..

Jeg har fået foræret en aften i stilhed.

(jeg drømte underligt i nat, da jeg lå og troede jeg ikke kunne sove. Jeg sov heller ikke, men drømte alligevel. Om tal. User count og nogenogtredvetusindeethundredeellve. Noget. Workstuff.)

(hver gang jeg vendte mig, knækkede det i sengen under mig, så jeg prøvede at ligge musestille, for ikke at vække børnene og den anden mor.)

(der var en mand, der snorkede på den anden side af væggen. Det var længe efter de havde stoppet det jeg troede var en alarm, men viste sig at være noget musik fra en mobiltelefon)

Alligevel larmer det stadig i mit hovede.

Louise

Jeg kender ikke Louise. Louise tager ansvaret med et fnys, så vi andre rykker tilbage og lader hende. Louise sætter reglerne, eller forsøger på det, med skærebrændestemme og myndige tilråb. “Er der nogen der bliver tilbage, ellers låser vi af”, og uden at vente på svar, låser Louise det hele ned, for ingen sagde hende i mod og dermed er dét lov.

Louise er høj og blond. Huden ligger stramt over hendes kæbeben, og pagen slutter skarpt der, hvor halsen knækker en smule. Hendes lemmer er lange og lige, og hendes fødder stikker ud af hendes bukser, som de kun gør det hos kvinder over 1.80. Lidt fortabte over afstanden til hofterne, eller bare buksekanten, der altid er for langt oppe.

Jeg tror Louise spiller Tennis. Jeg kan forestille mig hendes lange ben i et af de dér skørter, og springende over et rødt spillefelt. Armen strakt til en serv. Louise server tit. Det ligger til hende tror jeg. Hun server, men orker ikke at vente på at bolden bliver returneret, og i stedet løber hun selv efter den.

Men jeg kender ikke Louise. For Louise behøver ikke kende mig. Louise er vandt til at være den, der server og den der fnyser ansvar fra andre, så hun ved at folk ser på hende uanset. Så Louise behøver ikke se på folk. Da slet ikke se ind i folk. Så derfor kender jeg ikke Louise, og Louise kender ikke mig.

Og jeg går, når hun fnyser ansvar på sig.

(nej, ikke dig, Louise. En af de andre Louiser der går rundt derude)

Tre

Bagved sad hende i sort. Håret var sort, tøjet sort, blikket sort og hele hendes aura så stikkende sort, at man kunne se hende, uden at vende sig om. Hun ville ikke. Det. Her.

Han ville hende, det var tydeligt, selv med ryggen til. Fremadlænet og imødekommende. Som om han ikke så hendes sorthed eller mærkede hendes kulde. Hun kiggede væk og fortrød. Også at hun var taget med. Lænede sig væk fra bordet, med den ene skulder trukket lidt frem som skjold mod hans idioti. Hun var 35 og overbevist om, at der lå noget der var bedre og ventede på hende, end friteret kalvebrissel på en firkantet tallerken. Og ham, selvfølgelig. Fortrød at hun havde … ladet ham, før de tog herhen. Hans kinder blusser rødt hen over vinen.  Nu tror han sikkert en masse. Og at der kommer mere. Hun leger med tanken om, at tage en af de andre mænd med hjem. Sådan lige foran næsen på ham. Mmmnnn… Han kommer ikke med op, det er sikkert. Idiot.

Den sidste kvinde var beige. Slut tyverne og med beige hår sat op i en lille undseelig knold. Om nogle år går hun med barnevognen på Østerbro, oo har handlet økologiske grøntsager nede hos den lille mand på hjørnet, og så skal op og koge grød af korn fra skærbæk. Fordi, det er det eneste rigtige at gøre, nu man har overskuddet til det. Og det bedste for bebs, jo.

Hendes kæreste er også beige. Tiltagende rødmen i kinderne, som middagen skrider frem, men over det hele beige. Hår, tøj, blik. Han glæder sig til de skal hjem og hvis hun vil, måske være nøgne igen. Han nyder hendes glatte lår om sine hofter, og at det ikke er så vanvittigt kompliceret, det hele. Udramatisk og nærmest forudbestemt. Men rart, jo bestemt. Beige. Beige er pænt. Den dag han fylder 54 år, undrer han sig over hvor passionen blev af, og tror han forelsker sig i den 22-årige elev på kontoret. Hun knalder ham klichéagtigt en torsdag aften i arkivrummet, så printerparpiret og en krukke med lysfaste kuglepenne falder på gulvet; og han fortryder i bilen hjem, men fortæller ingenting og alting fortsætter som det var og blev og skulle være. Rart. Og beige.

