Dag 62

Min mor ringede et sted efter dag 15.

“Det er mærkeligt, for jeg føler mig jo rask.” Sagde hun. Efter fortællingen om blodprøver og svar og tid til leverbiopsi om fredagen efter. “Og kræft er jo ikke noget vi har haft noget af i vores familie.”

I mellemtiden er smittetrykket faldet og sundhedsstyrelsens strategi ændret tilbage til noget med opsporing.

Hvad savner du, spørger folk. Jeg savner kun ikke at være bange for folk, når jeg køber ind. At hvert lille host ikke følges af katatrofetanker og et diskret check af ens temperatur.

Mine hænder har holdt overraskende godt til konstant vask. Man vænner sig måske. Eller, nok ikke. Man vænner sig aldrig. Heller ikke til bekymringen, der ligger som en blød smerte bagerst i tankerne.

Jeg vælger at se, på det, der også er her. Træer, der springer ud. Katte, der spinder. Børn, der tilpasser sig. Kølig hvidvin og sol. Skvalderkål og spæde blade på den lille blåregn, der kommer af frø fra Italien.

Fordi det også er her, og stadig vil være her, selv om verden er en anden.