Septembernegle

Mit tilløb er trægt. Op ad bakke, ned af grusbelagt, skridende underlag. Bremsende med hænder, fødder og røv. Knæ, hæle, støv, mudder. Knoldet underlag bumpende mod min kind.

Mine negle er knækkede, som de altid er i september. Sommermåneders kulørte kådhed, slider på strukturen og misfarver, før de spalter og knækker. Men de bliver lange igen om lidt, det ved jeg, for det plejer de.

Septembernegle mod imaginær tavle.

Før, da vinduet var åbent for at lukke stegeos ud, var der børn der skreg ude på vejen. I leg, gætter vi os til. Vedvarende høje skrig, i protest mod villakvarteres dæmpede aftenlys og mumlende stemmer. Eller også var nogen ved at slå dem ihjel, vi ved det ikke, men de var så længe om at dø, at vi lukkede vinduet igen, for at kunne høre os selv tænke.

Mit tilløb er trægt. Hvis nu jeg siger op til oktober, stopper jeg 1. december, og så er det jul og nemmere at gribe om end hvis det er nu og lige om lidt.

Det er fordi jeg er bange. Til dels. Hunderæd, angst og sådan. Alment gyldige følelser, når linen til faldskærmen kappes. Sikkerhedsnettet klippes op.

Men også nysgerrig. Hvad sker der på det møde, d. 21 september? Hvad er det, de aftaler?

Hvorfor jeg vil vente med at se det, fatter jeg ikke selv helt. Hvad rager det mig hvad de vil, for det bliver uden mig.

Træge tilløb, ned af bakke på grus man skrider i. Stop det nu, Line. Start det andet. Start resten af livet. Nu.