Foran var der en kvinde i grønt. Først flere glas vin senere kunne man se, at hun har været smuk engang. Som om hendes træk blev blødt op af det forsigtige lys fra pærerne bag det hvide stof under loftet, som om vinen havde afslappet dagenes bekymring og modviljen mod at være netop her netop nu.

Hendes hår nåede skuldrene og var i dyre striber, trukket om bag ørerne af en læsebrille i panden. Halvtreds år eller mere, hang fra hendes kinder og øjne; der var tegnet hårdt op med sort, i et forsøg på at markere, at de stadig var kønne. Øjnene altså. Kinderne var rosabrune af et dyrt mærke. Ligesom resten af selvskabet ved hendes bord. Dyre drenge med hustruer, uden tvivl. Ledsagere gennem er årrække og nu igen sammen. Ikke første gang, ikke sidste, men trætheden i relationen skylles rutinevandt væk, i dyr riesling og sternbiderrogn med rød grape granité, serveret i en dyb, sort stentøjsskål. Om et par timer er de på vej hjem igen. De holder i hånd i taxaen. Han læner sig lidt op af hende. Hun er stadig smuk.

.

Forleden, da jeg løb alene, så jeg en død svane. LIge dér hvor vejen er en bro, der deler de to halvdele af mosen op.

Den lå livløs i vandet inde i et krat. Hovedet skjult, men det var tydeligt på fjerdragten, at det var en fuldvoksen og ikke en af ungerne fra i sommer.

Det er nok et tilfælde.

Svaner

Jeg fik foræret en historie i dag. Måske det er dét man gør, når man er åben for verden. Når man ser og er, i stedet for at lukke af og overleve og sammenbide sig gennem timerne. Måske det er meget normalt for andre, men for mig var det en lille prikkende boble i næsen, at få en historie ved bredden af en sø i dag.

Vi havde brød med i Es lomme, og fodrede en familie af svaner, en flok måger, tusinde ænder, gæs og en taffeland, som damen med svanen fortalte den hed. Hun havde en pose med korn, som hun hældte ud i vandet; mens hun fortalte. Hun havde fundet ham i krattet en efterårssøndag, hvor han bare lå. Løftede hovedet da hun kom og hvæsede slet ikke af hende, som svaner ellers bør gøre, når mennesker kommer for nær.

Et sted ude på nettet læste jeg en gang en der skrev, at hun havde levet livet som om det skulle overstås, ikke som om det det skulle nydes. Kæft, det er banalt. Og sandt. Splinter i dine tæer, brækker lårbensknogler når jeg vender mig om og mærker efter her.

Han var skambidt af en hund. Vingen flænset og sår i hovedet. De havde siddet hele natten på vildtstationen og pillet mider ud af hans sår. Han var død hvis hun ikke var kommet forbi. Hun havde båret ham op til sin bil. De er tunge sådan nogle svaner, fortalte hun. Men det var gået.

Jeg mediterer ikke selvom jeg engang lovede mig selv at det var godt. For travlt, for lidt timer, for meget af. Noget.

De havde beholdt ham 13 dage på vildtstationen. I al den tid lå hunsvanen og græd i vandkanten. Fortalte hun. Hvordan svaner græder ved jeg ikke, men hunnen havde ventet på sin han, og de 4 unger holdt sig tæt til.

Nu fodrer hun ham hver dag, for han kan stadig ikke flyve. Fjerene vokser først ud til august, sagde hun. Men svaner bliver ikke i de søer hvor de er født. De voksne flyver med deres store unger til andre steder, så genmassen bliver spredt eller noget i den stil. Men svaner flyver i par, åbenbart og hunsvaner forlader ikke deres hanner, bare fordi verden venter; så parret blev i søen hele vinteren, og ungerne med.

