Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Pendul

Den evige balance mellem privat og personlig. Mellem at blive set og blive opdaget.

(kølig sommerluft på migræne hud. Burde stikker. Overspringshandlingernes ladeplads.)

De unge bruger polarid kameraer og synes det er sjovt. Måske vi skal tilbage til papir med en lås på.

Placebo

Fokusfikserende hjernemusik. Man kan sætte tid på, så den pinger meditationsagtigt til start og slut og gad vide om det er tankerne om det, der gør det ægte.

Homøopati på metaplanet. Hvis vi udvander nok, så ender det med at virke. Placebo er stærkere end, siger de kloge og de, der forsker i den slags. Fortynder du nok, har du ren placebo tilbage. Omvendt destillation.

Behøver vi at vide hvad det er, når bare det virker? Behøver vi at vide hvad det er, for at det virker?

Når jeg bliver stor vil jeg være hjerneforsker. Læse om neuroner, synapser og den elektrokemi, der skaber tanker og os. Når jeg bliver stor vil jeg lære alt om det vi er, når vi fortynder længe nok. Når vi zoomer ind. Elektriske impulser fra struktur til struktur. Og jeg vil lære, at vi er ingenting ud over impulser og komplicerede feedbacksystemer i hormonregulering og mangel på samme. Og placebo.

Fokusfikserende hjernemusk.

(Er jeg stor nok nu, mon?)

Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

Solpytter

Dagen er tiltaget med to timer og 34 minutter. Jeg har en app, hvor det står, så det er nok rigtigt. Lige her. Ikke på Skagen, hvor der klicheagtigt er hele to timer og 50 at fråse i, og heller ikke på Bornholm, hvor de må nøjes med 2t og 28. Minutterne er ikke relevante, men lyset er. Når jeg sidder på min tiltuskede kontorstol oppe under taget, rammer solen mig skråt på kinden sådan en tirsdag morgen.

Vi så et program om universets tilblivelse og død forleden, teenagerne, E og jeg. Alt er skabt af stjerne og dør i stjerner en dag, når minutterne er blevet lange nok. Min guldring er skabt af en døende stjerne for milliarder år siden, og ikke af den søde guldsmed nede på Søborg Hovedgade. Oprindeligt, altså. Pytter af ligegyldigheder, når man strækker tiden ud. Det var solen jeg kom fra, og den dør også en dag og måske den skaber guld, når den gør. Lige nu varmer den mig på kinden.

To timer og 34 minutter er nok til at der er lyst, når jeg kravler op under taget og kigger på de, der måske kan lide det vi gør, og undrer mig over dem, der ikke svarer på mine mails. Gammelt kollegialt venskab viser sin hule ryg. Jeg vil ikke mimre over at blive forsmået, det er bare mærkeligt slet ikke at svare. Jeg har nok misforstået noget professionel venlighed. Pyt.

 

 

Septembernegle

Mit tilløb er trægt. Op ad bakke, ned af grusbelagt, skridende underlag. Bremsende med hænder, fødder og røv. Knæ, hæle, støv, mudder. Knoldet underlag bumpende mod min kind.

Mine negle er knækkede, som de altid er i september. Sommermåneders kulørte kådhed, slider på strukturen og misfarver, før de spalter og knækker. Men de bliver lange igen om lidt, det ved jeg, for det plejer de.

Septembernegle mod imaginær tavle.

Før, da vinduet var åbent for at lukke stegeos ud, var der børn der skreg ude på vejen. I leg, gætter vi os til. Vedvarende høje skrig, i protest mod villakvarteres dæmpede aftenlys og mumlende stemmer. Eller også var nogen ved at slå dem ihjel, vi ved det ikke, men de var så længe om at dø, at vi lukkede vinduet igen, for at kunne høre os selv tænke.

Mit tilløb er trægt. Hvis nu jeg siger op til oktober, stopper jeg 1. december, og så er det jul og nemmere at gribe om end hvis det er nu og lige om lidt.

Det er fordi jeg er bange. Til dels. Hunderæd, angst og sådan. Alment gyldige følelser, når linen til faldskærmen kappes. Sikkerhedsnettet klippes op.

Men også nysgerrig. Hvad sker der på det møde, d. 21 september? Hvad er det, de aftaler?

Hvorfor jeg vil vente med at se det, fatter jeg ikke selv helt. Hvad rager det mig hvad de vil, for det bliver uden mig.

Træge tilløb, ned af bakke på grus man skrider i. Stop det nu, Line. Start det andet. Start resten af livet. Nu.

Hvornår bliver det magisk?

For det er jo det, vi venter på, ikke? Der hvor vi bliver trukket væk og op og ud. Der hvor vores bevidsthed udvider sig med et lille plop, og erkendelsen får verden til at se lidt mere grøn ud. Eller mere rød, eller blå eller hvad det nu er, vi kigger efter.

Når du har mediteret 60 timer er din hjerne ændret. Sagde en mand en gang til mig. Eller højt, mens jeg hørte det. Orv, tænkte jeg og forestillede mig det lille plop det ville give, når min hjerne ændrede frekvens i det 59sindstyvende minut af den 59sindstyvende time.

Men den slags forandringer er så langsomme at man først mærker dem, når de for længst er sket, og verden først er ændret. Ikke? Eller har jeg bare for vane at tage omvejene?