Dag 15

Om lidt vil jeg gå en tur i kulden og misse med øjnene i det skærende sollys. Det er bidende koldt, trods datoen.

Solen skinnede varmt forleden, så jeg satte mine små forspirede tomater ud i drivhuset. De overlevede både den første og den anden nattefrost, der bed spidsen af et par frembrusende stauder, og krøllede et par udspringende rosenblade.

Men så lovede de -4 grader i morgen, så nu står de igen i køkkenvinduet, og strækker deres rangelthed op mod lyset. Vi kender fornemmelsen. Hele nationen. Hele Europa.

Hele verden.

Aviserne forklarer unges overmod med angst for forsømt forår. Unge ved ikke, at der kommer flere forår, skrev de. Pegende med piber.

Men forår får en anden smag med årene. En afdæmpethed sniger sig ind. Beruselsen forsvinder, eller skifter form. Bitter pibe, hun har, hende damen.

Jeg kigger næsten kun på tallene for active cases og recovered. Kurven må bøje på et tidspunkt.

Statsministeren holder pressemøde kl. 17:30.

Dag 9

I går forlængede de bliv hjemme, med 3 uger.

Alting løser sig.

Jeg er ikke selv generet af isolationen. Jeg kan dykke ned i min jord, mine tanker, mine løbeture, min prokrastinerende eskapisme. Men langtidsudsigterne trækker syre i maven og knuder i halsen. Hvis jeg lader det.

Alting løser sig

Jeg har afskrevet min sommerferie sydpå, og ved at jeg har tabt en stor del af min opsparing. På papiret. Aktiepapiret.

Alting løser sig.

På den anden side får jeg et fast job og bruger min fritid på den investeringstaktik jeg lige havde fået lært mig selv.

Alting løser sig. Hvis bare vi snart kunne komme i gang med at løse ville det være lettere at æde.

Indtil da bager jeg brød, forspirer tomater, dyrker yoga og ser Paradise Hotel. Eskapistisk prokrastinering. Er det overhovedet et ord?

Dag 6

I horisonten kan vi godt se, at alting kommer til at ændre sig af det her. Vi håber på, at det er til det bedre, men det kommer vel an på hvordan vi takler det herfra. Lige nu er vi så trygge i vores sammenhold, at vi hjælper og buher af dem, der forsøger at udnytte situationen. Jeg har set nok katastrofefilm til at ane at det kan skifte.

Ungerne taler om at det bliver rart at komme tilbage i skole. Jeg er den voksne, der ikke tør sige, at jeg ikke ved hvornår det bliver. Ikke næste mandag hvert fald. Lige nu spiller de DnD på Discord, og i går holdt vi andre den anden fredagsbar via Zoom. Betegnelser man ikke kendte til for to uger siden. Men skål på det da.

Mest af alt venter jeg på, at det går over. Vi kan ikke gøre mere end vi gør. Vente herhjemme. Vaske vores hænder. Luge min have, løbe min tur, zigzaggende mellem folk der trækker luft ind. Selv bumserne på bænken sad med 2 meters afstand. Hurra for samfundssind.

Det amerikanske samfund er startet på en hastigt accelererende nedadgående spin. Anført af Trump. Gad vide hvad det fører til. Gider du spole 4 år frem og give mig et hint?

Jeg var på apoteket i går. Allergitabletter til Erik. 5 personer af gangen derinde. Sprit ved døren. Jeg selv havde handsker på. Blå latex. Stadig vaklende mellem at føle mig hysterisk og fornuftig med dem på.

Uanset, så ændrer alting sig herfra. Så måske jeg bare skal sippe videre på min hvidvin, nye solens prikken på mine kinder og sove til jeg vågner. For det er vel det eneste jeg kan.

