Det er hvertfald for tidligt, for jorden er kold og våd og kun det sidste går, når det handler om iceberg. Tilgengæld har jeg forspiret en stak i mit marmorsorte køkkenvindueskarm, ved siden af basilikum, timian og rosmarin, der strækker sig efter solen.

Og spinat, men det er en anden historie, der ikke er fra i dag. Kronologien er vigtig, ved du. Vi må kravle før vi kan flytte os ud i lyset. Eller låne en motorsav, en stige og en trailer at køre det væk på. Det, der skygger.

Men nu skinner solen helt af sig selv, så hvad var det vi bekymrede os over? Ud over en kartoffelhøst ude i nogens fremtid?

Jeg skal huske gødning til mine roser og mælk i min kaffe.