På LinkedIn brænder man for ting.

En klog sagde engang, at det man bliver irriteret over, siger mere om en selv end om den anden. Jeg er meget på LinkedIn for tiden. Sælg, sælg, sælg. Pakket ind i underspillet se hvem jeg er og hvad jeg står for. Mindst ét like om dagen. Kommentar hver anden. Opslag midt i mellem. Strategisk markedsføring. Storytelling kalder de unge det. Jo, jo.

Kom og køb.

På LinkedIn brænder man for ting. Man er passioneret omkring at “drive transformations”, “at udvikle ledere” eller at “driving the implementation of IT projects”. Bortset fra Sven Brinkman, han er bare “Professor of Psychology, Aalborg University”. Det siger jo også noget.

Jeg kan godt se det fede ved at brænde for noget. Passionen er dragende. Ild i øjnene og krudt i røven. Kom, lad os brænde op sammen. (Nåeh nej.)

Men jeg kan ikke mærke det selv. Så med vanlig navlepillende “herfra min verden går”, nægter jeg at tro på at I andre også kan.

Eller også mærker jeg efter det forkerte. Måske det slet ikke skal mærkes så påtrængende som jeg tror? Måske passion bare er en lille flamme, der hyggebrænder nede i det ene hjørne? Måske det slet ikke er den der øvredøvende trang, lyst, drive? Ingen altædende sult, bare lidt “jo tak gerne et stykke mere”.

Eller måske er der noget i vejen med min sult? Måske det er dét, der er galt? Måske jeg bliver irriteret over de der lalleglade naive brændende typer, fordi jeg selv er amputeret i passions-centeret? Fatomsmerter, forklædt som irritaiton.

Eller også skal jeg bare finde mit fucking why.

(og har man ikke ét, skal man så bare lade sig visne?)

Irritationen igen. Hej, hej.

På LinkedIn brænder man for ting. Jeg ved ærligt ikke om man er fuld af løgn, eller om der er folk, for hvem det er ægte.

Skriv et svar