Dag 3

Nu lukker de restauranter, cafeer, storcentre, frisører og den slags. Surrealismen er tyk. Et sted på hjemmekontoret ligger der en kat og snorker. Katte snorker ikke normalt, men ham her har noget polypvæsen i sin næse, så han snorker. Eller også ligger der et monster under sengen og fordøjer små børn. Gule øjne, skarpe tænder, spidse klør. Check.

I går fandt jeg et online kursus i email marketing og havde en sparring med Pia over Teams. Lunken kaffe med skummetmælk, fordi vi for længst er løbet tør for sød.

Og dronningen gav voksenskældud og lød som alles mor og mormor.

Min egen mor lovede mig, at hun tager handsker på i Netto. Insisterende på at de sagtens selv kan handle.

Vi fandt en æske med lyseblå latexhandsker bagerst i skabet ude i bryggerset. Til Netto senere. Sødmælk, skinke og affaldsposer. I går bagte jeg toastbrød og i dag koger jeg en kyllingesuppe på gamle skrog fra fryseren.

Fingrene i ørerne, lukkede øjne og det skal nok gå. Det skal nok gå.

Dag 1

Jeg købte tulipaner i onsdags. Vi havde kigget på hinanden på kontoret og besluttet os for, at det var tryggest at bare arbejde hjemme. Pakket en skærm til mig, de vigtigste stumper og låst kontoret af. På vejen hjem var vi enige om, at vi manglede cognac. Kriseberedskabsnødvendighed. Cognac til at dulme. Det var før Mette Frederiksen lukkede landet. Senere købte vi hver en dunk rød og hvidvin. Eskapisme, måske. Der er dog stadig cognac tilbage. Lidt endnu.

Det er mandag og i virkeligheden ikke dag 1, men nu tæller vi herfra. Gad vide hvad dag 1 egentlig er for mig. Da Michael nævnte muligheden for en aktienedtur for 3 uger siden, da statsministeren så alvorlig ud i onsdags, eller torsdag, da katastrofens omfang satte sig som en stor fed kvalme i min hals.

Jeg sidder oppe under tagvinduet og bliver blændet af himlen. Det er både rart og ikke. Jeg finder på opgaver og prøver at have en rutine. Op klokken 6 som vanligt. Bad. Makeup. Start lidt i 8. Frokost klokken 12. Så langt rækker mit overskud. Eftermiddagen er sværere. Løber en tur om lidt.

De mennesker man møder ude i verden smiler lidt forsigtigt, og går over i den anden side af stien. Nogle kigger bare ned. Vi rører ikke ved noget, men vasker alligevel vores hænder, når vi kommer hjem. Tulipanerne står nede i køkkenet og duver, når man går forbi. Katten snorker. Jeg stikker virtuelle fingre i mine ører og håber, det går hurtigt over det her.

De er orange, tulipanerne.

I dag bliver en god dag

Hvis man siger det overbevisende nok, skulle det virke. Dem, med viden tyngende fra deres CV siger, at man skal starte med de små ting. Bitte små drej med nakken. Kig op. Sig det efter mig:

I dag bliver en god dag.

Skal det være mindre endnu? Den næste halve dag bliver god. Den næste time. Èt skridt af gangen. Løft nakken, se lyset.

Himlen var rød til morgen. Lyset vender tilbage. 45 minutter mere dag. Hurra.

I dag bliver en god dag.

(Det er ikke fordi jeg tror den bliver dårlig. Eller fordi dagene er dårlige. Der er bare ting, der ikke lige er fede.) (Get over it. Jaja.)

Alting løser sig.

Gentag efter mig.

Døv, blind, lam.

og så står man der, med brændte synapser, gennemhullede knogler og frønnet bindevæv. Fordi det er vigtigt. Fordi man bilder sig ind, at det er vigtigt. Fordi jeg har brug for at gøre noget der er vigtigt.

Om det i virkeligheden er det, aner jeg ikke.

Front

Vinduet står åbent og der flyder fuglesang ind. Lige som i morges, da katten forsøgte at fange det med små poter mod persienner. Et sted en græsslåmaskine og underlig mild luft, i forhold til, at det lige før var koldt på vintermåden.

