Vand

Hvis jeg drejer hovedet kan jeg se samme udsigt som i går, der er bare færre lag af højdedrag i dag; resten er skjult i en hvid dis.

Foran mig er der en lav mur, der sprækker en smule i mørtlen.

De har lovet regn i morgen. Fra middag og til midnat. Tung regn, der vil løbe i små floder, hen af den sprukne jord. Det er usædvanligt, at det regner i juli, og det er usædvanligt, at der er grønt græs som der er nu. Det var 35 grader i går, så vi fryser ikke, selvom græsset er grønt.

I Orvieto holder man vejret når det regner. Oversvømmelser i den lave del af byen kan afskære vejen væk. Eller ind. Afhængig af hvor man vil hen, og hvor man er.

Jeg kan se lidt af naboens have herfra. Den ligger et niveau under vores, så det er bare toppe af træer og lamper på stolper. Jeg hørte hjulene af en kuffert lige før og bilder mig ind, at der lød en kvindestemme dernede lige nu. Arvingen til kæmpen, der døde dernede for nogle år siden, måske.

De vil sælge huset, siger min mor. Der er for langt herned og det er for besværligt. Forsikringselskabet skal besigtige en vandskade, mumlede hun, da hun gav mig nøglen i maj; kvinden, der arvede huset, fra manden der langsom smuldrede i de sidste år han var.
Hvis nøglen er her, kan I lukke ind, hvis I er her.

Måske trak han huset med sig. Flød i ét med det vand der strømmede oppe fra hele resten af byen og ind gennem hans mure.

Det bliver nok dyrt.
For nogen.

Onsdag

Jeg har vendt stolen så jeg kan se dalen. Tanken faldt mig ikke ind i går, for jeg sidder ikke for at kunne se ud, men for at kunne se ind. Det lyder mere plat end tilsigtet. Indsigt lyder plat. Letkøbt. Men det er det, man kan her; det er det JEG kan her.

Jeg tror det er derfor jeg holder så meget af stedet, fordi her er så stille og smukt, at jeg kan se ind.

Jeg kan se dalen nu. Noget af den; det af den, der ikke er dækket af matgrønt oliventræ og den lave mur, med den småbladede rose, som min mor siger er gul når den blomstrer.

Det jeg kan se er skråningen ned mod vejen, med træer og buske og vissent brunt græs. Olivenmatgrønne buler og noget andet, der er mere friskt i farven. Bag træerne kan jeg se bymuren, der indrammer en anden have end vores, og endnu længere bagved, okkerlyse huse, cypresser og disede bakker i tre lag.

Den tilsyneladende undelighed trækker i blikket, og der er en sky længst ude. Eller måske det er et bjerg.

Der er stadig hvid støj i mit hoved, og jeg prøver at tune ind. Måske det ikke skal forceres, men jeg tror det skal villes for at ske.

Når bladene fra oliventræet falder til jorden, ruller de sig sammen som små rør.

Nu

Vandet lavede en lille klukkende lyd. Pumpen var sikkert i gang, og fik vandet til at cirkulere i poolen, så det ramte siderne, men det var lyden jeg bemærkede. En stille fin klukken.

Jeg går i stå dér. Ved klukkende vand. Ved den simple nydelse det var, at lytte til vand, der klukkede i en pool. Og trække vejret.

“Dit åndedræt er dit anker til nuet”, siger stemmen på min iPad. Nuet?

Åndedræt, der transporterede ilt, der prellede af på slimfyldte bronkier. Så meget for at trække vejret. Nuet blev til et blegt ekko af stemmer. Børn, der skændtes. Vinden fra havet føltes pludselig kold. Jeg turde ikke kommentere på det, for hvad nu hvis det bare var mig, der følte det. I stedet blev jeg stille, og transporterede ilt med tankens kraft.
Kom.
Overlev.

Bare lidt endnu, for det her sted er bedre end nogensinde før, og jeg vil gerne at vi bliver her længe nok til at få det meste med.

Det er mig, der er den voksne nu

Så siger man nåehh til sig selv, og får voksenstemmen på. Det er ok, siger man og krammer sig selv inden i. Så smiler man lidt, for at overbevise sig om at det virkelig ER ok, og voksenstemmen trøster videre. Se, det er ok. De andre smiler, du smiler, alle hygger sig. Siger voksenstemmen, der trøster inden i. Og man tror på det, og retter ryggen og lader som om, for der er ikke andet at gøre og det er dig, der er den voksne nu.

Måske indtil de nævner det flere uger, måneder eller år senere og man opdager revner i det, der var og at det ikke var særlig ok, selvom det lignede at det var. Og at man allerede dengang græd, bag det hele. Uden at voksenstemmen lod sig mærke med det.

