På LinkedIn brænder man for ting.

En klog sagde engang, at det man bliver irriteret over, siger mere om en selv end om den anden. Jeg er meget på LinkedIn for tiden. Sælg, sælg, sælg. Pakket ind i underspillet se hvem jeg er og hvad jeg står for. Mindst ét like om dagen. Kommentar hver anden. Opslag midt i mellem. Strategisk markedsføring. Storytelling kalder de unge det. Jo, jo.

Kom og køb.

På LinkedIn brænder man for ting. Man er passioneret omkring at “drive transformations”, “at udvikle ledere” eller at “driving the implementation of IT projects”. Bortset fra Sven Brinkman, han er bare “Professor of Psychology, Aalborg University”. Det siger jo også noget.

Jeg kan godt se det fede ved at brænde for noget. Passionen er dragende. Ild i øjnene og krudt i røven. Kom, lad os brænde op sammen. (Nåeh nej.)

Men jeg kan ikke mærke det selv. Så med vanlig navlepillende “herfra min verden går”, nægter jeg at tro på at I andre også kan.

Eller også mærker jeg efter det forkerte. Måske det slet ikke skal mærkes så påtrængende som jeg tror? Måske passion bare er en lille flamme, der hyggebrænder nede i det ene hjørne? Måske det slet ikke er den der øvredøvende trang, lyst, drive? Ingen altædende sult, bare lidt “jo tak gerne et stykke mere”.

Eller måske er der noget i vejen med min sult? Måske det er dét, der er galt? Måske jeg bliver irriteret over de der lalleglade naive brændende typer, fordi jeg selv er amputeret i passions-centeret? Fatomsmerter, forklædt som irritaiton.

Eller også skal jeg bare finde mit fucking why.

(og har man ikke ét, skal man så bare lade sig visne?)

Irritationen igen. Hej, hej.

På LinkedIn brænder man for ting. Jeg ved ærligt ikke om man er fuld af løgn, eller om der er folk, for hvem det er ægte.

I stykker

Der var en keramikhjerne i venteværelset. På reolen overfor hvor jeg sad. De andre gange er jeg af den lille skæm blevet vist ned af gangen til de blå stole. Eller de orange. Så satte jeg mig der, og gloede ind i en gråhvid væg eller en krøllet “stop rygning”-kampagne, indtil den af lægerne jeg nu var blevet tilsagt, kom ud og sagde mig navn højt.

Men ikke i dag. I dag skulle jeg bare tage plads i venteværelset, uanset stolens farve, og jeg kunne se på en skærm, at man skal spise varieret, ikke sende prøver med almindelig post og sådan virker medicintilskud. Og så altså en reol med en rødbrun hjerne i keramik. Pudsigt nok mage til den vi har stående i reolen på kontoret.

Ikke fordi vi er læger, men fordi nogen på et tidspunkt fandt det passende sjovt.

Rie, hed lægen i dag. Det skal vi nok få styr på, sagde Rie efter 7 minutter. Bøj dig frem, tilbage, til siden, læg dig, vend dig og gør det her ondt? Det gjorde det, men det skal vi nok få styr på. Sagde Rie.

Tak, Rie.

Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, herregud. Jeg har født to børn og løbet et halvmaraton på en skadet hofte. Smertetærskel høj. Fordi min evne til at stikke fingre i virtuelle ører er særdeles veludviklet.

(Jo, mor; nogle gange, er det ikke pjat. Nogle gange går man bare en smule mere i stykker at det, der ikke slår en ihjel.)

Jeg græd over dét. At være gået i stykker.

En dag kommer det. Igen. En dag. Jo jo. Jeg er ret sikker. En eller anden dag, vågner i vi og resten af verden til ord, der flyder længe nok til at flyde ud.

I mellemtiden fornyer jeg trofast domænet (eller, betalingsservice gør – du ved hvad jeg mener), og i dag har jeg opdateret mit admin password til noget komplekst og opdateret wordpress.

Alt er godt.

Og en dag kommer det igen.

Bare vent.

