(og kunsten er at undgå at det handler om mig, men at det ‘jeg’, der optræder, læses som et dig, mig, vi. Giver det mening? Jeg er uinteressant for dig, men du er vigtig. For dig.)

(og hvis jeg skubber fokus væk, og I følger den finger, der peger, kan mine synapser få ro.)

(dig, mig, vi)

(du)

Skriv et svar