Hvornår bliver det magisk?

For det er jo det, vi venter på, ikke? Der hvor vi bliver trukket væk og op og ud. Der hvor vores bevidsthed udvider sig med et lille plop, og erkendelsen får verden til at se lidt mere grøn ud. Eller mere rød, eller blå eller hvad det nu er, vi kigger efter.

Når du har mediteret 60 timer er din hjerne ændret. Sagde en mand en gang til mig. Eller højt, mens jeg hørte det. Orv, tænkte jeg og forestillede mig det lille plop det ville give, når min hjerne ændrede frekvens i det 59sindstyvende minut af den 59sindstyvende time.

Men den slags forandringer er så langsomme at man først mærker dem, når de for længst er sket, og verden først er ændret. Ikke? Eller har jeg bare for vane at tage omvejene?