Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Pendul

Den evige balance mellem privat og personlig. Mellem at blive set og blive opdaget.

(kølig sommerluft på migræne hud. Burde stikker. Overspringshandlingernes ladeplads.)

De unge bruger polarid kameraer og synes det er sjovt. Måske vi skal tilbage til papir med en lås på.

Placebo

Fokusfikserende hjernemusik. Man kan sætte tid på, så den pinger meditationsagtigt til start og slut og gad vide om det er tankerne om det, der gør det ægte.

Homøopati på metaplanet. Hvis vi udvander nok, så ender det med at virke. Placebo er stærkere end, siger de kloge og de, der forsker i den slags. Fortynder du nok, har du ren placebo tilbage. Omvendt destillation.

Behøver vi at vide hvad det er, når bare det virker? Behøver vi at vide hvad det er, for at det virker?

Når jeg bliver stor vil jeg være hjerneforsker. Læse om neuroner, synapser og den elektrokemi, der skaber tanker og os. Når jeg bliver stor vil jeg lære alt om det vi er, når vi fortynder længe nok. Når vi zoomer ind. Elektriske impulser fra struktur til struktur. Og jeg vil lære, at vi er ingenting ud over impulser og komplicerede feedbacksystemer i hormonregulering og mangel på samme. Og placebo.

Fokusfikserende hjernemusk.

(Er jeg stor nok nu, mon?)

Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

Solpytter

Dagen er tiltaget med to timer og 34 minutter. Jeg har en app, hvor det står, så det er nok rigtigt. Lige her. Ikke på Skagen, hvor der klicheagtigt er hele to timer og 50 at fråse i, og heller ikke på Bornholm, hvor de må nøjes med 2t og 28. Minutterne er ikke relevante, men lyset er. Når jeg sidder på min tiltuskede kontorstol oppe under taget, rammer solen mig skråt på kinden sådan en tirsdag morgen.

Vi så et program om universets tilblivelse og død forleden, teenagerne, E og jeg. Alt er skabt af stjerne og dør i stjerner en dag, når minutterne er blevet lange nok. Min guldring er skabt af en døende stjerne for milliarder år siden, og ikke af den søde guldsmed nede på Søborg Hovedgade. Oprindeligt, altså. Pytter af ligegyldigheder, når man strækker tiden ud. Det var solen jeg kom fra, og den dør også en dag og måske den skaber guld, når den gør. Lige nu varmer den mig på kinden.

To timer og 34 minutter er nok til at der er lyst, når jeg kravler op under taget og kigger på de, der måske kan lide det vi gør, og undrer mig over dem, der ikke svarer på mine mails. Gammelt kollegialt venskab viser sin hule ryg. Jeg vil ikke mimre over at blive forsmået, det er bare mærkeligt slet ikke at svare. Jeg har nok misforstået noget professionel venlighed. Pyt.

 

 

Septembernegle

Mit tilløb er trægt. Op ad bakke, ned af grusbelagt, skridende underlag. Bremsende med hænder, fødder og røv. Knæ, hæle, støv, mudder. Knoldet underlag bumpende mod min kind.

Mine negle er knækkede, som de altid er i september. Sommermåneders kulørte kådhed, slider på strukturen og misfarver, før de spalter og knækker. Men de bliver lange igen om lidt, det ved jeg, for det plejer de.

Septembernegle mod imaginær tavle.

Før, da vinduet var åbent for at lukke stegeos ud, var der børn der skreg ude på vejen. I leg, gætter vi os til. Vedvarende høje skrig, i protest mod villakvarteres dæmpede aftenlys og mumlende stemmer. Eller også var nogen ved at slå dem ihjel, vi ved det ikke, men de var så længe om at dø, at vi lukkede vinduet igen, for at kunne høre os selv tænke.

Mit tilløb er trægt. Hvis nu jeg siger op til oktober, stopper jeg 1. december, og så er det jul og nemmere at gribe om end hvis det er nu og lige om lidt.

Det er fordi jeg er bange. Til dels. Hunderæd, angst og sådan. Alment gyldige følelser, når linen til faldskærmen kappes. Sikkerhedsnettet klippes op.

Men også nysgerrig. Hvad sker der på det møde, d. 21 september? Hvad er det, de aftaler?

Hvorfor jeg vil vente med at se det, fatter jeg ikke selv helt. Hvad rager det mig hvad de vil, for det bliver uden mig.

Træge tilløb, ned af bakke på grus man skrider i. Stop det nu, Line. Start det andet. Start resten af livet. Nu.

Hvornår bliver det magisk?

For det er jo det, vi venter på, ikke? Der hvor vi bliver trukket væk og op og ud. Der hvor vores bevidsthed udvider sig med et lille plop, og erkendelsen får verden til at se lidt mere grøn ud. Eller mere rød, eller blå eller hvad det nu er, vi kigger efter.

Når du har mediteret 60 timer er din hjerne ændret. Sagde en mand en gang til mig. Eller højt, mens jeg hørte det. Orv, tænkte jeg og forestillede mig det lille plop det ville give, når min hjerne ændrede frekvens i det 59sindstyvende minut af den 59sindstyvende time.

