Dag 3

Nu lukker de restauranter, cafeer, storcentre, frisører og den slags. Surrealismen er tyk. Et sted på hjemmekontoret ligger der en kat og snorker. Katte snorker ikke normalt, men ham her har noget polypvæsen i sin næse, så han snorker. Eller også ligger der et monster under sengen og fordøjer små børn. Gule øjne, skarpe tænder, spidse klør. Check.

I går fandt jeg et online kursus i email marketing og havde en sparring med Pia over Teams. Lunken kaffe med skummetmælk, fordi vi for længst er løbet tør for sød.

Og dronningen gav voksenskældud og lød som alles mor og mormor.

Min egen mor lovede mig, at hun tager handsker på i Netto. Insisterende på at de sagtens selv kan handle.

Vi fandt en æske med lyseblå latexhandsker bagerst i skabet ude i bryggerset. Til Netto senere. Sødmælk, skinke og affaldsposer. I går bagte jeg toastbrød og i dag koger jeg en kyllingesuppe på gamle skrog fra fryseren.

Fingrene i ørerne, lukkede øjne og det skal nok gå. Det skal nok gå.

Skriv et svar