Døv, blind, lam.

og så står man der, med brændte synapser, gennemhullede knogler og frønnet bindevæv. Fordi det er vigtigt. Fordi man bilder sig ind, at det er vigtigt. Fordi jeg har brug for at gøre noget der er vigtigt.

Om det i virkeligheden er det, aner jeg ikke.

Front

Vinduet står åbent og der flyder fuglesang ind. Lige som i morges, da katten forsøgte at fange det med små poter mod persienner. Et sted en græsslåmaskine og underlig mild luft, i forhold til, at det lige før var koldt på vintermåden.

Ikke sne, som dengang. Ikke dyner af frost, og luft tappet for fugt og duft, ikke hård mudder, frosset i spor af nogen der engang passerede her. Bare blæst og regn på samme tid. Koldt nok.

Men nu er luften altså mild, og siver ind af tagvinduet sammen med fuglesang, lyden af en græsslåmaskine og en hund, der gør. Måske der er forår, måske, det bare var en front, der skulle passere.

Jeg ser dig

Og jeg ser hvad du har gang i.

(eller, jeg tror jeg ser det. Perception, din slyngel af en tvivl-generator. Hvad hvis nu det jeg tror du gør, skyldes at jeg selv ser verden gennem mine briller? Finder vi nogensinde SANDHEDEN om noget? Argh! Fuck det.)

Jeg ser dig.

Du har erkendelsen hængende som en sort sky, og siger du ikke vil acceptere den, men det er i virkeligheden kun dét du vil. Du vil have os til at give dig ret i, at verden ser så håbløs ud, som du længe har søgt evidens for. De, der tror, bliver affærdiget som naive romantikere, for når verden jo er som du har konkluderet, så findes det, du beder om bevis for ikke og det er os, der bliver narret og en dag vågner op til bitterheden.

Du vil ikke modbevises. Uanset hvor ondt din virkelighed er, så hænger du fast i den, med selvpinerisk bitterhed, og hyler truimferende op hver gang du får ret.

Jeg ser dig, og hvad du har gang i.

God bedring.

(og hey, det er selvfølgelig ikke dig jeg mener. Det er hende den anden, ing?)

Ikke-nem

Jeg fryser ved tanken om den mail jeg lige har sendt, og den jeg skal sende om lidt (og overspringhandler mig ud af med at skrive her. Hej hej). Katten har lagt sig i den anden ende af sofaen og de andre børn, der er her, må gerne gå i seng nu, for jeg kan næsten ikke rumme andet end mit eget. Selv nu, hvor han ikke er her.

Det er svært at skifte job, vidste du godt det? Vidste I det alle sammen, eller er det bare fordi jeg er så vidunderligt urutineret i lige dét, hjemmefødning som jeg er, at det rammer lidt ekstra?

Han er sund og rask og uden diagnose. Bare skrammet lige tilpas til, at de ikke vil have ham. For svær. For ikke-nem.

Der var engang en mand, der komplimenterede mig ved at kalde mig dét: ikke-nem. Jeg syntes det lød fedt. Jeg var ikke en af dem, man sådan bare åd, eller én der smilede af alt og sukkede sødt ved hvert ord. Jeg var speciel og krævede mere end bare lige. Pisse sejt.

Men ikke-nem vælges fra, når det er de priviligerede børn, der skal vælges blandt. Når de bedst egnede sorteres over i bunken med fremtid, så vælges de svære fra; for vi har ikke ekstra tid, overskud eller ressourcer, og vi har råd til, at vælge, kun ville de bedste.

Min nye chef omtaler mig som deres redning og frelser. Som hende, der skal bane vejen og trænge igennem til den chef, der engang i et andet liv valgte mig fra bunken. Og jeg tvivler ikke på, at jeg kan gøre min del, men jeg krymper mig over skyggen af præstationspres i dét han siger. Ikke på mig, men på ham.