(og kunsten er at undgå at det handler om mig, men at det ‘jeg’, der optræder, læses som et dig, mig, vi. Giver det mening? Jeg er uinteressant for dig, men du er vigtig. For dig.)

(og hvis jeg skubber fokus væk, og I følger den finger, der peger, kan mine synapser få ro.)

(dig, mig, vi)

(du)

.

Hvornår gjorde du sidste gang noget, der var så anderledes, at folk stoppede op og bemærkede det?

Jeg er en søndag med ugevis af for lidt søvn. Jeg er en todoliste med uafkrydsede kedeligheder. Jeg er momsafregning og bilagsupload, jeg er excellark med tal der stemmer.

Jeg er en gryderet på komfuret, med pulp fra morgenjuices, der på fornuftig vis er frosset ned i små poser. Jeg er tomatplanter og blegselleri i højbede, og frokostboller til en uge i skuffen med brød.

Jeg er teenagebørns lektier, og nu skal du i bad og børst dine tænder.

Jeg er støvsuger og emhætte, og bankede puder i sofaen. Jeg er løbeture og mavebøjninger. Og et enkelt glas vin når børnene sover.

Jeg er tider til øjenlæger, tandlæger og forældrekonsultationer. Jeg er hentet og bragt, og vasket tøj. Jeg er børn, vækket til tiden og lagt i seng igen.  Jeg er rene håndklæder, sokker og undertøj.

Jeg er en haveblog med yndigheder, og kattemad, vand og loppemiddel. Jeg er indkøb i nærmeste netto, tømte skraldespande, og haveaffaldet sat ud.

Jeg er en hel masse ingenting ting, og meget lidt noget andet.

Jeg stopper ingen.

(Jeg læser med, men mener ikke noget på skrift. Jeg kan jo godt huske. Mig. Fra dengang.)

(Da jeg ikke følte mig så meget andet end forvirret, fattig og ulykkelig, men var en masse andet. Men den historie er fortalt og forbi, og selv da jeg ledte i ‘der hvor man har ting’ i går, så kunne jeg ikke finde det, jeg skrev dengang og selv google gav op og domænet lukket og solgt til en anden. Og det er måske fint og et tegn fra hvadvedjeg, for hvad kommer der ud af, at ruske op i noget, der er forbi for længst; bare for at nostalgisk mindes dengang, jeg ikke var kedelig. Dengang jeg kunne skrive, og gjorde det, og fik stoppet nogle, der bemærkede.)

.

I dag er det 5 år siden Mette sendte mig hjem.

“Man skal ikke have det sådan, Line. Var du min medarbejder, ville jeg sende dig hjem.”

Så hentede hun min taske og min jakke til mig, og det jeg troede jeg var, og det jeg troede jeg skulle være, var ikke.

På den ny planet

Vi har tømt hans hus. Næsten. Nok til at det nok er sidste gang jeg er der.

Spist en pizza og tømt fryseren ned i en sæk, der blev sat ud til resten af storskraldet, hvor en seddel på maven af en gine, fortæller at det er storskrald. Ting fattigere og om lidt et hus mindre i regnskabet.

Det er anderledes, end dét, der var.
Det er godt.

Nærmest nøgen

Søndag eftermiddag i Dyrehaven. Efterårsfarver på vej, løbere og familier med børn på hjul. Cowboybukser og en tyk trøje. Søndagshår og ingen makeup. Det var jo bare os to. Mig, og så ham, jeg skal dele resten af mit liv med. Og en kulisse af folk uden om.

Først da jeg så ham, manden fra mit professionelle liv; tænkte jeg at han ikke burde kunne kende mig. Men han så mig og smilede, på den måde han plejer at hilse, når vi mødes på gangene i glastårnet eller til møder om noget, vi qua vores forskellige jobs i forskellige virksomheder er professionelt uenige om. Som regel. Og jakkesæt, slips og den feminine dittoversion.

Det spøjse er hvor meget det gik mig på, lige dér i skoven; at jeg ikke havde makeup på. Spøjst som skønhed fylder meget, og spøjst som et bart ansigt føles nøgent. Stadigvæk.