Der var en mand, der skulle blive tusind år. Det er ganske vist. Han havde hvide hår, der stak ud af hans skjorte, og en fantasi, der alligevel ikke rakte op over en banal hverdagsrituel status-behovsstillelse. Måske tusind år er det, der skal til, for at gøre ham klog nok til næste niveau.

En dag, når jeg har drukket min kaffe, skriver jeg hans historie. Den endte bare så skidt, at jeg næsten ikke orker.

Ikke ulykkeligt skidt, ikke tragedie-skidt – den slags skidt elsker vi jo at svælge i, empati-kopiere og låne lidt smerte af. Nej, skidt på “nå.. ikke andet?” måden. Ligesom damen med herpes. Banalitetsrytteri. Jeg orker det næsten ikke. Hvis vi skal ændre verden, skal vi ændre den rigtigt. Ikke bare skubbe rundt på ting, der allerede er her.

Placebo

Fokusfikserende hjernemusik. Man kan sætte tid på, så den pinger meditationsagtigt til start og slut og gad vide om det er tankerne om det, der gør det ægte.

Homøopati på metaplanet. Hvis vi udvander nok, så ender det med at virke. Placebo er stærkere end, siger de kloge og de, der forsker i den slags. Fortynder du nok, har du ren placebo tilbage. Omvendt destillation.

Behøver vi at vide hvad det er, når bare det virker? Behøver vi at vide hvad det er, for at det virker?

Når jeg bliver stor vil jeg være hjerneforsker. Læse om neuroner, synapser og den elektrokemi, der skaber tanker og os. Når jeg bliver stor vil jeg lære alt om det vi er, når vi fortynder længe nok. Når vi zoomer ind. Elektriske impulser fra struktur til struktur. Og jeg vil lære, at vi er ingenting ud over impulser og komplicerede feedbacksystemer i hormonregulering og mangel på samme. Og placebo.

Fokusfikserende hjernemusk.

(Er jeg stor nok nu, mon?)