Katten er tiltet bagover og ligner et loddent tæppe, og om lidt kommer min ene søn hjem, og jeg skal smile og kramme og høre til hans weekend. Han er den nemme, han er den, velsignet med døre, der åbner så meget op, at det næsten kan være dét, der kan stoppe ham engang.

De andre børn er lagt i seng nu, og næsten ude af min hørevidde, og jeg fryser stadig ved tanken om at skulle skrive den mail, der fortæller de andre forældre, at nej, det vi ville, og troede skulle være den nye start, skal vi ikke alligevel, for de ville ikke have ham.

Alt er godt nu

Tanke midt i myrdede giraffer og post mavepine.

LIge nu i de her minutter, med automatkaffe af den bedre kvalitet, opvarmet kontor og lyset fra en sol, der er stået op for mere end en halv time siden.

Lige der i går aftes, hvor kroppen var mør af alting og ingenting og vi lå der i natten, og der ingen rigtige bekymringer var (og tanken om hvornår det næste rammer, blev mast om bare holdnuop), og der var os to og de små voksende emnnesker der prustede lidt og knitrede med dyner.

Alt er godt nu.

Grib.

.

Hun så dem, de andre. Det var støvregn og det passede godt til resten af verden, men de var der alligevel, de andre. De lykkelige familier. Forældre med børn i samme slags harmoni, som der lå i glasskårene tilbage i huset, hvor han nok stadig sad ved køkkenbordet, som da hun gik uden at se sig tilbage.

Det er svært at trække vejret, når halsen snører sig sammen.
Det er svært at løbe når benene føles som bly.
Men det er især svært at kæmpe, når alle andre lever lykkeligt og griner nede ved Bagsværd sø. Og svært at blive stående, når alting hviler på skuldre, der ikke har båret så tungt før.

Hun tog hjem igen, selvfølgelig gjorde hun det. Og bar.

(og jeg håber hun holder, selvfølgelig gør jeg det. Ingen ønsker andet for andre. Livskriser trækker striber i kinder og hår, og selvom patina klæder de fleste, bliver man ikke nødvendigvis stærkere hvis ikke man dør af det.)

Type

Vi var nede i byen i går. “ned i byen”, som om vi ikke er i byen nu. Det er vi, midt i massivet af tætbyggede huse, men der er alligevel noget, der minder mere om by end her, nemlig dernede hvor der er butikker, mennesker og trafik. Alle vejene i den gamle bydel bag de gamle mure er ensrettede, fordi de er for smalle til at to biler kan passere. Bilerne bliver ledt rundt med uret og kun den gamle hovedport kan passeres begge veje, fordi der er to veje der munder ud i den. Der hænger et stort rundt spejl på væggen så man kan se om hjørnet og vi fik pizza, det sted hvor man plejer at lave rygende varme pizzaer med sprød papirstynd bund og kun kan drikke iskold Fransiskaner weissbeer til. I går var der sket et eller andet intermezzo med tomatsovsen og en saltbøsse, og fyldet smagte af dåse. Men udsigten var pæn.

Det begynder at ligne en rejsedagbog, det her. Det er ikke meningen. Men vi grinede af de løbere, der løb modsat alle de andre på vejen ud af byen, og især ham, der spurgte os, der sad på tavernaen om vej; og det er svært at skrive om noget der rent faktisk skete og ikke bare dannes inde i mit hovede.
Så spiste vi en is af bæger og fnisede over Italienere med hatte og skingre fløjter, der var mere optagede af at lede trafik end de løbere, der mirakuløst nok var endt det rigtige sted.

Man lever her, det er godt. Alt er godt.

