Ud og hjem

Nogle gange, så kan jeg se dem stå der. Ordene. Sætninger, der snørkler sig ind og ud af banaliteter. Historien om pigen med det tykke krøllede hår, der stod i toget den morgen. Hun lignede Teresas datter, som jeg har set hende på billeder. Mørke øjne og olivenfarvet hud. Ikke at jeg har mødt hende, Teresas datter. Kun pigen i toget, og kun den ene dag hvor hun stod på og stod af samme sted som mig. Og var der igen da jeg kørte hjem timer, excel ark og hundredevis af høflige smil senere. (først skrev jeg tusindvis, men det er vist at strække den. Selv hundrede er nok lige i overkanten, for nok er jeg meget, men jeg er stadig mere øjne end mund).
Eller manden ved sin PC og sine netværksdiagrammer, der på meget dansk engelsk forklarer nogen, i den anden ende af noget online møde, at noget ikke er i orden, eller, at det, er eller hvad ved jeg. Men det er højt og han hilser pænt hver morgen og er ret flink, faktisk. Og manden med vorten, der fylder hele den ene side af næseryggen, så han er svær at se i øjnene uden, at man føler at man stirrer. Pigen fra Østrig, der synes julemarkedet på Kongens Nytorv er skuffende og den kinesiske kvinde, hvis navn lyder som et tilråb.

Jeg kan se dem, historierne. Og så kan jeg ikke se dem mere.

Der var en mand, der skulle blive tusind år. Det er ganske vist. Han havde hvide hår, der stak ud af hans skjorte, og en fantasi, der alligevel ikke rakte op over en banal hverdagsrituel status-behovsstillelse. Måske tusind år er det, der skal til, for at gøre ham klog nok til næste niveau.

En dag, når jeg har drukket min kaffe, skriver jeg hans historie. Den endte bare så skidt, at jeg næsten ikke orker.

Ikke ulykkeligt skidt, ikke tragedie-skidt – den slags skidt elsker vi jo at svælge i, empati-kopiere og låne lidt smerte af. Nej, skidt på “nå.. ikke andet?” måden. Ligesom damen med herpes. Banalitetsrytteri. Jeg orker det næsten ikke. Hvis vi skal ændre verden, skal vi ændre den rigtigt. Ikke bare skubbe rundt på ting, der allerede er her.

Med ryggen mod radiatoren og ansigtet mod resten af indenfor, kan jeg kun fornemme om solen skinner uden for. Lidt skinner den måske. Om lidt kommer der regn, står der på dmi, og om lidt kører vi hjem. Nogen siger at man skal gøre noget andet for at der sker noget nyt. Alligevel gør jeg, som jeg plejer, og alligevel hele tiden en lille smule andet end sidst. Vi taler så meget om penduler der svinger, men du og jeg ved jo godt at det ikke er et pendul, men en spiral. Rundt, rundt, rundt, og så er vi et sted, der ligner noget vi har været ved før, bare ikke helt mage til, for ringene på spiraler flytter sig i rum, eller også er det os, der skifter en lille smule form. Hvad vi kan bruge det til, ved jeg ikke, måske bare til at forstå det rum vi har at være i, måske slet ingenting. 

Det regner ikke endnu. 

Fucks

“You found my hidden fuck, so now I have no more fucks to give.”

Jeg kan ikke komme på om dét er godt, eller skidt.  Befriende, vel?