Men den slags forandringer er så langsomme at man først mærker dem, når de for længst er sket, og verden først er ændret. Ikke? Eller har jeg bare for vane at tage omvejene?

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Lige indtil der dukkede et op, der ikke kunne bruges. Hvad gør man så? Sletter? Skriver om til uigenkendelighed eller digter net af virkelige spøgelser på?

Genkendeligheden gør angst. Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Hvor ville du tage hen, for de penge du fik for de solgte møbler? Hvor ville du strande med din banale drøm, hvor ville din forfængelighed slå dig i gulvet?

Bitre mønsterspydighed.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

(nu)

til tid og skyer på himlen

“nå, så fik vi booket en nytårsrejse”

Frokostsmalltalk i kantinen med langt til loftet. Udenfor var der en fugl, der fangede en myg i luften. Himlen var novembergrå som bygningen på den anden side af den lille park, og gruset på stien mellem træerne. Afstemt, diskret elegance. Beton, stål og glas.

“Vi fandt et sted med temperaturer høje nok til at kunne ligge ved poolen, men kun 5 timer i fly herfra. Gæt hvor!”

Han så forventningsfuld ud, men ventede ikke på svaret.

“Gran Canaria! Med opvarmet pool! Jeg fandt det hotel med flest stjerner på hele øen, for nu vi ikke rejser så langt, så skal det være i orden! Jeg kan godt lide luksus, og jeg betaler gerne de 20% ekstra for at få den oplevelse det er, når alt er i orden. Der mangler så heller ikke noget her. Vi har bestilt to suiter, en til min kone og jeg, og en til vores søn på 16.”

Han smilede ved tanken. Nikkede enighed med sig selv. Der gik et par frysende mænd jakkesæt forbi udenfor på den grå sti. Et par blade blæste rundt i vinden og nogle fugle. Det ruskede i træerne.

“Vi har også bestilt all inclusive, og som en del af prisen på suiterne er der en butlerservice tilknyttet, så morgenmad og frokost får vi serveret på værelserne. Det bliver dejligt – men koster så også det samme som havde vi taget 14 dage i Thailand! Kunne du finde på det, Line?”

På hvad?
Rejse væk i julen? Jo tak, gerne. Thailand lyder rart. Eller Bali. Sol, varme og lunt vand, mens solen går ned. Eller ned til huset i Italien, med ild i pejs og tynde skiver af den hårde skinke oppe fra den lille butik på torvet, til duggende gin&Tonic på Hendricks.
Tage til Gran Canaria i december? Nej, nok ikke. Jeg var der engang i januar, sammen med C, da jeg var 7 måneder henne med T. Det var fint nok, og jeg husker da noget med sol, men der var kun lige akkurat lunt midt på dagen, og engelske turister, der fyldte mere end hvor spændende Gran Canaria er.

“på at bruge penge på luksus!”

Udråbstegnet satte sig selv, mens han kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg fornemmede en trang til at vi er ens, han og jeg. Os to mod de andre måske. Fjolserne, der leder det her sted og så os to, der er de eneste, der ved. Måske. Måske jeg fortegner det, måske det bare var et forsøg på at være fortrolig, måske det var ingenting og jeg indbildsk.

Use your sensitivity, stod der på en note jeg fandt i en notesbog fra et gammelt kursus forleden. Feedback fra nogen. Husker det som bygget på en observation af, at jeg opfangede mere end snittet. Brug dét, Line. Men nok ikke til at overfortolke på kollegas smalltalk i den hvidpæne kantine, hen over grønkålssalat, pulled pork og et glas med vand.

I stedet for spekulerede jeg over hvor behovet for materiel luksus kommer af. Behov for en butler, et femstjernet hotel og alt det ekstraudstyr der kunne vælges. Hvad er det, han køber?

Det var begyndt at regne udenfor. Et par folk småløb for at komme i tørvejr. Eller måske for at nå et møde, hvad ved jeg. De løb. Fuglene var væk. insekterne sikkert også. Til det bliver tørvejr igen.

 

Hvis jeg kunne

Hvis jeg kunne ville jeg se bladene, der falder af træerne, dage som i dag. Stående stille, lænet op af et træ, pakket godt ind i mine dun, så vinden ikke kunne nå mig, ville jeg følge blade med øjnene, fra da de sad oppe på rester af sommer, til de rev sig løs og blafrede ned gennem tiden.

Hvis jeg kunne ville jeg se farverne på alt det, der blæste sammen i kroge af træer og huse, og hvis jeg kunne ville min næse sitre af lykke over, at verden er så smuk, når man ser efter.

Hvis jeg kunne ville jeg se vandet, der kruses på søen, og mudderet, der er størknet på stien. Hvis jeg kunne ville jeg se himlen blive grå og hvid og blå, af kastevinde og andre orkaner.

Hvis jeg kunne ville jeg se solen stå op og gå ned, i kaskader af rødt og gyldent og blå sprækker, og hvis jeg kunne ,ville jeg bruge det til alting.

Hvis jeg ville kunne jeg, netop det.

Hvis jeg ville.
Hvis jeg kunne drømme de rigtige drømme.