blablabla

Mit løbeur havde afladt sig selv og selvom det lå i laderen og selvom der stod “Oplader..” hen over displayet, så faldt den %, der stod lige bagefter. 8%. 7%. 0%, da jeg havde fået løbetøjet på og egentlig var klar.

Ruskede lidt i den lille dims, fugtede den med lidt spyt, så strømmen kunne løbe, og sidder nu her i løbetøj og handlingslam, mens den langsomt vågner op.

5%

Det blæser og der triller små sten ned fra taget. Sikkert rester fra nedrivning og opmuring af ny skorsten. Dyrt. Er jeg kæk, siger jeg noget om at det koster en tur til Thailand, men det er bare smartness, for der var ingen tur til Thailand i nogens rigtige planer, for den slags kræver, ud over 50-80 af de store efter skat, feriedage og børn der vil. Hvis ellers vi allesammen skal.

15%

Det er ikke det, der er den nemme del. Det med om vi allesammen skal og allesammen vil det samme. For nogen er 10-12 timers flyvetur et mørke af ukendthed, som man nok hellere må holde sig fra.

18%

Pyt. Nu er pengene lagt i mursten oppe under himlen, og mon ikke 25% er nok til at jeg kan nå rundt om mosen?

Uinspireret

Her er stille. Jeg har spist en rugklap med fiskefrikadelle, bestilt madvarer til levering mellem 16 og 17 i morgen, og set et program om nudging. De talte om vaner og om hvordan man ændrer dem, ved at gøre det rigtige valg nemt.

Mit liv er anderledes nu, end det var engang. Ikke på en dårlig måde, bare anderledes. Jeg kan mærke, at jeg er træt når jeg er det, det er måske noget af det. Det gør vitterligt ikke noget, at der er ændret, det er fint; bare sært at pludselig se op, og opdage, at man ikke er der, hvor man troede man var.

Nudge. Tag det valg vi gerne vil have dig til. Sæt det sunde forreste, så det er nemmere at nå.

Uinspireret men jeg  har ti minutter der skal skrives ned. De er gået om lidt, og et komma hvor der mangler.

Jeg læser om forhandlingsmetodik og teori, og ser ikke meningen bag ordene eller glæden i dybderne. Ser slet ikke dybderne hvis ellers de er der, og heller ikke alle ordene.

De er der dog. Noget fylder på det hvide flimmer.

 

..

og så drikker man kaffe fordi
der ikke er andet til
at afbryde

Rod

Enderækkehuset i kæden min er til salg. 4,6 millioner kroner og sikkert solgt, på et par uger. Mit hus skal ikke sælges, men jeg trænger til fornyelse. Lurede boligsidens billeder af deres stue, og flyttede inspireret rundt, klokken lidt over sent i går aftes, og trak egenhændigt sofaen hen over gulvet, for at få på plads.

Mine kolleger med de pæne nederdele fortæller om deres børns Halloween i går. Selv blev jeg hjemsøgt af små monstre i dynejakker, der højlydt diskuterede strategien for at øge udbyttet, mens jeg hældte slik op i deres krøllede poser. Den sidste der kom var en 14-årig knægt, der ikke var klædt ud, men lidt genert fik fremstammet et ”slik eller ballade” og fik sine 5 vingummier. Grådige børn eller os, der skaber behovet?

Jeg har stadig ting til salg, der fylder op i det hjørne af min stue, der nu ikke længere er et hjørne. Jeg vil hellere være derhjemme og rydde det op, end her og forberede megavendor forhandlinger. Rod avler handling, tydeligvis.
Eller blot distraktion fra dét, der er vigtigt.

i jord

Jeg har lagt kartofler i dag. Måske det er for sent, måske det er for tidligt, det aner jeg ikke og slet heller ikke om det er på tide og har betydning. Men nu ligger de der. Og salat. Det er hvertfald for tidligt, for jorden er kold og våd og kun det sidste går, når det handler om iceberg. Tilgengæld har jeg forspiret en stak i mit marmorsorte køkkenvindueskarm, ved siden af basilikum, timian og rosmarin, der strækker sig efter solen.

Og spinat, men det er en anden historie, der ikke er fra i dag. Kronologien er vigtig, ved du. Vi må kravle før vi kan flytte os ud i lyset. Eller låne en motorsav, en stige og en trailer at køre det væk på. Det, der skygger.

Men nu skinner solen helt af sig selv, så hvad var det vi bekymrede os over? Ud over en kartoffelhøst ude i nogens fremtid?

Jeg skal huske gødning til mine roser og mælk i min kaffe.