I dag bliver en god dag

Hvis man siger det overbevisende nok, skulle det virke. Dem, med viden tyngende fra deres CV siger, at man skal starte med de små ting. Bitte små drej med nakken. Kig op. Sig det efter mig:

I dag bliver en god dag.

Skal det være mindre endnu? Den næste halve dag bliver god. Den næste time. Èt skridt af gangen. Løft nakken, se lyset.

Himlen var rød til morgen. Lyset vender tilbage. 45 minutter mere dag. Hurra.

I dag bliver en god dag.

(Det er ikke fordi jeg tror den bliver dårlig. Eller fordi dagene er dårlige. Der er bare ting, der ikke lige er fede.) (Get over it. Jaja.)

Alting løser sig.

Gentag efter mig.

På LinkedIn brænder man for ting.

En klog sagde engang, at det man bliver irriteret over, siger mere om en selv end om den anden. Jeg er meget på LinkedIn for tiden. Sælg, sælg, sælg. Pakket ind i underspillet se hvem jeg er og hvad jeg står for. Mindst ét like om dagen. Kommentar hver anden. Opslag midt i mellem. Strategisk markedsføring. Storytelling kalder de unge det. Jo, jo.

Kom og køb.

På LinkedIn brænder man for ting. Man er passioneret omkring at “drive transformations”, “at udvikle ledere” eller at “driving the implementation of IT projects”. Bortset fra Sven Brinkman, han er bare “Professor of Psychology, Aalborg University”. Det siger jo også noget.

Jeg kan godt se det fede ved at brænde for noget. Passionen er dragende. Ild i øjnene og krudt i røven. Kom, lad os brænde op sammen. (Nåeh nej.)

Men jeg kan ikke mærke det selv. Så med vanlig navlepillende “herfra min verden går”, nægter jeg at tro på at I andre også kan.

Eller også mærker jeg efter det forkerte. Måske det slet ikke skal mærkes så påtrængende som jeg tror? Måske passion bare er en lille flamme, der hyggebrænder nede i det ene hjørne? Måske det slet ikke er den der øvredøvende trang, lyst, drive? Ingen altædende sult, bare lidt “jo tak gerne et stykke mere”.

Eller måske er der noget i vejen med min sult? Måske det er dét, der er galt? Måske jeg bliver irriteret over de der lalleglade naive brændende typer, fordi jeg selv er amputeret i passions-centeret? Fatomsmerter, forklædt som irritaiton.

Eller også skal jeg bare finde mit fucking why.

(og har man ikke ét, skal man så bare lade sig visne?)

Irritationen igen. Hej, hej.

På LinkedIn brænder man for ting. Jeg ved ærligt ikke om man er fuld af løgn, eller om der er folk, for hvem det er ægte.

Strålevarme

Der ligger en sammenhæng for enden af min intuition. Lige dér hvor jeg ikke kan nå den. Men jeg kan fornemme den, som lys gennem lukkede øjne, eller strålevarme fra en brændeovn.

Måske. Måske det i virkeligheden er banalt og smurt ud i hele ansigtet, så alle andre kan se det.

Men jeg glemte at skrive tillykke til ham, den gamle ven, der havde fødselsdag forleden. Tænkte det flere gange. Ville gerne. Tillykke med dagen, du. Selvom vi ikke ses og selvom jeg valgte fra, fordi han ingen energi gav, ingen værdi tilførte, så koster det mig ingenting at heppe lidt på, og give et lille skub af karma. Kærlighed.

Så nu gjorde jeg det. Tillykke, tidligere ven. Håber 2020 behandler dig bedre, end 2019 gjorde. Håber at 2020 behandler os alle bedre.

Hvilket er noget sludder. Vi bestemmer selv, i tæt parløb med omgivelserne. Dér var den igen, fornemmelsen. Hvad er det jeg skal fatte? Vekselvirkningen mellem drift og udforskning, problemløsning, udvikling. Energien i det ukendte har altid smagt syrlig-bittert for mig. Tidligere jobs var en vekslen mellem tunge kedeligheder og angstprovokerende præstationspres. Når valget står mellem angst og kedsomhed, har jeg valgt angsten fra. Kæft det er kedeligt så.

Men hvad er det tredje valg?

I stykker

Der var en keramikhjerne i venteværelset. På reolen overfor hvor jeg sad. De andre gange er jeg af den lille skæm blevet vist ned af gangen til de blå stole. Eller de orange. Så satte jeg mig der, og gloede ind i en gråhvid væg eller en krøllet “stop rygning”-kampagne, indtil den af lægerne jeg nu var blevet tilsagt, kom ud og sagde mig navn højt.

Men ikke i dag. I dag skulle jeg bare tage plads i venteværelset, uanset stolens farve, og jeg kunne se på en skærm, at man skal spise varieret, ikke sende prøver med almindelig post og sådan virker medicintilskud. Og så altså en reol med en rødbrun hjerne i keramik. Pudsigt nok mage til den vi har stående i reolen på kontoret.

Ikke fordi vi er læger, men fordi nogen på et tidspunkt fandt det passende sjovt.

Rie, hed lægen i dag. Det skal vi nok få styr på, sagde Rie efter 7 minutter. Bøj dig frem, tilbage, til siden, læg dig, vend dig og gør det her ondt? Det gjorde det, men det skal vi nok få styr på. Sagde Rie.

Tak, Rie.

Jeg græd ikke fordi det gjorde ondt, herregud. Jeg har født to børn og løbet et halvmaraton på en skadet hofte. Smertetærskel høj. Fordi min evne til at stikke fingre i virtuelle ører er særdeles veludviklet.

(Jo, mor; nogle gange, er det ikke pjat. Nogle gange går man bare en smule mere i stykker at det, der ikke slår en ihjel.)

Jeg græd over dét. At være gået i stykker.

Pip gok.

(Jeg missede 2019 med 5 dage. Pisos. Eller noget. Det siger måske noget om 2019. Måske det bare siger noget om tid der går, uden at nogen opdager det.)

(Jeg har en kat på skødet. Den spinder, savler lidt og spidder mig med sine kløer. Og dufter af udenfor. Vand og frostluft. Den har sikkert jord på poterne, og ligger her sikkert kun fordi den tror at alternativet er værre. Kolde gulv.)

Statusopdatering slut.