(og kunsten er at undgå at det handler om mig, men at det ‘jeg’, der optræder, læses som et dig, mig, vi. Giver det mening? Jeg er uinteressant for dig, men du er vigtig. For dig.)

(og hvis jeg skubber fokus væk, og I følger den finger, der peger, kan mine synapser få ro.)

(dig, mig, vi)

(du)

Døv, blind, lam.

og så står man der, med brændte synapser, gennemhullede knogler og frønnet bindevæv. Fordi det er vigtigt. Fordi man bilder sig ind, at det er vigtigt. Fordi jeg har brug for at gøre noget der er vigtigt.

Om det i virkeligheden er det, aner jeg ikke.

Interessetimer

Og så var det lige meget, da jeg fik det til at lykkes.

Upload af tusindvis af rækker med ord fra hende, jeg var engang. Stribevis af suk over skæbne og manglende søvn, og stribevis af ting, der ikke længere findes i mit nu.

“Hvis den bog skulle skives, var den nok blevet det”. Lene med de jyske ben i næsen og ingen tro på passionen. PASSIONEN, skal det nok skrives. Med stort. Ret stort. Den var der, jojo, men det var der så meget andet, der også var. Nu har jeg linierne i et excel.ark, gemt i dropbox, så hvis den bog vil ud, så ligger det der. Til en dag.

Lene har lavet et firma, hvor hun rådgiver VVS-firmaer. Sikkert også andre. Jeg ved ikke så meget mere, og har heller ikke behov for at vide lige dét.

Gad vide om det er dét, der adskiller os fra hinanden. Ikke mig og Lene, altså, men os alle: behovet for at vide, og om hvad. Og hvor interessant vi finder hinandens små historier. Jeg er ikke blevet mere kyniker siden 2006, men det er gået op for mig, hvor lidt interessant jeg egentlig synes folks almindeligheder er.

Undskyld, hvis det er ubehøvlet, men det er sådan det er.

Dét.

Det er jo fordi jeg kan se gnisten i det gamle. At jeg leder efter backups og alle de ord, der var. Det er jo fordi jeg savner gnisten i ord. At kunne dét. At være dét. En, der kunne skrive, så folk kom og læste.

Front

Vinduet står åbent og der flyder fuglesang ind. Lige som i morges, da katten forsøgte at fange det med små poter mod persienner. Et sted en græsslåmaskine og underlig mild luft, i forhold til, at det lige før var koldt på vintermåden.

Ikke sne, som dengang. Ikke dyner af frost, og luft tappet for fugt og duft, ikke hård mudder, frosset i spor af nogen der engang passerede her. Bare blæst og regn på samme tid. Koldt nok.

Men nu er luften altså mild, og siver ind af tagvinduet sammen med fuglesang, lyden af en græsslåmaskine og en hund, der gør. Måske der er forår, måske, det bare var en front, der skulle passere.