Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Skriv et svar