I stykker

Der var en keramikhjerne i venteværelset. På reolen overfor hvor jeg sad. De andre gange er jeg af den lille skæm blevet vist ned af gangen til de blå stole. Eller de orange. Så satte jeg mig der, og gloede ind i en gråhvid væg eller en krøllet “stop rygning”-kampagne, indtil den af lægerne jeg nu var blevet tilsagt, kom ud og sagde mig navn højt.

Men ikke i dag. I dag skulle jeg bare tage plads i venteværelset, uanset stolens farve, og jeg kunne se på en skærm, at man skal spise varieret, ikke sende prøver med almindelig post og sådan virker medicintilskud. Og så altså en reol med en rødbrun hjerne i keramik. Pudsigt nok mage til den vi har stående i reolen på kontoret.

Ikke fordi vi er læger, men fordi nogen på et tidspunkt fandt det passende sjovt.

Rie, hed lægen i dag. Det skal vi nok få styr på, sagde Rie efter 7 minutter. Bøj dig frem, tilbage, til siden, læg dig, vend dig og gør det her ondt? Det gjorde det, men det skal vi nok få styr på. Sagde Rie.

Tak, Rie.

Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, herregud. Jeg har født to børn og løbet et halvmaraton på en skadet hofte. Smertetærskel høj. Fordi min evne til at stikke fingre i virtuelle ører er særdeles veludviklet.

(Jo, mor; nogle gange, er det ikke pjat. Nogle gange går man bare en smule mere i stykker at det, der ikke slår en ihjel.)

Jeg græd over dét. At være gået i stykker.

Skriv et svar