Tæt nok

En dag parkerede jeg oppe under himlen.

Hvor vinden lydløst trækker blårøde striber på din kind og hvor horisonen synes lige gyldig, uanset hvad vej du vender, og hvor betonen gynger, når nogen går forbi.

Man kommer ned via metaltrapper, der snor firkanter ned i skyggen, og nogen har sat sine cykler aller nederst. Sikkert fordi der er lidt læ, sikkert for at kunne komme hurtigere væk, hvis jorden kommer for tæt på.

Men oppe under himlen er alting længere væk end det synes relevant. Der erheller ikke andre end mig her. Og vinden og himlen, lidt for tæt på.

 

I mørke

Der var den aften, hvor hun var gået ud for at lede efter ham i sutsko. Sjoskede rundt på villavejene og kiggede i skyggerne. Nede ved kollegiet var der fest, og hun ovevejede lidt, om hun skulle gå ind og spørge om de.. om hvad? Om de havde set ham? Inviteret ham ind? “Undskyld, har I set en vred mand komme forbi? Undskyld, har I budt en krøllet mand i starten af tredverne med på øl?”. Det virkede så lidt sandsynligt, at hun sjoskede tilbage igen, uden at de så hende. I sutsko. Blå sutsko. Hvorfor fanden havde hun ikke taget sko på? Selvpineriske pis. Man forstod ham vel godt lidt.

Han var ikke væk, sad bare i bilen længe nok til, at det drev over. Hvad det nu var.

De talte ikke om det siden. Og hun nævnte ikke noget om, at hun havde ledt efter ham ude i skyggerne og under buske.

Eller om, at det var i sutsko.

(2012)

I mellemtiden er hun blevet usynlig.

Ikke forsvundet fra verden, vorherre bevares (i fald han findes), hun er her stadig og lever det liv hun nu engang har valgt. Trækker vejret regelmæssigt for det meste. Slår med nakken eller dukker selvsamme, afhængig af hvem hun ser for sig. Står op og smører madpakker. Binder snørebånd og klipser det lille kort med det dårlige foto, fast i bukselommer eller hvad hun nu har at gøre godt med. Nogen gange er det ingenting, så bærer hun det i hånden og glemmer det på skriveborde. Men det finder altid tilbage. Så jo, hun findes stadig. Lever, ler og leger også af og til. Selvom det er sjældent, det sidste.

Men stemmen er væk. Sangene, der lød ned af øde gader; der lokkede hundredvis, tusindvis af rotter ud under kloakker og nedløbsrør, og hen på fortovet foran hendes lille imaginære hus, er stoppet, som nogen havde sat en klud i halsen på hende. Selv den piblende smerte, der af og til (og lidt for ofte, til de flestes smag) var kilden til al herligheden, er tørret ind, og der er kun de gamle ar at brygge på, og selv dén historie har mistet sin pragt, af at blive fortalt for meget.

Og sangen var alt hvad hun var, dengang. Sangen var hendes liv, sangen var hendes farve, hendes lys og hendes grund.

Så nu er hun blevet usynlig. Falmet væk under overskrifterne og glemt af rotter, der skal fodres, for at blive ved med at komme tilbage; og nogen gange, når hun hører de andres sange, savner hun at det er hende de kommer for.

Men for det meste er usynlig godt.