En dag kommer det. Igen. En dag. Jo jo. Jeg er ret sikker. En eller anden dag, vågner i vi og resten af verden til ord, der flyder længe nok til at flyde ud.

I mellemtiden fornyer jeg trofast domænet (eller, betalingsservice gør – du ved hvad jeg mener), og i dag har jeg opdateret mit admin password til noget komplekst og opdateret wordpress.

Alt er godt.

Og en dag kommer det igen.

Bare vent.

 

(og kunsten er at undgå at det handler om mig, men at det ‘jeg’, der optræder, læses som et dig, mig, vi. Giver det mening? Jeg er uinteressant for dig, men du er vigtig. For dig.)

(og hvis jeg skubber fokus væk, og I følger den finger, der peger, kan mine synapser få ro.)

(dig, mig, vi)

(du)

Hvornår gjorde du sidste gang noget, der var så anderledes, at folk stoppede op og bemærkede det?

Jeg er en søndag med ugevis af for lidt søvn. Jeg er en todoliste med uafkrydsede kedeligheder. Jeg er momsafregning og bilagsupload, jeg er excellark med tal der stemmer.

Jeg er en gryderet på komfuret, med pulp fra morgenjuices, der på fornuftig vis er frosset ned i små poser. Jeg er tomatplanter og blegselleri i højbede, og frokostboller til en uge i skuffen med brød.

Jeg er teenagebørns lektier, og nu skal du i bad og børst dine tænder.

Jeg er støvsuger og emhætte, og bankede puder i sofaen. Jeg er løbeture og mavebøjninger. Og et enkelt glas vin når børnene sover.

Jeg er tider til øjenlæger, tandlæger og forældrekonsultationer. Jeg er hentet og bragt, og vasket tøj. Jeg er børn, vækket til tiden og lagt i seng igen.  Jeg er rene håndklæder, sokker og undertøj.

Jeg er en haveblog med yndigheder, og kattemad, vand og loppemiddel. Jeg er indkøb i nærmeste netto, tømte skraldespande, og haveaffaldet sat ud.

Jeg er en hel masse ingenting ting, og meget lidt noget andet.

Jeg stopper ingen.

(Jeg læser med, men mener ikke noget på skrift. Jeg kan jo godt huske. Mig. Fra dengang.)

(Da jeg ikke følte mig så meget andet end forvirret, fattig og ulykkelig, men var en masse andet. Men den historie er fortalt og forbi, og selv da jeg ledte i ‘der hvor man har ting’ i går, så kunne jeg ikke finde det, jeg skrev dengang og selv google gav op og domænet lukket og solgt til en anden. Og det er måske fint og et tegn fra hvadvedjeg, for hvad kommer der ud af, at ruske op i noget, der er forbi for længst; bare for at nostalgisk mindes dengang, jeg ikke var kedelig. Dengang jeg kunne skrive, og gjorde det, og fik stoppet nogle, der bemærkede.)

 

 

.

I dag er det 5 år siden Mette sendte mig hjem.

“Man skal ikke have det sådan, Line. Var du min medarbejder, ville jeg sende dig hjem.”

Så hentede hun min taske og min jakke til mig, og det jeg troede jeg var, og det jeg troede jeg skulle være, var ikke.

På den ny planet

Vi har tømt hans hus. Næsten. Nok til at det nok er sidste gang jeg er der.

Spist en pizza og tømt fryseren ned i en sæk, der blev sat ud til resten af storskraldet, hvor en seddel på maven af en gine, fortæller at det er storskrald. Ting fattigere og om lidt et hus mindre i regnskabet.

Det er anderledes, end dét, der var.
Det er godt.

Nærmest nøgen

Søndag eftermiddag i Dyrehaven. Efterårsfarver på vej, løbere og familier med børn på hjul. Cowboybukser og en tyk trøje. Søndagshår og ingen makeup. Det var jo bare os to. Mig, og så ham, jeg skal dele resten af mit liv med. Og en kulisse af folk uden om.

Først da jeg så ham, manden fra mit professionelle liv; tænkte jeg at han ikke burde kunne kende mig. Men han så mig og smilede, på den måde han plejer at hilse, når vi mødes på gangene i glastårnet eller til møder om noget, vi qua vores forskellige jobs i forskellige virksomheder er professionelt uenige om. Som regel. Og jakkesæt, slips og den feminine dittoversion.

Det spøjse er hvor meget det gik mig på, lige dér i skoven; at jeg ikke havde makeup på. Spøjst som skønhed fylder meget, og spøjst som et bart ansigt føles nøgent. Stadigvæk.