Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

4 kommentarer til “Interessetimer”

  1. Nej – og det er jo heller ikke helt rigtigt, det jeg skrev. Almindelighederne er interessante, når konteksten er ualmindelig og omvendt. Og ti, er almindeligheden god, fordi vi kan kende os selv i den. Der er jo ikke noget vi hellere vil, end at blive set og genkendt, vel?

Skriv et svar