Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Lige indtil der dukkede et op, der ikke kunne bruges. Hvad gør man så? Sletter? Skriver om til uigenkendelighed eller digter net af virkelige spøgelser på?

Genkendeligheden gør angst. Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

Hvor ville du tage hen, for de penge du fik for de solgte møbler? Hvor ville du strande med din banale drøm, hvor ville din forfængelighed slå dig i gulvet?

Bitre mønsterspydighed.

Hvad ville du gøre, hvis du ikke var bange?

(nu)

I mørke

Der var den aften, hvor hun var gået ud for at lede efter ham i sutsko. Sjoskede rundt på villavejene og kiggede i skyggerne. Nede ved kollegiet var der fest, og hun ovevejede lidt, om hun skulle gå ind og spørge om de.. om hvad? Om de havde set ham? Inviteret ham ind? “Undskyld, har I set en vred mand komme forbi? Undskyld, har I budt en krøllet mand i starten af tredverne med på øl?”. Det virkede så lidt sandsynligt, at hun sjoskede tilbage igen, uden at de så hende. I sutsko. Blå sutsko. Hvorfor fanden havde hun ikke taget sko på? Selvpineriske pis. Man forstod ham vel godt lidt.

Han var ikke væk, sad bare i bilen længe nok til, at det drev over. Hvad det nu var.

De talte ikke om det siden. Og hun nævnte ikke noget om, at hun havde ledt efter ham ude i skyggerne og under buske.

Eller om, at det var i sutsko.

(2012)

Måske

Jeg så, at du så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da du så mig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen. Senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet skete i virkeligheden?

Du så, at jeg så, og jeg ved ikke hvordan jeg skal fortsætte herfra.

Jeg så, at du stoppede, da jeg så dig. Jeg så tøven og jeg så en let rødmen senere. Måske.

Er det ikke skægt som fokus er dér, hvor intet ikke skete i virkeligheden.

(2012)

Kladdeløs

Jeg har kladder liggende bag alt det polerede. Løsrevne tanker, der ikke blev tænkt færdig. Stumper af oplevelser, der ikke havde nok i sig. Sikkert også søndage som i dag, der bare var for trætte til at blive publicerede.

Nu ligger de der bare, fordi det er sådan wordpress fungerer. Aktivt tilvalg at slette det, der aldrig blev gjort færdigt. Jeg hader at slette ord. Fordi det måske kan bruges igen en dag. Måske. Eller fordi jeg kan mærke noget i de, når jeg læser. Selv når det er kladder.

Men jeg rydder op og smider ud alle andre steder, så hvorfor ikke også her. Kladderne kan være frø, der kan få min mangel på nutidsord til at spire. Jeg smider dog ikke ud, jeg lægger til og trækker fra, og selvom jeg nok ikke kan huske hvorfra de stammer, så kommer de ud nu. Lidt af gangen og bare som ord på ord.