Alt er godt nu

Tanke midt i myrdede giraffer og post mavepine.

LIge nu i de her minutter, med automatkaffe af den bedre kvalitet, opvarmet kontor og lyset fra en sol, der er stået op for mere end en halv time siden.

Lige der i går aftes, hvor kroppen var mør af alting og ingenting og vi lå der i natten, og der ingen rigtige bekymringer var (og tanken om hvornår det næste rammer, blev mast om bare holdnuop), og der var os to og de små voksende emnnesker der prustede lidt og knitrede med dyner.

Alt er godt nu.

Grib.

.

Hun så dem, de andre. Det var støvregn og det passede godt til resten af verden, men de var der alligevel, de andre. De lykkelige familier. Forældre med børn i samme slags harmoni, som der lå i glasskårene tilbage i huset, hvor han nok stadig sad ved køkkenbordet, som da hun gik uden at se sig tilbage.

Det er svært at trække vejret, når halsen snører sig sammen.
Det er svært at løbe når benene føles som bly.
Men det er især svært at kæmpe, når alle andre lever lykkeligt og griner nede ved Bagsværd sø. Og svært at blive stående, når alting hviler på skuldre, der ikke har båret så tungt før.

Hun tog hjem igen, selvfølgelig gjorde hun det. Og bar.

(og jeg håber hun holder, selvfølgelig gør jeg det. Ingen ønsker andet for andre. Livskriser trækker striber i kinder og hår, og selvom patina klæder de fleste, bliver man ikke nødvendigvis stærkere hvis ikke man dør af det.)

Type

Vi var nede i byen i går. “ned i byen”, som om vi ikke er i byen nu. Det er vi, midt i massivet af tætbyggede huse, men der er alligevel noget, der minder mere om by end her, nemlig dernede hvor der er butikker, mennesker og trafik. Alle vejene i den gamle bydel bag de gamle mure er ensrettede, fordi de er for smalle til at to biler kan passere. Bilerne bliver ledt rundt med uret og kun den gamle hovedport kan passeres begge veje, fordi der er to veje der munder ud i den. Der hænger et stort rundt spejl på væggen så man kan se om hjørnet og vi fik pizza, det sted hvor man plejer at lave rygende varme pizzaer med sprød papirstynd bund og kun kan drikke iskold Fransiskaner weissbeer til. I går var der sket et eller andet intermezzo med tomatsovsen og en saltbøsse, og fyldet smagte af dåse. Men udsigten var pæn.

Det begynder at ligne en rejsedagbog, det her. Det er ikke meningen. Men vi grinede af de løbere, der løb modsat alle de andre på vejen ud af byen, og især ham, der spurgte os, der sad på tavernaen om vej; og det er svært at skrive om noget der rent faktisk skete og ikke bare dannes inde i mit hovede.
Så spiste vi en is af bæger og fnisede over Italienere med hatte og skingre fløjter, der var mere optagede af at lede trafik end de løbere, der mirakuløst nok var endt det rigtige sted.

Man lever her, det er godt. Alt er godt.

Hernede

Vi holdt søndag i dag og fri, og lavede mindre ingenting end ellers, nu det er ferie. Bortset fra at handle i butikken vi altid handler i, fordi man der kan få det meste. Og der var Italienere, der søndagshandlede det, de manglede, og en familie, der sprang så åbentlyst over os i køen, at jeg viftede dem helt hen foran mig, lidt for at vade i det og lidt fordi det jo ingenting gjorde, for tid har vi nok af, hernede.
Og nu drikker vi os småfulde i GTs af Hendricks og jeg har et tæppe om tæerne, fordi temperaturen fadt fra 33 til 23C og dét er jo koldt.

Belladinottenerne er sprunget ud, som altid nu solen er ved at være væk. Natteblomst i orange og pink.

I morgen skriver jeg igen. Og tager sol og armbøjninger, som jeg lovede mig selv at gøre. Ikke fordi jeg ved om det virker eller er det rigtige at gøre, men fordi det er hvad jeg kan finde på.
Hernede.

