Der var en mand, der skulle blive tusind år. Det er ganske vist. Han havde hvide hår, der stak ud af hans skjorte, og en fantasi, der alligevel ikke rakte op over en banal hverdagsrituel status-behovsstillelse. Måske tusind år er det, der skal til, for at gøre ham klog nok til næste niveau.

En dag, når jeg har drukket min kaffe, skriver jeg hans historie. Den endte bare så skidt, at jeg næsten ikke orker.

Ikke ulykkeligt skidt, ikke tragedie-skidt – den slags skidt elsker vi jo at svælge i, empati-kopiere og låne lidt smerte af. Nej, skidt på “nå.. ikke andet?” måden. Ligesom damen med herpes. Banalitetsrytteri. Jeg orker det næsten ikke. Hvis vi skal ændre verden, skal vi ændre den rigtigt. Ikke bare skubbe rundt på ting, der allerede er her.

2 kommentarer til “”

  1. hypotetisk datid er en mulighed, eller at beskrive ham fra en andens øjne eller begge dele?:
    “og så legede vi, at far ikke arbejdede hele tiden, og at mor ikke havde røde øjne og tyk stemme, og vi legede, at lillebror ikke blev syg, og skulle have nåle i armen og elektroder på brystet, og at jeg ikke skulle have sådan et filter for munden, når jeg besøgte ham, og vi legede, at mor ikke sagde, at lillebror snart ville være en engel i himlen, og at jeg ikke slog hende og sagde, at jeg også ville være en engel, fordi jeg ville have, at mor også skulle græde for mig, og så legede vi, at mor ikke blev helt sort i øjnene, og at far ikke blev væk i flere dage, men at de sang sange for mig, ligesom da lillebror var her, og at de kaldte mig Tante Tut, også selvom jeg ikke var en engel, og så legede vi, at mor ikke låste sig inde på toilettet og råbte “Ikke nu!”, når jeg bankede på, og vi legede, at jeg kunne spørge hende om ting, om engle dør, for eksempel, om de kan flyve baglæns og om man får syltetøj til sine pandekager i himlen, og så legede vi, at jeg var død, og så legede vi, at døden bare var noget, vi legede.”

  2. Jo. Han fortalte sin historie midt på gaden i Miami Beach, og det var aften og 25 grader, og det blæste ude fra havet, så jeg fik hår i munden. Men at vende den om, er interessant. Jeg kan bare for pokker ikke huske hvad den indiske hellige mand, der var hans guide hedder. Pisos.

Skriv et svar