Hernede

Vi holdt søndag i dag og fri, og lavede mindre ingenting end ellers, nu det er ferie. Bortset fra at handle i butikken vi altid handler i, fordi man der kan få det meste. Og der var Italienere, der søndagshandlede det, de manglede, og en familie, der sprang så åbentlyst over os i køen, at jeg viftede dem helt hen foran mig, lidt for at vade i det og lidt fordi det jo ingenting gjorde, for tid har vi nok af, hernede.
Og nu drikker vi os småfulde i GTs af Hendricks og jeg har et tæppe om tæerne, fordi temperaturen fadt fra 33 til 23C og dét er jo koldt.

Belladinottenerne er sprunget ud, som altid nu solen er ved at være væk. Natteblomst i orange og pink.

I morgen skriver jeg igen. Og tager sol og armbøjninger, som jeg lovede mig selv at gøre. Ikke fordi jeg ved om det virker eller er det rigtige at gøre, men fordi det er hvad jeg kan finde på.
Hernede.

Grøn

Regnen har vækket græshopperne, der har sat sig i det kirsebærtræ jeg sidder under. Hvid støj, der næsten holder alt andet ude.

De siger, det er byen smukkeste have, fortalte dem, vi spiste pizza hos forleden. “De” var nogle af de lokale, de kendte. Hende, der har det lille B&B ved hospitalet. Eller noget i den stil.

Der er ellers mange af dem, mærkeligt nok. Haver. Byen er bygget på en klippetop, og består af huse, der står så tæt, at de er groet sammen, så hele byen er én stor sammenhængende masse af mursten, mørtel og klippegrund. Alt er forbundet med alt og intet står alene. Charmerende og anmasende på én gang.

Indimellem det hele, er der klemt haver og grønt ind, på pletter, der ikke helt er store nok. Nogle af dem er tæt pakket med krukker og ampler og smalle trug, fyldt med pelagonier, lavendler, og alt mulig andet, jeg ikke kender navnene på. Små popler og citron- og oliventræer i kasser. Vinranker og højrøde trompetformede blomster, der vælter ud over mure og af sprækker. Krukker med grønt fyld, klemt ind på smalle hylder i mure og stablet i porte.

Andre steder er haverne forladte og overgroede med slyngplanter og træer, der skulle være beskårede for år tilbage. Grønne fangarme presser sig ud gennem frønnede trædøre, med rustne beslag og sindrige låsesystemer, så ingen kan kommer hverken ind eller ud, uden netop at skulle bryde gennem træet.

Sommerfuglene er vendt tilbage fra deres regnvejrsskjulested og det ringer for ørene, når græshopperne med ét stopper deres larm.

Problemet med lavendler

På græsset står der tre grønne klapstole, af den franske cafe-type. Metalstel og smalle træstave som ryg og sæde. Træet er mørnet og enkelte stave er helt væk. Rådne stole, bogstavelig talt.

Jeg har valgt et kirsebærtræ som skygge. Og en stol, der virker solid. Det trives ved den milde sommer, kirsebærtræet, og har grønne blade, modsat sidste år, hvor det blev mere og mere gult, som de hede dage, åd vandet i jorden.

Det lykkedes mig ikke, at tage et billede hvor man kunne se en sommerfugl i luften. Mit kamera er for langsomt, så de lignede bare utydelige totter af papir, svævende ubestemmeligt hen over bleglilla lavendel. Jeg kan ikke huske om lavendelbuskene er nogle min mor selv har plantet. De står langs stien, i et smal bed op mod en lav mur, der støtter den øvre del af haven. Problemet med lavendler i dette klima er, at de vokser sig gigantiske og krogede og ud af enhver yndefuldhed, de måtte have haft som små sarte stiklingeformeringer. Stokkene vrider sig, som rynkede arme på en gammel kælling, ud af deres bed og ender i en tætgrenet trævlet dusk med matgrønne blade på oversiden af det brune, og de lange stilke med bleglilla blomster øverst. Det pæneste ved lavendler her, er den måde de duver i vinden og sommerfuglene og bierne, der flokkes om dem.

Vinden er nærmest kølig, og jeg venter på regnen.