Grøn

Regnen har vækket græshopperne, der har sat sig i det kirsebærtræ jeg sidder under. Hvid støj, der næsten holder alt andet ude.

De siger, det er byen smukkeste have, fortalte dem, vi spiste pizza hos forleden. “De” var nogle af de lokale, de kendte. Hende, der har det lille B&B ved hospitalet. Eller noget i den stil.

Der er ellers mange af dem, mærkeligt nok. Haver. Byen er bygget på en klippetop, og består af huse, der står så tæt, at de er groet sammen, så hele byen er én stor sammenhængende masse af mursten, mørtel og klippegrund. Alt er forbundet med alt og intet står alene. Charmerende og anmasende på én gang.

Indimellem det hele, er der klemt haver og grønt ind, på pletter, der ikke helt er store nok. Nogle af dem er tæt pakket med krukker og ampler og smalle trug, fyldt med pelagonier, lavendler, og alt mulig andet, jeg ikke kender navnene på. Små popler og citron- og oliventræer i kasser. Vinranker og højrøde trompetformede blomster, der vælter ud over mure og af sprækker. Krukker med grønt fyld, klemt ind på smalle hylder i mure og stablet i porte.

Andre steder er haverne forladte og overgroede med slyngplanter og træer, der skulle være beskårede for år tilbage. Grønne fangarme presser sig ud gennem frønnede trædøre, med rustne beslag og sindrige låsesystemer, så ingen kan kommer hverken ind eller ud, uden netop at skulle bryde gennem træet.

Sommerfuglene er vendt tilbage fra deres regnvejrsskjulested og det ringer for ørene, når græshopperne med ét stopper deres larm.

Problemet med lavendler

På græsset står der tre grønne klapstole, af den franske cafe-type. Metalstel og smalle træstave som ryg og sæde. Træet er mørnet og enkelte stave er helt væk. Rådne stole, bogstavelig talt.

Jeg har valgt et kirsebærtræ som skygge. Og en stol, der virker solid. Det trives ved den milde sommer, kirsebærtræet, og har grønne blade, modsat sidste år, hvor det blev mere og mere gult, som de hede dage, åd vandet i jorden.

Det lykkedes mig ikke, at tage et billede hvor man kunne se en sommerfugl i luften. Mit kamera er for langsomt, så de lignede bare utydelige totter af papir, svævende ubestemmeligt hen over bleglilla lavendel. Jeg kan ikke huske om lavendelbuskene er nogle min mor selv har plantet. De står langs stien, i et smal bed op mod en lav mur, der støtter den øvre del af haven. Problemet med lavendler i dette klima er, at de vokser sig gigantiske og krogede og ud af enhver yndefuldhed, de måtte have haft som små sarte stiklingeformeringer. Stokkene vrider sig, som rynkede arme på en gammel kælling, ud af deres bed og ender i en tætgrenet trævlet dusk med matgrønne blade på oversiden af det brune, og de lange stilke med bleglilla blomster øverst. Det pæneste ved lavendler her, er den måde de duver i vinden og sommerfuglene og bierne, der flokkes om dem.

Vinden er nærmest kølig, og jeg venter på regnen.

Vand

Hvis jeg drejer hovedet kan jeg se samme udsigt som i går, der er bare færre lag af højdedrag i dag; resten er skjult i en hvid dis.

Foran mig er der en lav mur, der sprækker en smule i mørtlen.

De har lovet regn i morgen. Fra middag og til midnat. Tung regn, der vil løbe i små floder, hen af den sprukne jord. Det er usædvanligt, at det regner i juli, og det er usædvanligt, at der er grønt græs som der er nu. Det var 35 grader i går, så vi fryser ikke, selvom græsset er grønt.

I Orvieto holder man vejret når det regner. Oversvømmelser i den lave del af byen kan afskære vejen væk. Eller ind. Afhængig af hvor man vil hen, og hvor man er.

