Mening

ufatteligt som ens basismotivation kan smuldre af at blive råbt af på vej på arbejde.

(Jeg holdt og ventede på at køre ud fra benzintanken. Skulle til venstre. Trafik. Ventede og trillede så langt ud jeg kunne, for at kunne se mest muligt og bedre vurdere hullerne i biltrømmmen. Så kom der en løber på fortovet fra venstre. Jeg havde jo set hende, men så den andn vej da hun nærmede sig. Jeg holdt så langt fremme at hun skulle ud på cykelstien for at passere. Min fejl. Der var ingen cykler. Der var ingen andre fodgængere. Men det var nok til at hun råbte af mig, damen i løbetøjet. Uro i karmabalancen.)

Måske den allerede var smuldret og kun ventede på et puf, måske det bare er hormoner.

Men mest tror jeg, at jeg trænger til at give mening. Tilføje mening. Andet end at skubbe små linier rundt i excel-ark.

Obama-style

Han løfter hånden når han hilser godmorgen, som favnede han en mængde.

Det er nok også dét, han tror.

Min lille japanske løn drysser røde takkede pletter på mit grønne græs og minder mig om at november om lidt kysser blomsterne farvel.

(with icebreathing warning of winter to come)

Solen står skråt og skarpt og blændede mig da jeg kørte på arbejde gennem Søborg af alle steder. Røde murstensetageejendomme glimter gyldendt i senoktobermorgensol og laver sprækker i mit morgensind.

Om lidt er skønheden drevet over i mudret brunhed. Selvom brunt jo godt kan være pænt, er det intet at ligne med oktobers blå, gule, røde blades dans; og novembers dybe vemodige morgenfrost på senblomstrende roser.

I en evatrio gryde

Jeg har stadig hovedpine og sikkert også feber. Lidt.
Der hang tøj fra Indonesien på det lokale bibliotek, men de havde ikke den bog min søn ville låne.
Min søn er iøvrigt rask, takfordiduspørger.
Min aktiebeholdning er konstant siden i går, men værdien faldet med 0,5%.
Jeg har betalt en håndværker og nu vil jeg lave suppe.
Tø suppe. Op.

Hvor må det være nemt, ikke at have børn

Efter at have brugt natten på at se bekymret på min febersyge ældste, dække ham til med dynen når han frøs, og skifte til et tyndt tæppe når han var for varm; og spekuleret over om han egentlig har haft feber, siden dengang han gik i feberkrampe hver gang, og om den slags nu også går over som det siges; er jeg lidt mat.

Har jeg haft feber før, mor? Og så fortæller man historien, som vi vist ikke havde fortalt ham før. Ambulancer de første gange. Hospitalet for at være sikker på at han var ok. Lidt om det hele. Undlod det med stesolidampullerne til sidst.

Tak fordi du tog dig af mig i nat, mor.
Store dreng. Rødkindet i sofaen lige nu.Tegnefilm.

Og jo, man vokser fra feberkramper.

Andre mennesker uden børn, må have oceaner af overskudstid, som de ikke selv er klar over de har.

 

Feedreadercleanup

Så var der hende der fik en kort opblomstring den sommer, kan I huske hende? Lorteblog med lortesprog, som bandede og svovlede sig vej til den mere kommercielle side af ord på skrift. Selv min søster, som jeg ikke anede kendte noget til blogsfæren begyndte at følge hende på fb. Men hun havde jo til sidst heller intet med blogsfæren at gøre.

Og så alt det fuzz med hvem hun mon var. En ting er en velskrevet satire, men det her var jo uintelligent og ikke spor velskrevet.

Nå.
Slet.

 

Æd en svamp

Jeg nåede til briotog og autostole i går aftes. Vaskbart, ternet betræk og et lille batteridrevet lokomotiv. Papkasser stadig spredt i min stue.

Damerne på mit kontor snakker om, at tiden den går og det er jo snart jul! Og om at der er rigtig mange svampe i skoven og der jo er en grund til at nogen af dem smager bittert. Felix hvem?

Jeg kan godt lide svampe og jeg elsker skoven om efteråret, men snak gør mig stiv som et brædt. Sure mig.

Men solen skinnede i dag, så I det?

Glastårne og andre konstruktioner

Hotellet er bygget så kompakt, at man ikke kan se dagslys, fra mit værelse.  I stedet kigger jeg ud på en stump af resten af hotellet få meter overfor, og læner jeg mig ud, kan jeg skimte Big Ben, parlamentet og broen over Themsen gennem en glasvæg, for enden af den korridor man har bygget, for at kunne få flest mulig værelser, ind på mindst mulig plads.

Når jeg sidder stille længe nok, slukker lyset af sig selv, og jeg har lige akkurat fået hvilet benene længe nok, til at overveje tanken om at trille ned i lobbyen og sippe en GT, mens jeg venter på min kollega.

I morges var der en mand med tilbagestrøget blondt hår, der fortalte at det både kræver meget træning og det rette hold, at vinde guld til OL. Det havde han nemlig selv prøvet for 12 år siden. Nu var han så blevet rejsende i banaliteter. Bagefter var der et par af deltagerne, der fik taget et billede sammen med ham, hvor de fik lov til at have guldmedaljen på. Det betød tilsyneladende meget.

Lyset på badeværelset får mig til at ligne en zombie og man kan lave kaffe på instantmåden i en rød kop, hvis det er; så alt er ved det gamle i konferenceland. Send flere pointer og good save the Queen.

Overvejende godt

Nu med handlingsplan. Det er overvejende godt. Jeg får ikke længere tics ved at åbne forældreintra, for konflikterne på skolen er forsvundet med ét slag. Måske. Det ligner det, set herfra, og uanset hvad der sker derovre, så giver det ikke ubehagelige henvendelser på skoleintra.

I går blev ungen blev træt efter 1 1/2 times bowling (gudfrimigvel). Ikke sært at han også blev træt, vi blev alle trætte dér. Larm og mylder. Han bliver det bare på den måde hvor hans hoved begynder at dreje rundt og der kommer grøn galde ud af mund. Verbal grøn galde.

Jeg mitigerer så jeg er ved at flække på langs. Stiller mig mellem børn, så ingen af dem  antænder. Uddeler røfler og taler væk fra emner. Reparerer det sagte og glatter ud på det gjorte. Og tørrer galder op fra møbler og gulve.

Men det er overvejende godt, det der sker nu; og jeg bilder mig ind at hovedet ikke drejer rundt så tit mere, og han nikker og tager snakken ind, når jeg vender det hele med ham bagefter. Men måske jeg bare er blevet blind.

Spejl

Hun stod i en krog i en mur. Et indadvendt hjørne midt på vejen hjem. Med ryggen til og skal jeg være ærlig er jeg ikke sikker på om hun VAR en hun, men der var noget ved netop ryggen og bredden over lænden der fik mig til at tænke kvinde. Jeg ved ikke hvad hun tænkte, men hun stampede i jorden som prøvede hun at gå videre ind i murstenene. Som om hun ikke havde opdaget at vejen endte blindt.

Forskellen på hende og visse af de, jeg lige havde forladt i glastårnet, var ikke så stor som man skulle tro.

Jeg bilder mig ind at jeg ikke selv gør det samme.

Mere.