Måske lærer jeg det en dag. Når jeg finder ud af præcis hvad det er jeg skal lære.

..

Jeg har fået foræret en aften i stilhed.

(jeg drømte underligt i nat, da jeg lå og troede jeg ikke kunne sove. Jeg sov heller ikke, men drømte alligevel. Om tal. User count og nogenogtredvetusindeethundredeellve. Noget. Workstuff.)

(hver gang jeg vendte mig, knækkede det i sengen under mig, så jeg prøvede at ligge musestille, for ikke at vække børnene og den anden mor.)

(der var en mand, der snorkede på den anden side af væggen. Det var længe efter de havde stoppet det jeg troede var en alarm, men viste sig at være noget musik fra en mobiltelefon)

Alligevel larmer det stadig i mit hovede.

Louise

Jeg kender ikke Louise. Louise tager ansvaret med et fnys, så vi andre rykker tilbage og lader hende. Louise sætter reglerne, eller forsøger på det, med skærebrændestemme og myndige tilråb. “Er der nogen der bliver tilbage, ellers låser vi af”, og uden at vente på svar, låser Louise det hele ned, for ingen sagde hende i mod og dermed er dét lov.

Louise er høj og blond. Huden ligger stramt over hendes kæbeben, og pagen slutter skarpt der, hvor halsen knækker en smule. Hendes lemmer er lange og lige, og hendes fødder stikker ud af hendes bukser, som de kun gør det hos kvinder over 1.80. Lidt fortabte over afstanden til hofterne, eller bare buksekanten, der altid er for langt oppe.

Jeg tror Louise spiller Tennis. Jeg kan forestille mig hendes lange ben i et af de dér skørter, og springende over et rødt spillefelt. Armen strakt til en serv. Louise server tit. Det ligger til hende tror jeg. Hun server, men orker ikke at vente på at bolden bliver returneret, og i stedet løber hun selv efter den.

Men jeg kender ikke Louise. For Louise behøver ikke kende mig. Louise er vandt til at være den, der server og den der fnyser ansvar fra andre, så hun ved at folk ser på hende uanset. Så Louise behøver ikke se på folk. Da slet ikke se ind i folk. Så derfor kender jeg ikke Louise, og Louise kender ikke mig.

Og jeg går, når hun fnyser ansvar på sig.

(nej, ikke dig, Louise. En af de andre Louiser der går rundt derude)

Tre

Bagved sad hende i sort. Håret var sort, tøjet sort, blikket sort og hele hendes aura så stikkende sort, at man kunne se hende, uden at vende sig om. Hun ville ikke. Det. Her.

Han ville hende, det var tydeligt, selv med ryggen til. Fremadlænet og imødekommende. Som om han ikke så hendes sorthed eller mærkede hendes kulde. Hun kiggede væk og fortrød. Også at hun var taget med. Lænede sig væk fra bordet, med den ene skulder trukket lidt frem som skjold mod hans idioti. Hun var 35 og overbevist om, at der lå noget der var bedre og ventede på hende, end friteret kalvebrissel på en firkantet tallerken. Og ham, selvfølgelig. Fortrød at hun havde … ladet ham, før de tog herhen. Hans kinder blusser rødt hen over vinen.  Nu tror han sikkert en masse. Og at der kommer mere. Hun leger med tanken om, at tage en af de andre mænd med hjem. Sådan lige foran næsen på ham. Mmmnnn… Han kommer ikke med op, det er sikkert. Idiot.

Den sidste kvinde var beige. Slut tyverne og med beige hår sat op i en lille undseelig knold. Om nogle år går hun med barnevognen på Østerbro, oo har handlet økologiske grøntsager nede hos den lille mand på hjørnet, og så skal op og koge grød af korn fra skærbæk. Fordi, det er det eneste rigtige at gøre, nu man har overskuddet til det. Og det bedste for bebs, jo.

Hendes kæreste er også beige. Tiltagende rødmen i kinderne, som middagen skrider frem, men over det hele beige. Hår, tøj, blik. Han glæder sig til de skal hjem og hvis hun vil, måske være nøgne igen. Han nyder hendes glatte lår om sine hofter, og at det ikke er så vanvittigt kompliceret, det hele. Udramatisk og nærmest forudbestemt. Men rart, jo bestemt. Beige. Beige er pænt. Den dag han fylder 54 år, undrer han sig over hvor passionen blev af, og tror han forelsker sig i den 22-årige elev på kontoret. Hun knalder ham klichéagtigt en torsdag aften i arkivrummet, så printerparpiret og en krukke med lysfaste kuglepenne falder på gulvet; og han fortryder i bilen hjem, men fortæller ingenting og alting fortsætter som det var og blev og skulle være. Rart. Og beige.