Nu sner det. Før haglede det, og vi fangede de små kugler med valne hænder og grinede over at de smeltede og forsvandt. Det var efter historien om svanerne. På vejen hjem, hvor vi var lige dét. Forsvundet. Fordi det nogen gange er den bedste må at gemme sig på: at være her, i stedet for i om lidt.

De er blevet lidt sære, fortalte hun; og pegede ud på den lille familie. Blander sig ikke med de andre svaner og det er ikke godt. Men hvad kan jeg gøre andet end at fodre ham til han kan flyve og så håbe på at de selv finder ud af det?

Og mine unger kastede brød i vandet og til måger, der greb det i luften, ænder og gæs og den dér taffeland.

Og så gik vi hjem.

Det er dér, vi skal nå til

Det er ved at blive lyst når vi står op om morgenen, har du set det? Dagen er tiltaget med 4 timer og det er nok til, ikke længere at tælle.

Det er dér jeg vil hen. Der hvor jeg ikke længere behøver at tælle.

Engle

Hun samler på engle. Stuen, der er tæt af bøger, vaser, vedhæng fra kroge i loftet, ure og manglebrædder af træ der hænger på væggene, gemmer et utal af engle blandt det hele. Jeg spurgte hende hvor mange hun havde, men hun vidste det ikke. Mange, var svaret.

Den der hænger her, er min skytsengel, fortalte hun. Og pegede på en flad engel i pap beklædt med cremefarvet stof broderet med blomster og noder i guld. Der ligger nok en melodi i broderiet, og den er sikkert ikke et tilfældigt valgt, af hvem der end har lavet den. På bagsiden var der sat vinger på i guldfarvet tyl, og den hang i en snor sat fast i en lille metalglorie.

Den hang på lampen over hendes plads i sofaen.

Så kan den passe på mig, sagde hun. Det har den gjort i 35 år nu.

Jeg har smidt ting ud, fordi de var fyldt med gamle historier; måske hun gemmer på dem af samme grund. Men selv om jeg smider ud, ligger der noget, der spærrer for vejen frem.

Spørgsmålet er, om jeg skal smide flere ting ud, eller begynde at se mig om efter englene.

..

Der er erantis nu. Bøjede nakker op af smeltende jord. Gul.

Det ville jeg have skrevet om, men så glemte jeg at jeg havde taget et billede af det. Små erantissjæle fanget på et memorycard i en skuffe.

De var der stadig her til morgen.

Det, at vide

Fryser du? Vil du så ikke sidde herovre hvor der ikke er træk fra vinduet?

Tak, søde børnepsykologoverlæge, men jeg ryster ikke af kulde, men af skræk. Angst for hvad du fortæller mig om lidt.

Det sagde jeg ikke, jeg rystede bare på hovedet, så på hendes grå sweater, og gad godt selv have sådan én at gemme mig i, nu dommen kom.
På et tidspunkt, da jeg spurgte om noget jeg har glemt nu, trak hun et lilla tørklæde frem fra trøjen og gemte hagen i det. Befriende lille overspringshandling midt i alt det seriøse.

Men hun sagde ikke noget jeg ikke selv kunne have sagt. Har sagt. Ingen diagnose. Kun enkelte træk, der hælder mod autisme, men summen og konklusionen, er et kvikt hoved, et umodent følelsesliv, og en adfærd i skolen, der er præget af knubs. Alt sammen ting, der kan støttes, hjælpes og krammes væk.

Jeg frøs stadig da jeg kørte hjem.

Men nu ved vi.

Babe Ruth

Min baby tager form lige så stille. Jeg tror endnu ikke at der er nok substans i den til at jeg kan leve af det alene, men den er der, og den ligner noget der kan leve uden for den kuvøse den ligger i nu.

Jeg ved ikke helt endnu hvad der er for en skabning eller hvad den ender med at ligne; kun at den nu har en arm som jeg kan holde i – og starter med.

Sætter websider op om aftenen i min sofa. Arbejder parallelt på dét svendestykke der skal sætte mig på banen, så jeg har et visitkort der kan bruges til at få kunder ind. Arbejder gratis for at lære og bygge viden op. Strukturerer styremekanismen og udtænker nye arme og måske også ben til barnet.

Kan den gå om et år overstiger det alle forventninger.