Ho ho

De glæder sig til jul. De tæller ned med julekalendre, afkrydsninger på tavler, målebånd og alt dét.
Vi voksne giver ikke hinanden julegaver. Ikke sådan rigtig julegaver, bare noget fis d. 24, så der ikke er tomt under juletræet. De gaver vi giver, varer hele december og er dryp af kærlighed og omtanke. Fis meget af det, men gaver, der er mere ægte end dyre. Børnene skal nok få deres del, jojo. Og juletræ og and og risalamande med mandel og et eller andet fjollet som mandelgave. Traditioner at hænge vores selv op på. Vores familie og vores verden.
(Jeg har dog ingen adventskrans i år. Referencen til noget kristent blev for stærk. Der er ingen der har nævnt det; men de har også deres nissegaver, skrabe og skumnissekalendre, så hvad forskel gør nogle lys, der ikke er tændte?)
Men her er nisser med fjogede smil. Og lys. Masser lys. (ellers dør jeg, men det er en anden langt mere alvorlig snak.). Og juleplayliste på Spotify, og clementiner og kalenderlyset, i den der nissebefængte lysestage, og stjernen med lys på i vinduet, ved siden af de kornfede sølvstjerner. Nissegavestrømpen på skabet ved ovnen, der mirakuløst nok ikke er brændt af endnu, og fuglekugler ved vinduet og. Mere.

De glæder sig til jul, siger de. Det er godt. Det kan tidsnok gå over.

Ud og hjem

Nogle gange, så kan jeg se dem stå der. Ordene. Sætninger, der snørkler sig ind og ud af banaliteter. Historien om pigen med det tykke krøllede hår, der stod i toget den morgen. Hun lignede Teresas datter, som jeg har set hende på billeder. Mørke øjne og olivenfarvet hud. Ikke at jeg har mødt hende, Teresas datter. Kun pigen i toget, og kun den ene dag hvor hun stod på og stod af samme sted som mig. Og var der igen da jeg kørte hjem timer, excel ark og hundredevis af høflige smil senere. (først skrev jeg tusindvis, men det er vist at strække den. Selv hundrede er nok lige i overkanten, for nok er jeg meget, men jeg er stadig mere øjne end mund).
Eller manden ved sin PC og sine netværksdiagrammer, der på meget dansk engelsk forklarer nogen, i den anden ende af noget online møde, at noget ikke er i orden, eller, at det, er eller hvad ved jeg. Men det er højt og han hilser pænt hver morgen og er ret flink, faktisk. Og manden med vorten, der fylder hele den ene side af næseryggen, så han er svær at se i øjnene uden, at man føler at man stirrer. Pigen fra Østrig, der synes julemarkedet på Kongens Nytorv er skuffende og den kinesiske kvinde, hvis navn lyder som et tilråb.

Jeg kan se dem, historierne. Og så kan jeg ikke se dem mere.