Foran var der en kvinde i grønt. Først flere glas vin senere kunne man se, at hun har været smuk engang. Som om hendes træk blev blødt op af det forsigtige lys fra pærerne bag det hvide stof under loftet, som om vinen havde afslappet dagenes bekymring og modviljen mod at være netop her netop nu.

Hendes hår nåede skuldrene og var i dyre striber, trukket om bag ørerne af en læsebrille i panden. Halvtreds år eller mere, hang fra hendes kinder og øjne; der var tegnet hårdt op med sort, i et forsøg på at markere, at de stadig var kønne. Øjnene altså. Kinderne var rosabrune af et dyrt mærke. Ligesom resten af selvskabet ved hendes bord. Dyre drenge med hustruer, uden tvivl. Ledsagere gennem er årrække og nu igen sammen. Ikke første gang, ikke sidste, men trætheden i relationen skylles rutinevandt væk, i dyr riesling og sternbiderrogn med rød grape granité, serveret i en dyb, sort stentøjsskål. Om et par timer er de på vej hjem igen. De holder i hånd i taxaen. Han læner sig lidt op af hende. Hun er stadig smuk.

.

Forleden, da jeg løb alene, så jeg en død svane. LIge dér hvor vejen er en bro, der deler de to halvdele af mosen op.

Den lå livløs i vandet inde i et krat. Hovedet skjult, men det var tydeligt på fjerdragten, at det var en fuldvoksen og ikke en af ungerne fra i sommer.

Det er nok et tilfælde.

Svaner

Jeg fik foræret en historie i dag. Måske det er dét man gør, når man er åben for verden. Når man ser og er, i stedet for at lukke af og overleve og sammenbide sig gennem timerne. Måske det er meget normalt for andre, men for mig var det en lille prikkende boble i næsen, at få en historie ved bredden af en sø i dag.

Vi havde brød med i Es lomme, og fodrede en familie af svaner, en flok måger, tusinde ænder, gæs og en taffeland, som damen med svanen fortalte den hed. Hun havde en pose med korn, som hun hældte ud i vandet; mens hun fortalte. Hun havde fundet ham i krattet en efterårssøndag, hvor han bare lå. Løftede hovedet da hun kom og hvæsede slet ikke af hende, som svaner ellers bør gøre, når mennesker kommer for nær.

Et sted ude på nettet læste jeg en gang en der skrev, at hun havde levet livet som om det skulle overstås, ikke som om det det skulle nydes. Kæft, det er banalt. Og sandt. Splinter i dine tæer, brækker lårbensknogler når jeg vender mig om og mærker efter her.

Han var skambidt af en hund. Vingen flænset og sår i hovedet. De havde siddet hele natten på vildtstationen og pillet mider ud af hans sår. Han var død hvis hun ikke var kommet forbi. Hun havde båret ham op til sin bil. De er tunge sådan nogle svaner, fortalte hun. Men det var gået.

Jeg mediterer ikke selvom jeg engang lovede mig selv at det var godt. For travlt, for lidt timer, for meget af. Noget.

De havde beholdt ham 13 dage på vildtstationen. I al den tid lå hunsvanen og græd i vandkanten. Fortalte hun. Hvordan svaner græder ved jeg ikke, men hunnen havde ventet på sin han, og de 4 unger holdt sig tæt til.

Nu fodrer hun ham hver dag, for han kan stadig ikke flyve. Fjerene vokser først ud til august, sagde hun. Men svaner bliver ikke i de søer hvor de er født. De voksne flyver med deres store unger til andre steder, så genmassen bliver spredt eller noget i den stil. Men svaner flyver i par, åbenbart og hunsvaner forlader ikke deres hanner, bare fordi verden venter; så parret blev i søen hele vinteren, og ungerne med.

Nu sner det. Før haglede det, og vi fangede de små kugler med valne hænder og grinede over at de smeltede og forsvandt. Det var efter historien om svanerne. På vejen hjem, hvor vi var lige dét. Forsvundet. Fordi det nogen gange er den bedste må at gemme sig på: at være her, i stedet for i om lidt.

De er blevet lidt sære, fortalte hun; og pegede ud på den lille familie. Blander sig ikke med de andre svaner og det er ikke godt. Men hvad kan jeg gøre andet end at fodre ham til han kan flyve og så håbe på at de selv finder ud af det?

Og mine unger kastede brød i vandet og til måger, der greb det i luften, ænder og gæs og den dér taffeland.

Og så gik vi hjem.

Det er dér, vi skal nå til

Det er ved at blive lyst når vi står op om morgenen, har du set det? Dagen er tiltaget med 4 timer og det er nok til, ikke længere at tælle.

Det er dér jeg vil hen. Der hvor jeg ikke længere behøver at tælle.