Jeg kan se lidt af naboens have herfra. Den ligger et niveau under vores, så det er bare toppe af træer og lamper på stolper. Jeg hørte hjulene af en kuffert lige før og bilder mig ind, at der lød en kvindestemme dernede lige nu. Arvingen til kæmpen, der døde dernede for nogle år siden, måske.

De vil sælge huset, siger min mor. Der er for langt herned og det er for besværligt. Forsikringselskabet skal besigtige en vandskade, mumlede hun, da hun gav mig nøglen i maj; kvinden, der arvede huset, fra manden der langsom smuldrede i de sidste år han var.
Hvis nøglen er her, kan I lukke ind, hvis I er her.

Måske trak han huset med sig. Flød i ét med det vand der strømmede oppe fra hele resten af byen og ind gennem hans mure.

Det bliver nok dyrt.
For nogen.

Onsdag

Jeg har vendt stolen så jeg kan se dalen. Tanken faldt mig ikke ind i går, for jeg sidder ikke for at kunne se ud, men for at kunne se ind. Det lyder mere plat end tilsigtet. Indsigt lyder plat. Letkøbt. Men det er det, man kan her; det er det JEG kan her.

Jeg tror det er derfor jeg holder så meget af stedet, fordi her er så stille og smukt, at jeg kan se ind.

Jeg kan se dalen nu. Noget af den; det af den, der ikke er dækket af matgrønt oliventræ og den lave mur, med den småbladede rose, som min mor siger er gul når den blomstrer.

Det jeg kan se er skråningen ned mod vejen, med træer og buske og vissent brunt græs. Olivenmatgrønne buler og noget andet, der er mere friskt i farven. Bag træerne kan jeg se bymuren, der indrammer en anden have end vores, og endnu længere bagved, okkerlyse huse, cypresser og disede bakker i tre lag.

Den tilsyneladende undelighed trækker i blikket, og der er en sky længst ude. Eller måske det er et bjerg.

Der er stadig hvid støj i mit hoved, og jeg prøver at tune ind. Måske det ikke skal forceres, men jeg tror det skal villes for at ske.

Når bladene fra oliventræet falder til jorden, ruller de sig sammen som små rør.

Nu

Vandet lavede en lille klukkende lyd. Pumpen var sikkert i gang, og fik vandet til at cirkulere i poolen, så det ramte siderne, men det var lyden jeg bemærkede. En stille fin klukken.

Jeg går i stå dér. Ved klukkende vand. Ved den simple nydelse det var, at lytte til vand, der klukkede i en pool. Og trække vejret.

“Dit åndedræt er dit anker til nuet”, siger stemmen på min iPad. Nuet?

Åndedræt, der transporterede ilt, der prellede af på slimfyldte bronkier. Så meget for at trække vejret. Nuet blev til et blegt ekko af stemmer. Børn, der skændtes. Vinden fra havet føltes pludselig kold. Jeg turde ikke kommentere på det, for hvad nu hvis det bare var mig, der følte det. I stedet blev jeg stille, og transporterede ilt med tankens kraft.
Kom.
Overlev.

Bare lidt endnu, for det her sted er bedre end nogensinde før, og jeg vil gerne at vi bliver her længe nok til at få det meste med.

Det er mig, der er den voksne nu

Så siger man nåehh til sig selv, og får voksenstemmen på. Det er ok, siger man og krammer sig selv inden i. Så smiler man lidt, for at overbevise sig om at det virkelig ER ok, og voksenstemmen trøster videre. Se, det er ok. De andre smiler, du smiler, alle hygger sig. Siger voksenstemmen, der trøster inden i. Og man tror på det, og retter ryggen og lader som om, for der er ikke andet at gøre og det er dig, der er den voksne nu.

Måske indtil de nævner det flere uger, måneder eller år senere og man opdager revner i det, der var og at det ikke var særlig ok, selvom det lignede at det var. Og at man allerede dengang græd, bag det hele. Uden at voksenstemmen lod sig mærke med det.

Måske lærer jeg det en dag. Når jeg finder ud af præcis hvad det er jeg skal lære.