Ikke sne, som dengang. Ikke dyner af frost, og luft tappet for fugt og duft, ikke hård mudder, frosset i spor af nogen der engang passerede her. Bare blæst og regn på samme tid. Koldt nok.

Men nu er luften altså mild, og siver ind af tagvinduet sammen med fuglesang, lyden af en græsslåmaskine og en hund, der gør. Måske der er forår, måske, det bare var en front, der skulle passere.

Jeg ser dig

Og jeg ser hvad du har gang i.

(eller, jeg tror jeg ser det. Perception, din slyngel af en tvivl-generator. Hvad hvis nu det jeg tror du gør, skyldes at jeg selv ser verden gennem mine briller? Finder vi nogensinde SANDHEDEN om noget? Argh! Fuck det.)

Jeg ser dig.

Du har erkendelsen hængende som en sort sky, og siger du ikke vil acceptere den, men det er i virkeligheden kun dét du vil. Du vil have os til at give dig ret i, at verden ser så håbløs ud, som du længe har søgt evidens for. De, der tror, bliver affærdiget som naive romantikere, for når verden jo er som du har konkluderet, så findes det, du beder om bevis for ikke og det er os, der bliver narret og en dag vågner op til bitterheden.

Du vil ikke modbevises. Uanset hvor ondt din virkelighed er, så hænger du fast i den, med selvpinerisk bitterhed, og hyler truimferende op hver gang du får ret.

Jeg ser dig, og hvad du har gang i.

God bedring.

(og hey, det er selvfølgelig ikke dig jeg mener. Det er hende den anden, ing?)

Ikke-nem

Jeg fryser ved tanken om den mail jeg lige har sendt, og den jeg skal sende om lidt (og overspringhandler mig ud af med at skrive her. Hej hej). Katten har lagt sig i den anden ende af sofaen og de andre børn, der er her, må gerne gå i seng nu, for jeg kan næsten ikke rumme andet end mit eget. Selv nu, hvor han ikke er her.

Det er svært at skifte job, vidste du godt det? Vidste I det alle sammen, eller er det bare fordi jeg er så vidunderligt urutineret i lige dét, hjemmefødning som jeg er, at det rammer lidt ekstra?

Han er sund og rask og uden diagnose. Bare skrammet lige tilpas til, at de ikke vil have ham. For svær. For ikke-nem.

Der var engang en mand, der komplimenterede mig ved at kalde mig dét: ikke-nem. Jeg syntes det lød fedt. Jeg var ikke en af dem, man sådan bare åd, eller én der smilede af alt og sukkede sødt ved hvert ord. Jeg var speciel og krævede mere end bare lige. Pisse sejt.

Men ikke-nem vælges fra, når det er de priviligerede børn, der skal vælges blandt. Når de bedst egnede sorteres over i bunken med fremtid, så vælges de svære fra; for vi har ikke ekstra tid, overskud eller ressourcer, og vi har råd til, at vælge, kun ville de bedste.

Min nye chef omtaler mig som deres redning og frelser. Som hende, der skal bane vejen og trænge igennem til den chef, der engang i et andet liv valgte mig fra bunken. Og jeg tvivler ikke på, at jeg kan gøre min del, men jeg krymper mig over skyggen af præstationspres i dét han siger. Ikke på mig, men på ham.

Katten er tiltet bagover og ligner et loddent tæppe, og om lidt kommer min ene søn hjem, og jeg skal smile og kramme og høre til hans weekend. Han er den nemme, han er den, velsignet med døre, der åbner så meget op, at det næsten kan være dét, der kan stoppe ham engang.

De andre børn er lagt i seng nu, og næsten ude af min hørevidde, og jeg fryser stadig ved tanken om at skulle skrive den mail, der fortæller de andre forældre, at nej, det vi ville, og troede skulle være den nye start, skal vi ikke alligevel, for de ville ikke have ham.